|
|
|
|
|
Ved Hald Sø syd for Viborg har der ligget ikke
mindre end tre borge i middelalderen. Øverst til
venstre i billedet på den lille halvø ligger
voldstedet fra Niels Bugges Hald, og omtrent midt i
billedet på marken ved træerne ligger voldstedet
Brattingsborg. På tangen ude i søen forrest i
billedet ligger ruinerne af Bispens Hald med tårn og
omfattende jordværker. Foto: Lis Helles Olesen,
Holstebro Museum |
|
|
|
Projekt om midtjyske middelalderborge
Et nyt tværregionalt og tværmusealt
forsknings- og formidlingsprojekt
sætter fokus på middelalderens borge og voldsteder i Region
Midtjylland. Projektet har netop fået støtte fra
regionsrådet.
De ti kulturhistoriske museer i Region
Midtjylland med arkæologisk ansvar er gået sammen om et
flerårigt forsknings- og formidlingsprojekt
”Middelalderborge i Region Midtjylland”.
Projekts mål er at samle de
kulturhistoriske museer på tværs af regionen i et
kvalificerende og udviklende samarbejde omkring forskningen
og formidlingen af regionens middelalderlige borge og
voldsteder.
Selvom mange af regionens voldsteder og
borgruiner er velkendte, findes der også et ukendt antal
voldsteder, der ligger som oversete og ofte truede anlæg i
det åbne land. Et af projektets formål er derfor at få
lokaliseret, beskrevet og registreret samtlige voldsteder og
borganlæg i regionen. Desuden vil der blive foretaget
grundige arkivstudier med henblik på at samle så megen viden
om anlæggene og deres historie som muligt. Arkæologiske
undersøgelser af udvalgte voldsteder vil bidrage med
dateringer og typebestemmelse af disse anlæg. Alle data om
de enkelte lokaliteter vil blive samlet i en fælles
database.
Den nye viden om regionens borge og
voldsteder vil som projektets andet formål blive formidlet i
en mangfoldighed af formidlingstiltag, der vil omfatte alt
fra levendegørelse til den nyeste, digitale formidling. Der
er desuden planer om at udarbejde en interaktiv
vandreudstilling om regionens borge og voldsteder, og det
vil også være oplagt at etablere en borgrute fra anlæg til
anlæg på tværs af regionen.
Udviklingen af den digitale formidling vil
ske i samarbejde med andre kulturhistoriske institutioner og
projekter i regionen, og der er med dette formål allerede
etableret et samarbejde med Dansk Center for
Herregårdsforskning på Gl. Estrup i forbindelse med
centerets nye projekt ”Region Midtjylland som
herregårdslandskab”. Det er i det hele taget hensigten, at
projekt ”Middelalderborge i Region Midtjylland” skal
samarbejde med en lang række institutioner og andre
projekter på både forsknings- og formidlingssiden.
”Middelalderborge i Region Midtjylland”
indledes med et forprojekt, der vil blive afviklet i 2011.
Forprojektet er netop blevet støttet med 250.000 kr. fra
regionsrådet. |