Historieprojekt på Lindø
Lindøværftet lukker snart, og tre museer
begynder nu arbejdet med at bevare historien om en stor
dansk arbejdsplads og livet omkring den.
Ifølge projektleder Mette Ladegaard
Thøgersen fra Østfyns Museer er der tale om et unikt
samarbejdsprojekt, som giver de bedst mulige betingelser for
at sikre en fyldig dokumentation af den store virksomheds
historie for eftertiden. Projektet med registrering og
dokumentation af historien om Odense Staalskibsværft A/S
flytter ind på værftet i juni 2010 og glæder sig til et tæt
samarbejde med alle med interesse i virksomhedens og
områdets historie.
Den 10. august 2009 kom meddelelsen om, at
Odense Staalskibsværft A/S endeligt afvikler
skibsbygningsfunktionen på Lindøværftet i løbet af 2012. Et
enestående dansk stykke industrikulturarv er dermed snart på
vej til at blive historie.Meddelelsen om afviklingen var da
også den direkte anledning til, at tre museer – Østfyns
Museer, Odense Bys Museer og Handels- og Søfartsmuseet – gik
sammen om et projekt, ’Odense Staalskibsværft A/S – et
registrerings- og dokumentationsprojekt’ med det formål at
belyse og dokumentere Odense Staalskibsværft A/S’s opståen
og udvikling som virksomhed og industrielt miljø. Projektet
bakkes op af Odense Staalskibsværft A/S og A.P. Møller -
Mærsk A/S og finansieres af Den A.P. Møllerske Støttefond,
Kulturarvsstyrelsen og de tre museer.
Registrerings- og dokumentationsprojektet
påbegyndtes den 1. juni 2010 og projektkontoret på værftet
åbnedes fra den 14. juni 2010. Projektet forventes afsluttet
ultimo 2011.
Odense Staalskibsværft A/S – det vil sig
både det gamle værft i Odense og Lindøværftet ved Munkebo –
har spillet en meget vigtig rolle i nyere tids
danmarkshistorie og fortjener derfor en grundig
undersøgelse. I 2007 udpegede Kulturarvsstyrelsen da også
Lindøværftet og Munkebo som ét af Danmarks 25 nationale
industriminder.
|