[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Langelands Museum laver dykkersti på havbunden

”Nordic Blue Parks” er navnet på et fællesnordisk projekt som skal formidle kulturarv og natur på havbunden.

Nordisk ministerråd har støttet projektet med samlet 1,2 mio. kr., og i hvert af de nordiske lande bliver i løbet af 2009 indviet dykkerstier. Her kan fritidsdykkere følge et fastlagt spor, og undervejs lære om fortidsminder og natur som det udvalgte sted byder på.

Langelands Museum er den danske partner i samarbejdet, valgt på grund af mange års erfaring med marinarkæologi og fortidsmindeforvaltning på havbunden.

Stedet som Langelands Museum har valgt, er Højklint i Lindelse Nor på vestsiden af Langeland. Det særlige ved Lindelse Nor og det sydfynske øhav, er den store forekomst af oversvømmede stenalderlandskaber. På grund af isens afsmeltning efter sidste istid, ligger store dele af det forhistoriske landskab nu under vand, og man kan ved Højklint se træstubbe og væltede træstammer fra stenalderskoven ligge frit på havbunden. Spor efter stenalderens mennesker kan findes på stedet, hvor bearbejdet flint kan findes hvis man ved hvad man skal kigge efter. Det kan man få hjælp til ved at følge dykkerstien, og med lidt held finder man et redskab som er 6000 år gammelt.

Stien er et tilbud til alle fritidsdykkere, og ligger tilgængeligt fra offentlig vej, direkte fra stranden. Dybden på stedet er 2-3 m, og stien er 500 m lang, med 7 poster undervejs, som fortæller både om stenalder og den ”druknede” skov, og dyr og planter på stedet.

Langelands Museum håber at stien ved Højklint bliver den første af en række dykkerstier i museets marinarkæologiske ansvarsområde omkring Fyn og det østlige Sydjylland.

Stien bliver etableret i dagene 4.-6. november, og derefter vil den være frit tilgængelig for nye og anderledes dykkeroplevelser.

 

Langelands Museum >

 

Del på Facebook, digg, m.m.