[sitemap]

< Aktuelt  

  

Model af Ladbyskibet. Foto: Werner Karrasch.

  

Et sejlende Ladbyskib på Kerteminde fjord

Vikingemuseet Ladby har fået en rigtig god julegave: En bevilling fra Augustinus Fonden på 4.865.000 kr. til at bygge en fuldskalakopi af Ladbyskibet.


Skibet skal bygges lokalt ved Vikingemuseet Ladby ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra Ladby Skibslaug. Projektet er et samarbejdsprojekt med Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der har stor ekspertise i at bygge vikingeskibe.

Det vil være en stor oplevelse for gæsterne på Vikingemuseet Ladby at se og opleve en kopi af det smukke Ladbyskib på Kerteminde Fjord, såvel som det må formodes at kunne styrke museets formidling og tiltrække besøgende fra nær og fjern. For lokalområdet vil det være et meget stort aktiv at få et synligt vartegn for området fra vikingetiden, hvor vi ved, at der var masser af aktivitet. Og endelig vil en rekonstruktion af Ladbyskibet være et aktiv for den eksisterende danske flåde af vikingeskibskopier, som endnu mangler en ’korrekt’ kopi af Ladbyskibet.

Projektet går ud på at bygge en kopi af Ladbyskibet i fuld skala, dvs. et 21,54 meter langt og 2,92 meter bredt krigsskib med plads til 32 roere, som på mange måder vil være ’kronen på værket’ i museets formidlingsvirksomhed. Og man er faktisk allerede godt i gang med de indledende forberedelser til byggeriet: Vikingemuseet Ladby har allerede en model af skibet i forholdet 1:10.

I 2009 blev der stiftet et laug, Ladby Skibslaug, med det erklærede formål at levere arbejdskraften til at bygge en kopi af Ladbyskibet. Lauget tæller nu omkring 100 medlemmer, som meget gerne snart vil i gang med at bygge skibet. Når skibet er færdigbygget, skal lauget sejle og vedligeholde skibet. Vikingemuseet Ladby har lejet et stykke jord og godt i gang med at indrette en byggeplads, som nu ses på marken lige foran museet. Byggepladsen er således det første, der møder den besøgende på vej til museet.

Endelig har museet – som optakt til det store skibsbyggeri – igangsat to mindre skibsbygningsprojekter: Den allerførste skibsbygningsaktivitet er renoveringen af en gammel færøbåd (som Ladbyskibet et klinkbygget fartøj), som stadig pågår. Det næste projekt har været at bygge en skibsbåd til Ladbyskibet. Båden bygges som en kopi af den mindste af de tre både, der blev fundet ved Gokstadskibet i Norge i 1880, og som kan dateres til omkring år 895. Den lille båd har en længde på 6,5 meter og en bredde på 1,38 meter, og der er plads til en besætning på 2-3 mand. Projektet gennemføres med konsulentbistand fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Byggeriet af skibsjollen er finansieret af Kerteminde LAG og museet. Arbejdet er godt i gang og forventes færdigt i sommeren 2011 og er på alle måder en rigtig god ’øvelse’, før det store skibsbygningsprojekt går i gang.

Kopien af Ladbyskibet ønskes bygget lokalt ved Vikingemuseet Ladby på en dertil indrettet byggeplads. Byggepladsen indrettes på lejet jord. En lejekontrakt er indgået med mulighed for forlængelse i op til fem år, dvs. frem til 2015.

Projektet gennemføres i et tæt samarbejde med Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som har enestående ekspertise i at bygge vikingeskibe. En af Vikingeskibsmuseets erfarne bådebyggere skal fungere som projektleder. En af museets bådebyggere fungerer pt. også som konsulent på byggeriet af skibsbåden, så man kan også på den måde sige, at projektet er afprøvet på forhånd – blot i en lidt mindre skala.

Vikingemuseet Ladby har indgået aftale med en håndværker med erfaring i skibsbyggeri om at deltage i et projektet, nemlig Arne Jensen, der tidligere som frivillig har været en af de bærende kræfter i byggeriet af et rekonstrueret langhus fra vikingetiden i oldtidslandskabet Bytoften ved Langeskov, og som efterfølgende har været engageret til at bygge kulissen af Dødeskibet i Vikingemuseets kælder. Den øvrige del af den fornødne arbejdskraft leveres af Ladby Skibslaug. Vikingemuseet Ladby fungerer som sekretariat for byggeriet.

Vikingemuseet Ladby er den økonomisk ansvarlige part og tovholder på projektet. Museet forpligter sig også til at formidle både byggeriet og det færdige skib. Den færdige kopi af Ladbyskibet tilhører Vikingemuseet Ladby, men drives og vedligeholdes af Ladby Skibslaug. Driften af skibet forventes finansieret af indtægtsdækket virksomhed (entré for sejlture og arrangementer) samt sponsorater.

 

Vikingemuseet Ladby >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.