Forskning om kvinder og jagt

Allerede for 100 år siden begyndte overklassens kvinder at gribe geværet. Fx var Karen Blixen én af dem, der holdt af at gå på jagt. Nu vil Jagt- og Skovbrugsmuseet sammen med Kvindemuseet undersøge, hvordan det egentlig forholder sig med kvinder og jagt.

Fra 2000 til 2006 steg antallet af kvinder, der tog jagttegn med 28%! I dag er ca. 8% af alle jagttegtegnsløsere kvinder. I 1970 var det kun 1%. Er kvinderne igen ved at indtage et traditionelt maskulint domæne?
Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Kvindemuseet i Danmark vil i et stort fælles forskningsprojekt undersøge det, der sker og se på, om de mange nye kvindelige jægere er ved at påvirke jagtens maskuline traditioner og måske endda samfundets opfattelse af jagten.

Bortset fra den barske strandjagt er nutidens jagt en modereret form af den jagt, tidligere tiders herskende klasser drev. For dem fungerede jagt på én gang som krigstræning, sport og statussymbol, og jagtens univers var fuldstændig behersket af maskuline normer og værdier, som lå meget tæt på riddernes. Det univers følte mænd sig allerede truet på for 100 år siden, da overklassens kvinder så småt begyndte at gribe geværet: "..hendes blotte nærværelse som skytte ødelægger stemningen, thi på klapjagten må ordet være frit..” skrev Boganis, hvis datter, Karen Blixen, ironisk nok blev en af tidens mest berømte kvindelige jægere.
Så sent som i år 2000, var en typisk jæger stadig en mand fra landet, der allerede som helt ung havde gået på jagt med sin far, men i dag bliver mandlige jægere stadig ældre, helt op omkring 35 år, før de tager jagttegn. Samtidig ser det ud til, at mandlige jægere så småt er ved at acceptere kvinder som jægere på lige fod, og derfor håber museerne, at undersøgelsen også kan være med til at kaste nyt lys over udviklingen af de traditionelle kvinde- og mandsroller i samfundet.
Det fælles forskningsprojekt omfatter bl.a. en stor spørgeskemaundersøgelse, som Skov- og Naturstyrelsen har stillet jagttegnsregisteret til rådighed for. Spørgeskemaet sendes netop i disse dage ud til 2000 kvindelige jægere og omfatter en række spørgsmål, der skal afdække, hvem de kvindelige jagttegnsløsere er, hvordan deres jagtinteresse er opstået og hvordan de udøver deres interesse. Samtidig stilles en række spørgsmål, som skal være med til at belyse normer og holdninger. Spørgsmål som kan hjælpe med til at afdække, hvilke myter og fordomme, der er reelle og hvilke, der bare eksisterer som overleverede ’sandheder’.

Samtidig er museerne i gang med en supplerende interviewundersøgelse, hvor de kvindelige jægere med egne ord fortæller om, hvorfor de har valgt at tage jagttegn, hvordan de dyrker jagtinteressen og hvilke oplevelser det giver dem. En af dem fortæller, at hun havde haft interessen helt fra barnsben, hvor hun var fulgt i faderens fodspor. Da hun blev voksen, var hun derfor ikke i tvivl om, at hun ville have jagttegn, men hendes daværende mand sagde, at han under ingen omstændigheder ville have en kone, der rendte rundt med et gevær. De bliver skilt, da kvinden er 29, og en af hendes første handlinger var at melde sig til jagtegnskurset. ’Når jeg siger, at jeg går på jagt for at få de oplevelser det giver at færdes ude i naturen, siger nogle, at så kan jeg jo lige så godt gå en tur uden jagtgevær. Og ja, det kunne jeg også, men det giver en anden spænding, et andet moment at man også er jæger. Så det er ikke kun naturoplevelsen. Det at kunne færdes i naturen, at kunne snige sig tæt ind på dyrene, det giver en fantastisk oplevelse. Og så er det ligegyldigt, om du får skudt noget. Jeg tror kun, det er jagten, der kan få adrenalinet til at køre. Min allerførste fællesjagt er på mange måder stadig min største jagtoplevelse. Jeg var 29, og var selvfølgelig den eneste pige blandt de 12 jægere. Og der blev skulet noget til mig, da jeg mødte op sammen med min far. Nogle hilste, men det var langt fra alle. De målte mig bare op og ned med øjnene. Så da jeg blev sat af på post , var jeg simpelthen bar så nervøs og tænkte, at jeg bare ikke måtte dumme mig over for alle de her gamle garvede jægere. Ja, jeg ønskede ligefrem, at der ikke ville komme noget dyr, for sæt jeg skød forbi. Det ville jo lige være vand på deres mølle. Men det endte med, at jeg var den eneste, der fik skudt – og den faldt i et skud. Det var i 1985. Nu føler jeg ikke længere, at der er nogen, der kigger mærkeligt, selv om jeg er den eneste kvinde, og det med helst at skulle være lidt bedre end de andre, det var også mest mærkbart i de første år’, fortæller den kvindelige jæger.
Og hun fortsætter ’ Jeg holder rigtig meget af de mange uskrevne regler om, hvordan man opfører sig, når man er på jagt. Det er en del af den ærbødighed, man bør udvise for naturen og for vildtet, og regler langt hovedparten af jægerne heldigvis respekterer. Men desværre er der jo nogen, der er så blodtørstige og bare skyder vildt om sig, men dem vil jeg helst være foruden. De pynter ikke.’
Sikkerhed, god opførsel og god tone står i højsædet hos de kvindelige jægere, der er blevet interviewet, det samme gør opfattelsen af jagt som en helt unik naturoplevelse.

Museerne håber at få op mod 2000 kvindelige jagttegnsløsere til at deltage i undersøgelsen,
Kulturarvsstyrelsen og Danmarks Jægerforbund støtter projektet økonomisk.