[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Nyt 3D oplevelsesrum på Kvindemuseet

Kulturrådmand Marc Perea Christensen har åbnet et nyt 3D-oplevelsesrum på Kvindemuseet: ENTER UNG 2010. Målgruppen er store børn og unge.

ENTER er produceret i tæt samarbejde med Cyberhus, som er et netsted for unge. Produktionsholdet består ud over Kvindemuseet og Cyberhus af digitalkunstner Signe Klejs som projektleder, Niels Gade som lydproducent, CAVI ved Århus Universitet som IT-producent og Linda Klein som tekstforfatter. 8 unge og 1 voksen har indtalt tanker og spørgsmål af en art, som optager unge i dag.
Økonomien i projektet er hentet via Kulturarvsstyrelsens formidlingspulje.

Med fysisk adresse på Kvindemuseet og med udgangspunkt i det virtuelle værested for unge Cyberhus.dk er der skabt et stereo video set-up.
Udstyret med 3D-briller og en Wii-mote kan besøgende på en 3 x 2 m stor projektionsvæg gå ind i en digitalt virkelighed, der er udformet som et køkken, et værelse og et badeværelse.
I de virtuelle rum kan besøgende støde ind i de 14-17 åriges fortællinger og tanker om eget køn og det andet køn, om krop, lyst, grænser, ensomhed osv.
Som et første skridt på vej mod interaktivitet kan de unge meddele sig til en computer i rummet. De kan skrive, hvad der falder dem ind, og hvad der er vigtigt for dem her og nu, og de kan kommunikere ind i det digitale univers via Sms’er.

Ved projiceringer af ord og rum af nutidig dato placeret i museets historiske kulisser tilbyder projektet en digital platform, hvor unges stemmer bliver hørt.
Kvindemuseet og Cyberhus indgår i ENTER UNG i et tæt samarbejde, hvor vi kan skabe forbindelse mellem museets historisk baserede viden om børne/ungeliv og Cyberhus' virtuelle kommunikation med unge. Herved skabes et samtidsbillede, som vedvarende dag for dag, måned for måned formuleres af de unge selv.

På computere på museet kan de fortælle, hvordan det er at være barn eller ung lige nu, og udtrykke deres mening og interesse på endeløse baner, der strømmer ud af computeren. Men denne mulighed har de uanset, om de skriver tanker og spørgsmål her eller sidder et helt andet sted i Århus eller Danmark og sender beskeder til cyberhus.dk/enter. Informationerne og ordene gemmes og kan bruges af andre nu og mange år frem.

ENTER UNG er ikke bare et oplevelses- og kommunikationsrum, men dokumenterer vores samtid ved at lade computernes database samle på de informationer, der kommer fra de unge. Dette materiale skal opsamles årligt og vil danne grundlag for en eller anden form for dokumentarisk årbog ’UNG 2010’ i museets samling, hvorefter vi – hvis det er en succes - fortsætter med at dokumentere UNG 2011 og så fremdeles.

 

Kvindemuseet >

 

Del på Facebook, digg, m.m.