[sitemap]

< Aktuelt  

  

Foto: Torben Malm. (Billedet er lånt fra Kulturarvsstyrelsens website)

  

Bro ved Nr. Vosborg fredet

Kulturarvsstyrelsen har efter forslag fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur valgt at frede Slyk Bro nær Vemb i Vestjylland.

Slyk Bro blev opført i 1857 og indgår i kulturmiljøet omkring herregården Nørre Vosborg. Slyk Bro, der fører Skalstrupvej over Damhus Å, blev opført i fællesskab mellem 19 lodsejere og Nørre Vosborgs ejer, etatsråd Andreas Evald Meinert Tang. Etatsråd Tang påtog sig at betale en fjerdedel af udgifterne til broens opførelse, og teglstenene til den nye bro blev fremstillet på Nørre Vosborg Teglværk, der lå nord for godset.
Inspiration fra Italien

Ifølge overleveringen skal etatsråd Tang have fået inspiration til broen ved en rejse til Italien, hvor han havde set på forskellige broer.
Efter hjemkomsten har etatsråd Tang sandsynligvis selv skitseret det første udkast til Slyk Bro, og fået sin bygmester Neubarth til at lave bygningstegningerne.
Neubarth har blandt andet tegnet Vosborglille og indgangspartiet til familien Tangs gravhøj på Ulfborg Kirkegård. Murstensbroen, der nok har erstattet en ældre træbro, blev bygget af en lokal murermester.
Bro i øde område

Slyk Bro er en væsentlig del af herregårdsmiljøet omkring Nørre Vosborg, og viser at man har ønsket at opføre gedigent og smukt byggeri selv ude i disse øde enge ved Nissum Fjord.
I 1934 blev broen udvidet, og der blev ved den lejlighed anvendt nyfremstillede sten af samme type og fra det samme teglværk som de oprindelige.
Slyk Bro er desuden et arkitektonisk vellykket bygningsværk, og er et tidligt eksemplar af en murstensbygget brotype, der afløste de tidligere træ- og granitkonstruktioner.

 

Kulturarvsstyrelsen >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.