|
|
 |
|
|
Der er ikke plads til meget mere - bortset fra
forbedring |
|
|
|
Plads til forbedring i museumsmagasiner
Kulturarven har fået det bedre i
museernes magasiner, men der er et stykke vej, før alt er
godt. Det kan læses i ”Danske museer i tal”, som er
Kulturarvsstyrelsens årsrapport med de væsentligste tal for
de statslige og statsanerkendte museerne.
Magasinforholdene er i bedring på de danske
museer, men overblikket over, hvad magasinerne gemmer, er
ikke godt nok.
Det viser den første udgave af statistikken ”Danske museer i
tal”, som er museernes fremtidige årsopgørelse.
De dårlige magasinforhold blev første gang dokumenteret i
2006, da en rapport udarbejdet af Organisationen Danske
Museer (ODM) og betalt af Kulturarvsstyrelsen satte fokus på
problemet.
Siden har mange museer forbedret deres
magasinforhold. Af de 101 museer, der var omfattet af
rapporten fra 2006, melder 54 museer, at der er sket en
forbedring af deres magasinforhold.
Men desværre er der ikke sket tilsvarende forbedringer, når
det kommer til overblikket over ”helbredstilstanden” for
genstandene på magasinhylderne.
”Samlinger af genstande og værker er basis
for museernes arbejde. Desværre har alt for mange museer
ikke et overblik over samlingens bevaringsmæssige tilstand.
Kun 19 ud af 122 museer har nedskrevet en vurdering af
genstandene og værkernes betydning for kulturarven,” siger
kontorchef Ole Winther.
Når det kommer til at have en nedskrevet
beredskabs- og katastrofeplan, som skal sikre samlingerne
mod følgerne af f.eks. brand, oversvømmelse, storm eller
terror, er der også langt igen.
”Over 60 pct. mangler den lovpligtige beredskabsplan. Dette
sammenholdt med, at alt for få museer har overblik
samlingerne, gør, at vi skærper tilsynet,” understreger Ole
Winther.
Det skærpede tilsyn kommer blandt andet til
udtryk i en ny vejledning til museernes udformning af
4-årige arbejdsplaner. De 4-årige arbejdsplaner skal
udformes, så museerne opnår et større overblik over
samlingerne. |
|
|