K.B. Hallen foreslås fredet
Beatles har sunget der, Josephine Baker
har viftet med bananskørtet, Gøg og Gokke har klovnet - og
nu foreslås stedet for det hele fredet. Det handler om K.B.
hallen
Siden Kong Christian X den 22. april 1938
indviede hallen, som dengang var Europas største private
sportsanlæg, har K.B. Hallen lagt arena til historiske
sports- og kulturbegivenheder, som mange er rejst langt for
at overvære. Nu foreslås hallen fredet for at sikre
arkitekturen og de mange historier, der knytter sig til
bygningen.
Et år efter at arkitekt Hans Hansens funktionalistiske
mesterværk var indviet, tog landets ældste boldklub –
Kjøbenhavns Boldklub - hallen og tilhørende anlæg i brug som
hjemmebane for at "gøre drenge til mænd og mænd til drenge",
som sloganet lød. Siden da er K.B. Hallen blevet et ikon
både for arkitekter, sports- og kulturfolk og et pejlemærke
i hovedstadens historie.
Historierne knytter sig ikke kun til sport- og
kulturverdenen. Under 2. Verdenskrig og den tyske besættelse
af Danmark blev K.B. Hallen efter flådens sænkning brugt til
internering af flådens personel. Over hele hallen var der
tre etagers køjesenge til flådens mænd.
I 1943 blev hallen udsat for nazistisk kontrasabotage.
Hallen var samlingssted for jazzelskere og swingpjatters og
dermed oplagt mål for scahlburtage. Eksplosionen ødelagde
inventaret i K.B. Hallen, men betonkonstruktionen holdt.
Hallen åbnede igen efter befrielsen, og efter besættelsen
blev den renoverede hal i en kort periode brugt til at huse
baltiske flygtninge.
K.B. Hallen er opført i funktionalistisk stil med en rig og
markant farvesætning. Samspillet mellem de dristige
betonkonstruktioner med de røde understøttende søjler, de
udkragede kasser og facadens lysende blå med logoet udskåret
i betonen skaber en inciterende og markant arkitektur.
Bygningen er indvendig udstyret med lamper designet af Poul
Henningsen og har i festsalen et markant vægmaleri af
maleren Sikker Hansen.
|
|
|