[sitemap]

< Aktuelt  

  

To meget unge gæster på vej ind i gravkammeret.

  

Oldtidens dødekult hitter

Knap 7.500 personer har siden maj måned været på knæ for oldtidens dødekult i jættestuen Klekkendehøj på Møn.

Livet myldrer igen ved den 5.000 år gamle jættestue, som er genopstået med et gravkammer fyldt af skeletter, knogler, våben og smykker.

Selv om besøgende til fortiden må ned på knæ og kravle de knap otte meter ind i det det nordligste gravkammer, er det kun få personer, der ikke lader nysgerrigheden vinde over angsten for det tomme rum og udsigten til at kigge en stenalderdød i øjenhulerne.

Siden Kulturarvsstyrelsen satte jættestuen med de to kamre i stand og indrettede en moderne rekonstruktion af en stenaldergrav med alt, hvad afdøde fik med på ”rejse til de evige jagtmarker”, er publikum strømmet til.

Helt præcist har 7.322 personer i perioden fra den 20. maj til den 2. november 2010 kravlet ind i tvillingejættestuens nordlige kammer for at se udstillingen gennem glas i det sydlige kammer, der selvfølgelig er belyst og beskyttet mod pilfingre. Til sammenligning modtager en femtedel af de kulturhistoriske museer ca. 10.000 gæster på årsbasis.

En sensor placeret ved udmundingen til tilskuer-gravkammeret, hvor man kan stå oprejst, har registreret de besøgende. Tælleren er placeret så højt, at selv en ræv med glad og vintertyk halepels ikke tæller med og så diskret og usynligt, at kun de færreste overhovedet kan finde den.

 

Kulturarvsstyrelsen >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.