[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Jellingsten i 3D på Europeana

Måske kan vi snart se Jellingstenene og Hammershus i 3D - uden at skulle downloade besværlige programmer

Kulturarvsstyrelsen har to store databaser over danske bygninger og fortidsminder med historisk og kulturel betydning. Dem kan danskerne allerede se online, men nu skal informationerne kunne bruges af alle europæere.
Kulturarv for 32 millioner

Kulturarvsstyrelsen er ledende partner i projektet CARARE, som skal bringe informationerne videre til den europæiske kulturarvsportal Europeana, sammen med data fra 18 andre europæiske lande. Projektet er finansieret af EU, som har bevilliget 32 millioner kroner til sagen.
3D modeller af kulturelle monumenter

En central indsats i projektet er at få produceret nemt tilgængelige 3D modeller af væsentlige kulturhistoriske monumenter i Europa. Den italienske partner byder for eksempel ind med en model af forum i den antikke by Pompeii, spanierne leverer en stor samling 3D billeder af andalusisk keramik, og den cypriotiske partner har lovet at levere en 3D skanning af det antikke teater ved Pafos.

Og Danmark kan også være med. Kulturarvsstyrelsen planlægger foreløbig at levere 3D modeller af Jellingstenen, Hammershus og Gamleborg på Bornholm. Opmålingsdata af Jellingstenene er produceret af Nationalmuseet.

Det særlige ved CARAREprojektet er, at man har arbejdet på, at 3D-modellerne skal være nemt tilgængelige online og ikke kræve at brugerne anvender en masse forskellige plugins. Brugerne kan derfor se frem til at browse 3D materialet på Europeana uden først at skulle downloade og installere ekstra programmer.

 

Kulturarvsstyrelsen >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.