|
|
 |
|
|
Koldkrigsmuseets lille stykke Berlinmur |
|
|
|
Minister indvier Berlin-mur
Klimaminister Lykke Friis indvier lørdag
den 13. august den sektion af den originale Berlin-mur, som
Koldkrigsmuseum Langelandsfort har modtaget som gave fra
Senatet i Berlin.
Indvielsen sker i forbindelse med
markeringen af 50-året for Berlinmurens opførelse den 13.
august 1961.
Mens Berlin-muren var det tydelige symbol
på det delte Europa, vil arrangementet den 13. august stå i
det forenede Europas tegn. ”Berlinmuren er på én og samme
tid symbolet på den kolde krigs deling af Europa og på hvor
langt, vi er kommet efter 1989. Det er derfor også et
vigtigt stykke vor egen historie, som gæsterne fremover vil
kunne besigtige på Koldkrigsmuseum Langelandsfort,” udtaler
Lykke Friis.
For Koldkrigsmuseum Langelandsfort har det
været helt naturligt at få Berlin-muren indlemmet i
samlingen af originale genstande. ”Berlinmuren er ikke bare
tysk historie men verdenshistorie, og frem for alt er det
koldkrigshistorie,” udtaler museets formidler Gese Friis
Hansen.
Koldkrigsmuseum Langelandsfort er det
eneste museum i Skandinavien som har modtaget en hel sektion
af Berlin-muren. Placeringen af Berlin-muren på
Langelandsfortet er en del af museets igangværende
udviklingsprojekt, som blandt andet er støttet af
Arbejdsmarkedets Feriefond og Vækstforum. |