[sitemap]

< Aktuelt  

  

Udsnit af skibsmodellen

  

Model af Christianus Quintus til Køge Museum

Fredag den 16. september 2011 bliver Køge Museum skibsejer, når en meget nøjagtig model af Niels Juels skib fra Slaget i Køge Bugt overdrages museet

Køge Museum får ved en mindre højtidelighed kl. 14.00 i Den Gule Hal overdraget en model af orlogsskibet CHRISTIANUS QUINTUS, som med admiral Niels Juel ombord deltog i slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677.

Modellen er bygget af medlemmerne af Køge Maritime Aktivitetscenter, som har brugt mere end 12 år af deres fritid på byggeprojektet. Skibsmodellen stammer ikke fra et almindeligt byggesæt, som er købt i en hobbyforretning, men er en hel unik genstand, i skala 1:20, som er ganske imponerende. Var det ikke for de næsten 3 meter høje master, de mere end 60 håndstøbte og ciselerede bronzekanoner, de mange besætningsmedlemmer eller admiralen Niels Juel på agterdækket, så kunne skroget bruges som jolle til et større fartøj, så stort er det! Hver enkelt del af CHRISTIANUS QUINTUS er håndlavet, ofte efter grundig research, intet er købt færdigt, alt ombord er fremstillet i hånden. Medlemmerne i foreningen Køge Maritime Aktivitetscenter har således frembragt en enestående skibsmodel, som er med til at formidle søkrigshistorien og orlogsflåden i slutningen af 1600-tallet.

Modellen er meget præcist udført, og beskueren vil kunne bruge lange stunder på at studere alle de flotte detaljer, sommetider fyldt med humor: såsom officerernes ”lille rum”.

 

 

Køge Museum >

 

Del på Facebook, digg, m.m.