Er bosniske krigsflygtninge blevet integreret i Randers?

Er de bosniske krigsflygtninge blevet integrerede i Randers? Dette spørgsmål forsøger Kulturhistorisk Museum i Randers at besvare i en kulturhistorisk undersøgelse af byens store bosniske befolkningsgruppe.

Bosnierne er i løbet af de blot 17 år, de har været i Randers, vokset til at være den største indvandrergruppe i byen, og undersøgelsen har gennem arkivalsk og statistisk materiale samt interviews med herboende bosniere forsøgt at få svar på, hvordan de bosniske flygtninge er faldet til i byen. Samtidig undersøges bosniernes Randers-historie frem til i dag, hvor næsten 1000 bosniske flygtninge og deres efterkommere er en del af byens daglige liv.

Undersøgelsen er støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen.

For præcis femten år siden sluttede den blodige borgerkrig i Bosnien-Hercegovina. Krigen sendte mellem 1992 og 1995 millioner af mennesker på flugt. 120 af disse flygtninge kom en sen majaften i 1993 til Randers. Her blev de indkvarteret i et nyt asylcenter i Jernbanegade. Placeringen af asylcentret i den centrale del af byen betød, at mange af de første bosniere i byen blev en del af det byliv, der befandt sig lige uden for døren. En del spillede fodbold i den lokale fodboldklub, Randers Freja, andre fiskede i Gudenåen, mens atter andre flittigt brugte det lokale hovedbibliotek.

Planen var, at bosnierne skulle sendes hjem, når freden havde sænket sig over det tidligere Jugoslavien. Da dette i begyndelsen af 1995 stadig havde lange udsigter, blev det besluttet at tildele flygtningene permanent opholdstilladelse. Bosnierne skulle herefter integreres i det randrusianske samfund.

Museets undersøgelse viser blandt andet, at integrationen af de nye borgere fra begyndelsen blev besværliggjort af, at en stor mængde bosnierne i løbet af kort tid flyttede til byen fra de omkringliggende kommuner. Der gik derfor ikke lang tid, før antallet af bosniere var femdoblet i Randers. Kommunen måtte herefter koncentrere sig om at skaffe de mange mennesker tag over hovedet samt en form for beskæftigelse. Det betød, at der blev mindre fokus på at skabe kontakt og fællesskab mellem danskere og bosniere.

I dag er bosnierne integrerede i Randers i den forstand, at de er en del af samfundet gennem arbejde og uddannelse, eller blot ved at de kan klare sig rent sprogligt. En forholdsmæssig stor del er blevet tildelt førtidspension både på grund af de oplevelser, de havde under krigen, men også fordi de aldrig fandt fodfæste på det danske arbejdsmarked. For mange bosniernes vedkommende er der ingen tvivl om, at det ville have været anderledes, hvis de fra starten var kommet i enten praktik eller regulært arbejde. Det ville, udover et bedre liv, have givet dem større motivation til at lære det danske sprog. Fælles for bosnierne er dog, at de fleste, uanset om de har arbejde eller ej, føler sig integrerede, også selvom de færreste har et stort dansk netværk.

De bosniske flygtninge i Randers er næsten alle muslimer, men med deres baggrund i det kommunistiske Jugoslavien, har Islam traditionelt kun haft en mindre betydning for dem. Noget tyder dog på, at dette er ved at ændre sig for ikke mindst den ældre generation, der i højere grad er begyndt at søge mod det åndelige og traditionerne fra hjemlandet. For de unges vedkommende er der ligeledes flere, der i teenageårene forsøger at genfinde deres bosniske rødder. Dette sker samtidig med, at de bibeholder deres danske venskaber og den danske kultur, de er vokset op med. På samme tid er der også mange unge, der assimilerer sig fuldstændig og gennem deres danske omgangskreds tager den danske ungdomskultur til sig.

Undersøgelsen viser, at de mål for integration, som Randers Kommune satte sig, da det fra 1995 stod klart, at de bosniske flygtninge ville blive i byen, på de fleste områder stemte overens med ønskerne fra størstedelen af bosnierne. For kommunen blev det i løbet af kort tid det væsentligste, at de mange nye borgere blev i stand til at klare sig selv gennem sprog, beskæftigelse og bolig, mens det for bosniernes vedkommende handlede om hurtigst muligt at komme i gang med det liv, som krig og uvished havde afbrudt. At de bosniske flygtninge skulle integreres socialt i det danske fællesskab og gennem danske netværk, var af begge parter prioriteret lavere.

Selvom kontakten til danskerne i Randers mest er begrænset til arbejde og uddannelse, opfattes bosnierne i Randers i dag, både af dem selv, kommunen og den danske majoritetsbefolkning, alligevel som en af de mest velintegrerede indvandrergrupper i byen.