|
|
 |
|
|
De to runesten i Jelling (Foto: Nationalmuseet) |
|
|
|
70. mio. fra A.P. Møller til helhedsplan for monumenterne
i Jelling
De mange penge skal bruges til at
realisere en stor og meget ambitiøs helhedsplan for hele
området omkring Jelling-monumenterne, så den enestående
historie for alvor kan fortælles og opleves.
Jelling-monumenterne med de to store høje,
runestenene, verdens største skibssætning og et imponerende
palisadehegn er Danmarks vigtigste kulturarvs-monument. Den
danske nation blev født og skabt i Jelling, og
monumentområdet er for længst optaget på UNESCO´s
kulturarvsliste.
- I Jelling ligger verdenskulturarven lige
midt i hverdagen, midt i en moderne by, og det giver nogle
særlige udfordringer, fortæller Leif Skov. I dag ligger
monumentområdet klemt inde bag byen og meget tæt op af byens
hovedgade.
- Helhedsplanen giver åbenhed, luft og
format til monumentområdet og en ny, synlig og samlet
oplevelse af verdenskulturarven i Jelling. Samtidig skaber
vi en attraktiv og spændende midtby, der hænger flot sammen
med monumentområdet. Planen er resultatet af en meget
spændende proces i form af bl.a. flere borgermøder og
workshops, hvor rigtig mange Jelling-borgere har engageret
sig, understreger Leif Skov.
Også Per Kristian Madsen, direktør for
Nationalmuseet, er meget glad for donationen. - Jeg kan slet
ikke understrege nok, hvor pragtfuldt det er, at A. P.
Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene
Formaal med den her bevilling sikrer, at helhedsplanen for
monumentområdet kan realiseres, siger Per Kristian Madsen. -
Vi taler jo om Danmarks nationalmonument nr. 1! Med det her
projekt skaber vi mulighederne for at opleve, hvor
enestående og flotte Jelling-monumenterne er.
Helhedsplanen giver plads til, at
monumentområdet kan fremstå som det særlige store grønne
rum, hvor verdenskulturarven med gravhøje, kirken,
Jellingsten og kirkegårdens begravelsespladser kan opleves
og historien fortælles - og i de store dimensioner, som de
nye fund af det kæmpemæssige palisadehegn kræver.
Intentionen er, at fundene skal formidles
og fortælles på mange måder. Gravhøjene skal have mere
plads. Skibssætningen, der er verdens største, skal måske
markeres. Det samme gælder de nye fund af det kæmpestore
palisadehegn, som også kan markeres og måske formidles som
en rekonstruktion.
Museumsbygningen Kongernes Jelling bliver
den nye indgang til det store monumentområde, og der er
skabt mulighed for et nyt oplevelsescenter i sammenhæng med
Kongernes Jelling.
For at fredeliggøre monumentområdet lukkes
hovedfærdselsåren. Der skal rives bygninger ned, veje skal
udbygges, og der skal anlægges helt nye veje nord og vest om
Jelling, så det bliver let for både borgere og turister at
komme rundt.
|
|
|