Besøg Hitlers Berlin med Google Earth
Nu kan historieinteresserede Google
Earth-surfere rejse tilbage i tiden til nazisternes hovedstad,
Berlin.
Magasinet Illustreret Videnskab Historie
tilbyder på sin hjemmeside en ny form for historisk
sightseeing i Europas storbyer ved hjælp af gratisprogrammet
Google Earth. I første omgang går turen til Hitlers Berlin.
I årene 1933 til 1945 var den tyske metropol
centrum for nazisternes stormagtsdrømme, og besøgende kan
den dag i dag opleve levn fra dengang.
Linket på hjemmesiden
www.historiebladet.dk/earth giver mulighed for at
"hoppe" imellem de væsentligste adresser som fx
Førerbunkeren, Gestapos hovedkvarter og den kaserne, hvor
grev Stauffenberg planlagde kuppet mod Hitler. Undervejs kan
man i pop up-vinduer læse historien om de enkelte stop.
Virkelighedens turister kan ved hjælp af
magasinets hjemmeside udprinte et bykort, der giver forslag
til historiske vandreture gennem Berlin. De kommende måneder
vil Illustreret Videnskab Historie lægge flere guides ud på
hjemmesiden - bl.a. Revolutionens Paris, Jack the Rippers
London og Mozarts Wien.
Storbyguiden er den digitale version af
magasinets nye artikelserie om de mest spændende historiske
udflugtsmål i Europas storbyer.
|