[sitemap]

< Aktuelt  

  

Guldringen fra Gudme.

  

Nyt skattefund i Gudme

En meget smuk halsring af guld er fundet af Svendborg Museum og kommer til Nationalmuseet som danefæ.

En smuk og meget fint ornamenteret 1500 år gammel halsring af guld! Sådan en har Svendborg Museum fundet i Gudme på Sydøstfyn. Fundet blev gjort på en nabomark til Gudmekongens Hal, hvor museet lige nu er ved at udføre en arkæologisk udgravning. Den enestående halsring lå helt sammenrullet i en lille lerkrukke, som var gravet ned på indersiden af et hegn, der omkranser et gårdsanlæg. Halsringen stammer fra perioden ældre germansk jernalder (400-500 e.Kr.) og vejer 140 gram.

”Det sydøstlige Fyn udgør i romersk og germansk jernalder (0-700 e.Kr.) et af de rigeste samfund i Nordeuropa. Det nye skattefund understreger med al ønskelig tydelighed, at datidens borgere i Gudme var mere end almindelige jernalderbønder”, fortæller Museumsinspektør fra Svendborg Museum Per O. Thomsen. Stormanden i Gudme var fyrste eller måske endda konge over et større område. Han byggede sandsynligvis sin velstand og magt på afgifter fra de omkringliggende gårde i den rige bygd og fra handelspladsen ved Lundeborg. Det er således i Gudme, at vi for første gang ser kimen til de magtstrukturer, som kom til at karakterisere jernalderens og vikingetidens samfund.

På Nationalmuseet er Lars Jørgensen i gang med et forskningsprojekt om jernalderens og vikingetidens hedenske religion, han supplerer: ”Gudme er et meget interessant sted. Flere religiøse stednavne tyder på, at Gudme – ”gudernes hjem” – også var et center for den hedenske kult; det antydes af navne som Galdbjerg og Albjerg, som betyder hhv. ”offerbjerget” og ”helligdomsbjerget”.

Det smukke danefæ skal nu til Nationalmuseet. Peter Vang Petersen glæder sig til at få den smukke halsring i hånden: ”Vi har set nogle fantastiske danefæfund den seneste tid. Det er som ringe i vandet – først en lystfisker ved Vordingborg og nu dette. Jeg glæder mig oprigtig til at se halsringen helt tæt på”. I Nationalmuseets oldtidsudstilling kan man se en perlerække af andre fine guldskatte fra Gudme-området.

 

Svensborg Museum >
Nationalmuseet >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.