Lokalhistorie fylder tomme butiksruder i Grenaa
Tomme butikker i Grenaa er efterhånden
et udbredt fænomen og bestemt ikke nogen seværdighed, men
Grenaa Egnsarkiv er gået i gang med at få det bedste ud af
situationen.
Ideen går i al sin enkelthed ud på at
udstille plakater med forstørrelser af historiske fotos i
nogle af Grenaas mange tomme butiksruder til glæde for
turister, borgere og naboer til tomme butikker. Grenaa
Egnsarkiv vil gerne formidle lokalhistorien og arkivets
store billedsamling, der hvor folk kommer.
Arkivet finder og forstørrer fotos som
suppleres med korte tekster, der orienterer publikum i tid
og rum. Motiverne er naturligvis fra de steder, hvor
billederne bliver hængt op. Og så får man byforskønnelse,
lokalhistorisk viden og shopping i én - det kan efter
egnsarkivets overbevisning ikke slå fejl! Læg vejen forbi
Storegade 17 eller Lillegade 4b, hvor de første billeder
allerede hænger.
Succesen afhænger kun af, om det er muligt
at få adgang til de tomme lokaler. Heldigvis er projektet
foreløbig blevet mødt med stor interesse og imødekommenhed,
og det har hidtil kun været et spørgsmål om at skaffe penge
til at fremstille lidt flere billeder end de få, arkivet
selv har kunnet finansiere, og det er nu muligt ved at
Djurslands Turistforening har støttet projektet med 11.000
kr..
Billederne stilles gratis til rådighed. Der
er ingen krav eller bindinger for lokalernes ejere, og
arkivet tilbyder naturligvis at tage billederne ned, hvis
der skulle komme en lejer eller køber til en butik.
Udstillingen ”Byliv i Grenaa” vil løbende
blive udvidet, efterhånden som der skaffes adgang og midler,
for der er masser af billeder at tage af. Et juletema kunne
være en idé og man kunne måske udbrede ideen til andre byer,
da Grenaa desværre ikke er det eneste sted, hvor der er
tomme butikslokaler. |
|
|