[sitemap]

< Aktuelt  

  

Den Gamle By er nomineret for sit arbejde med at bringe historie ud til folk - også til dem, der normalt ikke kommer på museum.

  

Den Gamle By nomineret til prestigefyldt europæisk museumspris

Den Gamle By er nomineret til den prestigefyldte European Museum of the Year Award, som uddeles til et museum, der har markeret sig særligt inden for de seneste år. 

Prisen uddeles af European Museum Forum, og uddelingen foregår i år i den tyrkiske by Bursa lørdag 9. maj.

Den Gamle By er nomineret for museets målrettede arbejde med at bringe historie ud til folk - herunder også til folk, der normalt ikke kommer på museum. Den Gamle By fremhæves specielt for den brede vifte af forskellige arrangementer og formidlingsformer, herunder også publikumstilbud som ikke er set før.

- I Den Gamle By tror vi rent faktisk på, at museer betyder noget for folk, siger en stolt museumsdirektør Thomas Bloch Ravn. Derfor har vi bevidst arbejdet med at udvide museumsbegrebet og gøre Den Gamle By mere mangfoldig, så der både er noget for forskningsnørder, for børnefamilier og for demente ældre.

European Museum Forum, der står bag prisen, har blandt andet kig på museets store arrangement Jul i Den Gamle By, som årligt tiltrækker mere end 100.000 gæster, og i den anden ende af skalaen museets særlige satsning på at skabe en særlig formidling for mindre grupper af demente ældre. Også museets arbejde med at inddrage publikum i form af forskellige dramatiserede tilbud nævnes, ligesom også den særlige digitale formidling, som udføres i regi af Dansk Center for Byhistorie, som museet har oprettet i samarbejde med Aarhus Universitet. Endelig er priskomiteen meget opmærksom på Den Gamle Bys nyskabende projekt Den Moderne By, hvor den allernyeste historie kommer på museum.

- Vi er pavestolte over nomineringen, udtaler Thomas Bloch Ravn, og han noterer sig med glæde, at European Museum Forum også har bemærket, at Den Gamle By har haft et generelt stigende besøgstal gennem de seneste ti år, hvor mange museer ellers har måttet opleve tilbagegang.

- Vi bliver 100 år i år, men museet har aldrig været yngre. Og personligt er jeg helt vild med tanken om, jeg om få år kan genopleve min ungdom i vores 1970er kvarter.

- Jeg håber selvfølgelig, at museet får selve prisen, men alene det at være nomineret er en stor anerkendelse, som vi er glade for nu at kunne skrive på museets CV, slutter museumsdirektøren.

European Museum of the Year Award er uddelt siden 1977, og kun to danske museer har tidligere modtaget prisen. I 1988 gik den til Brandts Klædefabrik og i 1994 til Nationalmuseet.

 

Den Gamle By >

Del på Facebook, digg, m.m.