|
|
 |
|
|
Fra det nye. flotte plakatmuseum i Den Gamle By.
|
|
|
|
Helt nyt plakatmuseum åbnet i Den Gamle By
Plakaten er et demokratisk medie! Det er
udgangpunktet for stifter og leder af Dansk Plakatmuseum
Peder Stougård, der er dybt optaget af det budskab plakaten
har og den sammenhæng den indgår i.
Efter næsten fire års tilknytning til Den
Gamle By cementeres forholdet nu med en helt ny
udstillingsbygning, der åbnede i Den Gamle By 31. oktober.
Peder Stougaard mener, han ramte ned i en
historisk guldåre af plakater, som ingen havde taget sig af,
da han i 1970 grundlagde den plakatsamling, der nu er vokset
til næsten 400.000 plakater fra hele verden.
Han skelner ikke mellem den plakat på en lygtepæl, der efter
lyser en forsvundet kat og den fine plakat af en anerkendt
kunstner. De har alle en funktion.
At plakaten som kunstart nu endelig
rangerer på højde med malerkunst og skulptur, er Peder
Stougård både godt tilfreds med og stolt over. For det er
noget han har arbejdet intenst for, ved gennem tiden at
bearbejde flere kulturministre. Ingen havde nemlig tænkt
over, at også plakater havde blivende værdi på linje med
trykte bøger, og dermed en del af kulturarven, som indsamles
og dokumenteres.
”Det, der foregår i forsamlingshusene er lige så interessant
som det, der foregår i de fine kunstinstitutioner”, siger
Peder Stougård, der er lykkelig for at være med til at
bevare et vigtigt stykke demokratisk historie.
Peder Stougård tøver ikke med at kalde den
omfattende samling plakater enestående på verdensplan. Den
favner bredt med politiske, kulturelle, kommercielle og
kunstneriske plakater. Og kun tiden viser hvilke plakater,
der bliver hevet ud af samlingen til udstillinger eller
andre formål. Ikke sjældent er Peder Stougård blevet
kontaktet af filmfolk, der har manglet lige den plakat der
signalerede en bestemt tid eller et særligt sted i verden.
Han har bl.a. leveret plakater fra Chile til Bille Augusts
film Åndernes hus og til Nils Malmros’ Århus by night, der
foregår i 1980erne. Også mange forlag har kontaktet
Plakatmuseet for at låne plakater til forsider eller
illustrationer til bøger.
Udover, at plakaten stadig er en levende
meddelsesform, så indeholder den også en vigtig
dokumentation af den tid plakaten er opstået i. Derfor er
Peder Stougård glad for placeringen af den nye
udstillingsbygning i Den Gamle Bys moderne bykvarter.
Det har været en lang vej fra de første skridt blev taget
til et plakatmuseum. Mange forskellige modeller har været på
banen, men da den daværende kulturrådmand i Århus, Torben
Brandi, foreslog at plakatmuseet skulle slåes sammen med Den
Gamle By, tegnede der sig nogle perspektiver for Peder
Stougård.
”Den Gamle By er en superprofessionel museumsorganisation,
og ikke mindst det planlagte moderne bykvarter vil komme til
at svinge godt med de mange plakatudstillinger, vi vil lave.
Og så er det jo en fornøjelse, at der kommer så mange gæster
og ser udstillingerne i Den Gamle By”, siger Peder Stougård.
Når Peder Stougård, der er opvokset på
børnehjem, om få år bliver 65 år, overlades ansvaret for
livsværket til en museumsinspektør i Den Gamle By.
”Jeg er meget tryg og glad for, at samlingen nu er sikret en
fremtid i professionelle hænder, når jeg forlader posten som
leder”, siger han.
De kunstneriske udfoldelser har ligget stille i nogen tid,
mens Peder Stougård har arbejdet med etableringen og driften
af Dansk Plakatmuseum, og det bliver der rettet op på, når
han runder pensionsalderen. Ligesom han også sammen med
hustruen, billedkunstneren Elsebeth Hansen, i højere grad
kan nyde sommerhuset på Mors.
|
|
|