2 kasser købmandsvarer fra 1970´erne til Den Gamle By
En kvinde fra Køgeegnen havde set
museets efterlysning af emballage og varer til et minimarked
anno 1974. Hun tog turen til Århus for at give barndommens
”købmandsbutik” til Den Moderne By. Og museumsfolkene var
begejstrede, for netop emballage fra 1970ernes dagligvarer
kan vise sig at være sjældne.
I Den Gamle By er man rigtig glade for
folk, der gemmer. Gurli Henriksen er én af dem, og hun havde
hørt om Den Gamle Bys efterlysning af dagligvarer fra hendes
barndom. Projektmedarbejder Berit G. Andersen er godt klar
over, at opgaven med at få fyldt hylderne i minimarkedet med
original emballage kan blive en stor udfordring, da
dagligvarer jo netop er designet til at blive brugt og smidt
væk.
Men Gurli Henriksen, der er født i 1963, havde gemt en stor
mængde originale emballager, bl. a. mælkekartoner,
tandpastatuber, flasker til opvaskemiddel og rosinpakker,
fordi de indgik i en købmandsleg.
”Jeg er frygtelig dårlig til at smide ud,
og mine to søstre samlede alle disse ting til mig”, siger
Gurli Henriksen, der legede ”købmand” med søstrene og
veninderne fra vejen. Gurli Henriksens mor havde heldigvis
plads til at gemme kasserne med emballagen i kælderen, og da
det kom frem, at Den Gamle By efterlyste varer fra
begyndelsen af 1970erne, var hun kun glad for at forære
tingene væk.
”Legekammeraterne syntes, at vores købmandsting var særligt
interessante, fordi det netop var de helt rigtige
chokoladeæsker, mælkekartoner og cremedåser, som de kendte
fra supermarkederne”, siger Gurli Henriksen.
Den Gamle Bys projektmedarbejder Berit G.
Andersen er meget begejstret for alle varerne. ”Der er mange
forskellige kasser, æsker dåser og poser - lige fra PP
pastiller til kaffeposer og rengøringsmidler, og især de
originale mælkekartoner er meget sjældne at finde”, siger
hun.
”Det hele vil tage sig rigtig godt ud på hylderne, og vi
håber der fortsat er folk ude i landet, der, ligesom Gurli
Henriksen, pludselig kommer i tanker om emballage, de har
gemt på loftet eller i kælderen, for minimarkedet må gerne
bugne af varer”.
|
|
|