Gentoftefilm på YouTube
Nu er Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte
også begyndt at lægge filmklip på nettet
Nu kan borgerne i Gentofte følge med i,
hvordan man tidligere festede på Gentofte rådhus. Eller man
kan opleve de dramatiske scener, når Gentofte brandvæsen
rykkede ud til ildebrande rundt omkring i kommunen, eller
hvad med at overvære det magiske øjeblik, da Gentofte Stadion blev
indviet i 1942? De gamle filmklip er lagt på Gentoftes egen
filmkanal på YouTube.
Filmkanalen giver borgerne rig mulighed for
at dykke ned i Gentoftes særlige historie igennem de levende
billeders fortælling. Filmene omhandler Gentofte i perioden
fra 1920’erne til 1950’erne, og de stammer alle fra
samlingerne i Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte. Her kan man
få et interessant indblik i hverdagen og familielivet i
Gentofte gennem tiden.
Med initiativet ønsker leder af Lokalhistorisk Arkiv Mette
Henriksen at levendegøre den lokale historie i Gentofte:
”Levende billeder har en utrolig stor effekt og kan genskabe
unikke historiske øjeblikke”.
Foreløbig er der lagt 26 filmklip ud på
kanalen, men der vil løbende blive lagt flere film ud.
Arkivet opfordrer samtidig til, at borgerne indlevere flere
film til samlingerne, så de originale film kan blive bevaret
for eftertiden og formidlet på filmkanalen. |
|
|