Geddes kort fra 1761 har fået sin egen website
Københavns Stadsarkiv har skabt en ny
website, der fejrer 250 året for det smukke "Geddes
eleverede kort" som viser byen 1761.
Kortet kaldes "eleveret" fordi en række
byens huse er tegnet i en form for perspektiv, så man får et
bedre indtryk af, hvordan de har set ud. På websiten kan man
bl.a. zoome sig igennem kortets forskellige lag, høre en
lang række historikere fortælle om steder og personer og se
videoer, der simulerer en spadseretur i byen for 250 år
siden.
Websiten er lavet ud fra en scannet og
digitalt restaureret version, men det er ledt af et held, at
kortet har overlevet til i dag. Da København og byens rådhus
på Gammeltorv/Nytorv brændte i 1795, blev Geddes eleverede
kort, der hang på rådhuset, heldigvis reddet.
Men det farvestrålende kort blev desværre vedligeholdt med
fernis og blev derfor mere og mere brun-tonet. Kortet er
oprindelig tegnet med tusch og farvelagt med klare røde,
blå, gule og grønne farver. I starten af 1900-tallet var
kortet så medtaget af snavs og røg, at det ikke kom til at
hænge fremme, da byens styre flyttede fra Nytorv til det
nuværende rådhus. Kortet blev i stedet anbragt i dét man den
gang kaldte Raadstuearkivet - i dag Stadsarkivet.
I 1963 stod Nationalmuseet for en omfattende restaurering af
kortet. Det blev herefter udstillet på Københavns Museum
indtil 1987 og idag opbevares Geddes eleverede kort i
Stadsarkivets kortsamling.
Kortet er tegnet af ingeniørofficer
Christian Gedde (1729-98) der var født i Rendsburg, og kom
fra en militærfamilie, hvor både far, farfar og en bror blev
officerer.
|
|
|