[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Gammel Estrup erhverver flot silhouetklip

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet kan nu præsentere endnu en brik i puslespillet om livet på de gamle danske herregårde og endda med særlig tilknytning til Gammel Estrup.

På en nylig auktion lykkedes det museet at erhverve sig en ganske særlig genstand, nemlig et silhuetbillede fra ca. 1878-1879. Her ses greve Jørgen Scheel til Gammel Estrup (1827-89) og grevinde Christiane F. Munk (1830-1918), fem af parrets otte børn samt to hunde.

Museumsinspektør Simon Kyhn- Madsen fortæller: I 1800-tallet var silhuetklip en meget brugt måde at få lavet familiebilleder og portrætter på, ja det svarede nærmest til vor tids portrætfotografering. Men at vi skulle finde et silhuetklip med nogle af Gammel Estrups ejere, havde vi aldrig turde håbe på. Nu kan vi vise et af 1800-tallets store modefænomener – silhuetklippet og endda med særlig tilknytning til Gammel Estrups historie.

1800-tallets silhuetklip blev ofte lavet af omrejsende professionelle silhuetklippere. Ved et silhuetklip optegnedes først ansigtet i fuld størrelse for senere at blive formindsket til silhuetklippet.

Det at de professionelle silhuetklippere var omrejsende kan forklare, hvorfor det kun er fem af parrets ellers otte børn, som ses på billedet. De andre tre børn må ganske simpelt ikke have været til stede på Gammel Estrup på det tidspunkt silhuetklipperen kom forbi.

Med dette i tankerne bliver et kvalificeret gæt på silhuetklippenes datering: 1878-1879. På dette tidspunkt var fire af parrets fem døtre hjemmeboende, og en enkelt søn var endnu ikke myndig. De to yngste døtre Benedicte og Elé var 11 og 14 år gamle. Datteren Sophie var 25 år gammel og endnu ikke gift, hvorimod parrets ældste datter Ane, der var 27 år, blev skilt i 1876 og gift igen i 1879. De manglende børn er derfor sandsynligvis datteren Christiane, der blev gift i 1874 samt de to ældste sønner Christen og Jørgen. Sønnerne var på dette tidspunkt voksne og kan derfor have været hjemmefra af mange gode grunde.

Silhuetklippet indgår nu i museets samling, hvor det kan ses og beundres sammen med museets øvrige portrætter.

 

Gammel Estrup >

 

Del på Facebook, digg, m.m.