|
|
 |
|
|
Den smukke pavillon.
|
|
|
|
Den Gamle By åbner pavillon
Det er to markante tilføjelser til Den
Gamle By, der indvies lørdag 31. oktober. Samtidig med, at
Dansk Plakatmuseum får en helt ny udstillingsbygning, åbner
Pavillonen fra Landsudstillingen 1909 i Århus. Sammen med
Borgmestergården er den blandt de ganske få bygninger, der
er bevaret herfra.
Mange århusianere har allerede lagt mærke
til den prægnante bygning, der i fremtiden vil blive brugt
som en ekstra indgang til Den Gamle By.
Efter at Pavillonen er blevet restaureret og genopført, kan
man fra søndag også se det indre af arkitekt Anton Rosens
smukke pavillon fra Landsudstillingen. I bykvarteret fra
1970erne vil bygningen fremover funkle som et moderne stykke
arkitektur fra begyndelsen af 1900årene.
Bygningschef Niels Meyer i Den Gamle By er
meget glad for, at Pavillonen bliver en del af den nye
bydel. ”Det er en enestående og smuk bygning, vi har at gøre
med, og formsproget er visionært og frodigt. Man fornemmer
tidens glæde ved at fokusere på detaljer i
bygningskulturen”, siger han.
Pavillonen er genopført med omtrent 80 % originalt materiale
og med blik for den midlertidige karakter alle bygninger på
Landsudstillingen havde. Det betyder, at både materiale og
håndværk er ganske rustikt. Kun i få tilfælde har man valgt
et andet materiale end det originale. For eksempel er de
mange tagvinduer i enkelt-glas erstattet af termovinduer af
hensyn til energiforbruget.
Spiret på taget er et helt kapitel for sig. Det består af
fire dele – en løgkuppel, en fjerpen, en globus og øverst en
stage. Alt er genskabt efter originale tegninger fra Anton
Rosen, der var landsudstillingens hovedarkitekt og som fik
en guldmedalje for sine bygningsværker.
På Landsudstillingen i 1909 ville man vise
alt de nyeste, man formåede indenfor håndværk, industri og
kunst. Pavillonen var bygget som ramme om dagbladet
Politikens stand. Her havde man indrettet et lille trykkeri,
og Politiken udgav en særlig avis med omtaler af de
forskellige arrangementer. At Anton Rosen valgte en fjerpen
som vartegn på taget af Politikens stand kan synes
tilbageskuende, i betragtning af, at der indenfor stod de
moderne trykkemaskiner, der var gængse på den tid.
Efter landsudstillingen kom Anton Rosens Pavillon til
haveforeningen Wesselsminde i Nærum på Nordsjælland, hvor
der var svagbørnskoloni, og senere blev den brugt til
opbevaring af havemøbler. Den Gamle By fik nys om bygningen
fra Foreningen for Bykultur i Århus, og penge fra Inge og
Asker Larsens Fond gjorde det muligt at flytte Pavillonen
tilbage til Århus og få den renoveret.
Fra søndag 1. nov. kan Den Gamle Bys gæster
også opleve en udstilling af plakater fra Landsudstillingen
i 1909 i Pavillonen, heriblandt vinderplakaten tegnet af
Valdemar Andersen. Den smukke vinderplakaten er trykt i et
nyt oplag og kan købes i museumsbutikken i Algade.
|
|
|