[sitemap]

< Aktuelt  

  

Solgt af Isac Berger i København mellem 1753 og 1772. Signeret Isac Berger a Coppenhague på skiven. Diameter 4,8 cm..

  

Kunstkammer åbner i Den Gamle By

Endelig får museets værdifulde klenodier i sølv, ure, porcelæn og fajance den plads de fortjener. Et top-sikret kammer på 450 m2 er klar til indvielse.

Onsdag den 20. april åbner det største udstillingsprojekt i Den Gamle Bys historie med den permanente udstilling af enkeltgenstande i Kunstkammeret. Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde OJD har doneret 13,6 millioner kroner til formålet.

Mens Den Gamle By normalt udstiller ting som en del af helheder rundt i huse, butikker og værksteder, er det selve Kunstkammerets idé, at det er de enkelte genstande, der skal være i fokus. Både indenfor sølv, ure, porcelæn og fajance hører Den Gamle Bys samlinger til de absolut bedste i landet.
”Tanken om et underjordisk Kunstkammer opstod efter at museet i 2000 fik stjålet 11 fornemme og meget sjældne lommeure. Heldigvis blev de fleste af urene fundet igen”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
”Jeg er meget glad for, at vi får alle herlighederne frem fra magasinerne, hvor de har været gemt væk længe. Nu får de endelig en værdig placering til glæde for vores gæster”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

I Kunstkammerets moderne udstillingsdesign spiller lys og lyd med i formidlingen. Den Gamle Bys arkitekt og bygningschef Niels Meyer har indrettet rummene. Den store, aflange udstillingssal er delt i to med et stort møbel, et langt krumt skab - et kunstskab. Her kan gæsterne se sølvtøj, fajance og porcelæn. Urmuseet har et rum for sig. ”Vi har valgt at male Kunstkammeret i en mørk baggrundsfarve, som så fremhæver de små oplyste rum som genstandene optræder i. Det er jo sølvtøjet, fajancen og urene det handler om og den skønhed og detaljerigdom genstandene har”, siger Niels Meyer.
Til at underbygge stemningen i Kunstkammeret, har komponisten Sisse Lunøe komponeret en lydkollage, som i høj grad er opbygget af lyde fra krystalglas, sølvtøj, porcelæn - og naturligvis fra urene.

Urmuseet har ligget i Den Gamle By siden 1934 og rummer omkring 15.000 genstande. Det får nu sin egen særlige plads i Kunstkammeret med et udsøgt udvalg af solure, standure, bordure, lygteure og lommeure. Blandt lommeurene kan gæsterne blandt andet se et Tourbillon-ur, som ikke har været udstillet siden 2000, hvor det blev stjålet fra Den Gamle By. Fire år senere kom den tilbage pakket ind i køkkenrulle i en ufrankeret kuvert - uden afsender! Museet har også en meget fin samling af lommeure, fremstillet af den københavnske urmagerfamilie Jürgensen. Gæster fra hele Europa kommer for at se netop denne samling.

Tidligere var fajance og porcelæn statussymboler og yderst eksklusive varer. Den Gamle Bys samling af fajance og porcelæn rummer omkring 3.000 genstande som terriner, lågfade, osteklokker, skylleskåle, asietter, saltkar og strøbøsser. Samlingen spænder over ca. 400 års designhistorie og dækker geografisk især Danmark og Hertugdømmerne, men også engelske, tyske, nederlandske og ostindiske varer. Blandt klenodierne er Danmarks største samling af Det Warmingske Stel fremstillet i Kina 1795 – omkring 75 dele i alt.

Når Kunstkammeret åbner, går dørene også op til mere end 50 arbejder af Svend Weihrauch, der blev kaldt funktionalismens mester. Svend Weirauch var værkstedsleder hos guld- og sølvsmed Frantz Hingelberg i Aarhus fra 1928 til 1956. Den Gamle By råder over den største tilgængelige samling i Danmark af den internationalt kendte sølvsmeds værker. Også et klenodie i guld bliver vist i udstillingen, nemlig en sjælden guldmedalje – Køge Bugt-medaljen, som kun findes i to eksemplarer. Sølvudstillingens knap 800 genstande er skabt af 309 mestre fra 44 danske byer. Her er blandt andet bordsølv, dragtsølv, bestik, fade og kirkesølv; De såkaldte hovedvandsæg er fællesbetegnelsen for små kunstfærdige beholdere med velduftende stoffer. Siden 1960´erne er samlingen vokset betydeligt, og med dens spænd på mere end 400 år kan man se udviklingen indenfor kunstindustrien.

 

Den Gamle By >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.