Interesse for undersøgelse om lokale liv
Som det blev rapporteret på Historie
Online i november 2009, udfører Dansk Folkemindesamling og
en række museer og arkiver landet over den elektroniske
spørgeskemaundersøgelse Lokaleliv.dk.
Undersøgelsen fokuserer på almindelige
menneskers fritidsaktiviteter og det sociale samvær, som er
knyttet til. Hvilken betydning har deltagelse i lokale
aktiviteter – fx motion, foreningsliv, kulturelle
aktiviteter og traditioner – for danskernes tilknytning til
deres lokalsamfund?
Siden opstarten har Lokaleliv.dk modtaget
næsten 900 besvarelser, men Dansk Folkemindesamling vil
fortsat gerne opfordre alle interesserede til at besvare
spørgeskemaet på hjemmesiden www.lokaleliv.dk. Undersøgelsen
knytter sig til en række af de temaer, som er oppe i tiden.
For eksempel fokuserer medierne i øjeblikket meget på de
problemer og udfordringer, som det såkaldte ’udkantsdanmark’
står over for. Det diskuteres blandt andet, om lukningen af
mindre skoler vil affolke landområderne. Modsat kan det dog
også være, at kampen for skolerne netop samler de lokale
samfund. For at kunne sige noget sikkert herom må vi vide,
hvilke typer af lokale aktiviteter og fællesskaber, der
findes i Danmarks mindre befolkede områder såvel som i de
større byer.
De besvarelser, der indtil nu er modtaget,
viser, at der eksisterer et hav af stedbundne traditioner
rundt omkring i landet: vejfester, byfester, havnefester,
høstfester, kræmmermarkeder, loppemarkeder, kulturnætter og
festivaler – for blot at nævne nogle få. Undersøgelsen synes
også at bekræfte foreningernes rolle i det danske samfund,
da bestyrelsesarbejde er en af de mest udbredte
fritidsaktiviteter nævnt i besvarelserne. Men er der
forskelle mellem land og by eller mellem Jylland, Sjælland
og de mindre øer? Forsvinder de lokale aktiviteter i
landområderne, eller er der tværtimod mange lokale
initiativer i Danmarks såkaldte udkant? Lokaleliv.dk har
fortsat brug for flere besvarelser.
Undersøgelsen varer indtil 1. november
2010. Deltagelsen er anonym. Resultaterne fra undersøgelsen
vil blive offentliggjort, og materialet vil blive gemt i
Dansk Folkemindesamlings arkiv. Det kan bruges af forskere,
museer og arkiver landet over.
|
|
|