|
Af Henning Lyngsbo
Jeg må indrømme, at jeg
har været spændt på at skulle læse denne bog. Og nu
har jeg allerede læst den to gange. Hvorfor? Jo, den er
for det første godt skrevet og kun på 300 sider. Og
for det andet bringer den svar på mange, gennem tiden
tilbageholdte spørgsmål om Wehrmachts rolle under
Hitlers regime. Og sandheden blev ilde hørt i Tyskland.
Det skal jeg vende tilbage til.
Forfatteren( 60) er
professor med en tysk doktorgrad i historie og politisk
videnskab. Han er overordentlig kendt for sine
produktioner af TV-dokumentarserier om Det tredje Rige
og Nationalsocialismen. Men han er også blevet voldsomt
kritiseret og beskyldt for at have nedtonet
offentlighedens medansvar under Hitler. Især var
historikerne efter ham, fordi han undlod helt at berette
om Wehrmachts rolle i 2. verdenskrigs mange forbrydelser
i sine tv-film og bogudgivelser. I 2004 gik en gruppe
internationale historikere så vidt, at de advarede mod
den form for dokumentation, som Guido Knopp præsenterede.
Den kunne reducere vigtige historiske data til
infotainment eller histotainment.
Desværre en tendens vi
også ser i Danmark. Selv denne danske udgave har fundet
det opportunt at undlade at bringe de oversigter over
kildemateriale og litteraturoversigter, som den tyske
udgave indeholder. Det tjener ikke forlaget til ære.
Det giver ej heller de ”dumme” danskere mulighed for
at blive lige så kloge som naboerne mod syd!
Desværre er det ikke bare
det ene forlag, der er med til at indskrænke
videnhorisonten. Da jeg i sidste måned anmeldte Ian
Kershaws biografi om Hitler, måtte jeg med beskæmmelse
se bogen beskåret på samme måde. Hvis det er
forlagenes visioner om at gøre tungt stof tilgængeligt,
tvinger det jo forfatterne til at underholde frem for at
videregive eksakt viden. Derved bliver læsestoffet mere
subjektivt og mindre krævende for læserens
perceptionsevne. Og derved forvanskes historiens data
med deraf følgende mulighed for manipulation.
Men det var ikke alene
historikere, der råbte højt. I Hamburg var og er der
nemlig et meget ambitiøst Institut for social
forskning. 50 år efter krigens afslutning åbnede
instituttet en udstilling, der virkelig vakte furore.
Udstillingen åbnede den 3. marts 1995 i Hamburg under
titlen: ”Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des
Vernichtungskrieges 1941-1944.” Da
noget af udstillingsmaterialet – især fotos – ikke
var fri for fejl, blev der nedsat en kommission, der
skulle gennemgå materialerne og fremkomme med sin
kritik. Herefter blev der åbnet en ny udstilling, der
havde taget kritikken til efterretning. Først i Berlin
i 2001, men den helt store udstilling blev åbnet i
Hamburg den 28. marts 2004.
Udstillingen mødtes med
tusinder af demonstranter fra begge de politiske yderfløje.
Der måtte sættes vandkanoner og et talstærkt politi
ind. Indeklemte frustrationer, samvittighedsnag, fornægtelser,
beskyldninger, had, traumer af enhver art, æresfølelser,
loyalitet, skamfuldhed o.s.v. kom for dagen og fyldte
debatten i alle landets medier, arbejdspladser og de små
hjem. Ja, naturligvis også i de politiske fora.
Det var virkelig modigt af
instituttet. Og naturligvis rigtigt. Hvorfor skulle man
som katten, gå om den varme grød. 60 år var der gået.
Så den varme grød – Wehrmacht – måtte kunne
attakeres. Her skal man huske, at der med tiden var
kommet mange unge historikere uden familiemæssig
tilknytning til Wehrmacht eller krigen som sådan. De
var uberørte og ubelastede forskere, der ikke havde
behov for at tage hensyn.
Der var også mange
arkiver, der blev gjort tilgængelige. Især i det gamle
DDR. Men herudover var et fantastisk kildemateriale fra
England blevet tilgængeligt. Englænderne havde under
krigen overført alle tilfangetagne generaler og et
mindre antal, men højt placerede officerer til herresædet
Trent Park i London. Man havde gjort opholdet behageligt
for de prominente fanger, men hvad de ikke vidste var,
at alle samtaler, alt hvad der blev sagt, blev optaget på
bånd. Dette materiale er i de senere år blevet stillet
til forskernes rådighed. Mange overraskende og
belastende forhold er derved blevet åbenbarede.
Guido Knopp var i 1984
blevet tilknyttet TV-stationen ZDF som chef for den
nyere tids historiske afdeling. Han producerede notorisk
fremragende udsendelser med Hitler-relaterede emner.
Samtidig udgav han en række bøger med samme emnekreds.
Der manglede faktisk kun en udsendelsesrække om
Wehrmacht. Ovenanførte begivenheder har utvivlsom
presset Guido Knopp til at rette for sig. I 2007 blev
der produceret 5 udsendelser á ca. 45 minutters
varighed. Titlerne på udsendelserne svarer i øvrigt
til de 5 hovedafsnit i bogen.
Angreb på Europa
Krigens vendepunkt
Værnemagtens forbrydelser
Modstand i uniform
Kamp indtil undergang
Hovedoverskriften er den
samme: Wehrmacht Eine Bilanz. Denne
undertitel er mere retvisende end den danske Hitlers hær.
Den tyske undertitel må oversættes som ”En
status”, hvilket jo lige netop er bogens opgave. Den
danske titel giver en fejlagtig association om
opbygningen af hæren. Dens organisation. Og intet er
forfatteren mere fjernt. Her har oversætteren og/eller
forlaget gjort i nælderne.
I øvrigt kan man få mere
ud af bogen ved at gå på nettet og taste zdf.de –
suche. Altså søge efter den ovennævnte tyske titel i
ZDF´s Mediathek. Her kan man via sin egen pc´s
mediaplayer se alle udsendelserne. Persongalleriet og
teksterne er stort set sammenfaldende.
Forfatteren har haft en
medhjælper til hver af udsendelserne. Det er de samme,
som anført i bogen.
Ud over de fornævnte
kilder har forfatteren og hans medarbejdere gjort stor
brug af udtalelser fra personer, der under krigen var
ansatte i Wehrmacht. Såvel generaler, officerer som
menige. Af aldersmæssige årsager er denne form for
kildemateriale også ved at være på sidste udkald. Måske
af samme årsag har det været muligt at få kilderne
til at sige noget overhovedet. Tavshed indtil nu kunne
have sine grunde. Traumer, der ikke måtte eller kunne
blive belyst. Loyalitet overfor føreren! Joh, den
eksisterer skam stadig. Hensyn til familie, venner,
medieomtale m.m. var også nødvendigt.
18 millioner gjorde
tjeneste i Wehrmacht. Godt 5 millioner døde under
krigen. Heraf godt 1.3 millioner i krigens sidste fire måneder.
Men alligevel er det små tal i forhold til de mange,
mange millioner jøder, ikke-tyskere såvel civile som
soldater, der døde som følge af Wehrmachts indsats.
Der er mange, der har haft
den opfattelse, at Wehrmacht holdt sig uden for jødeforfølgelser,
progromer, folkedrab, mord, voldtægt m.m.. Den slags
tog SS sig af. Denne opfattelse holdt sig til op i 70érne.
Men her begyndte de ubesvarede spørgsmål at trænge
sig på. Tabuet – Wehrmacht – stod for fald. Var
generalerne, officererne, befalingsmændene og
soldaterne en flok lydige ”javel-sigere”? Eller var
de en millionhær af misbrugte mænd?
Hvordan kunne det lykkes
regimet at binde Wehrmacht til sig til den bitre ende?
Og hvorfor var der så lidt modstand mod regimet?
Historisk er det vel ret få
regimer, der har evnet at beholde magten og opretholde
ubetinget loyalitet fra sine undersåtter og soldater, når
regimets fald og totale undergang var erkendbart og nært
forestående. Selv efter Hitlers selvmord opretholdtes
loyaliteten. Hvorfor? Og hvordan kan det forklares?
Der
er megen dokumentation i bogen, selvom
kildeoplysningerne mangler. Og selvom de mange citater
fra soldaterne står alene uden sammenhæng med formodet
anden tekst, er dommen uden for enhver rimelig tvivl.
Wehrmacht er skyldig i utallige forbrydelser mod
menneskeheden. Ikke uventet er der efterfølgende i den
offentlige debat fremført påstande om, at Guido Knopp
er fyldt med løgn. Det samme bliver postuleret overfor
ovennævnte udstillings arrangører. Men med de mange
fakta, som med historieforskernes målbevidste fremfærd
bliver lagt for dagen i et stigende og for Wehrmacht
belastende omfang, må alverdens historiebøger nu ændre
indhold.
|
