|
- The
Baltic Sea region in the early Viking Age as seen from
shipboard.
Af Elisabeth Windmüller
Det andet bind i
Vikingeskibsmuseets serie Maritime Culture of the North
er udkommet. Første bind i serien omhandlede nordmanden
Ottars rejser, og i dette bind behandles en anden søfarers
rejseberetning, nemlig Wulfstans. Begge de herrers
rejser er beskrevet i en oldengelsk udgave fra
1000-tallet af Orosius’ senromerske verdenshistorie,
Historiae. Wulfstan menes at have været en erfaren
rejsende, sandsynligvis hjemhørende i England, og i nærværende
beretning fortælles om hans sejlads fra Hedeby til
Truso, en handelsplads beliggende i det nuværende
Polen.
Grundlaget for bogen er et
tværfagligt seminar om Wulfstans rejse, der blev
afholdt i Wismar i september 2004. Seminaret afholdtes
og planlagdes af Vikingeskibsmuseet og Archäologisches
Landesmuseum Mecklenburg-Vorpommern samt
Geisteswissenschaftliche Zentrum Geschichte und Kultur
Ostmitteleuropas (GWZO) i Leipzig. Seminaret blev
afholdt året efter det succesfulde seminar om Ottars
rejser, som blev til første bind i den nye bogserie.
Denne bog blev anmeldt på historie-online i 2007, og da
begge bind er bygget over samme skabelon, vil der
forekomme en del gentagelser, som jeg dog har valgt at
tage med, der kan jo være kommet nye læsere til siden.
På det, i høj grad, tværfaglige
seminar blev emnerne inddelt i fire hovedgrupper: 1)
Wulfstans beretning, 2) Den vestlige og centrale Østersøregion
i det 9. og 10. århundrede, 3) Navigation på Østersøen,
4) Udveksling og kontrol. Disse fire emner er også
bestemmende for inddelingen af bogen i fire
hovedkapitler, som hver består af fire til ti bidrag af
varierende omfang. I alt har 30 forskere, der tilsammen
repræsenterer alle nationerne langs Wulfstans rute samt
hans, formodede, hjemland bidraget til bogen. Det skal
fremhæves, at der ikke blot er tale om en opsamling af
seminar-indlæg; disse uddeltes til deltagerne på forhånd,
og en eller flere forskere blev bedt om at forberede
kommentarer til de enkelte indlæg. Man havde gode
erfaringer fra det første seminar om Ottars rejser,
hvor fremgangsmåden førte til frugtbare diskussioner.
I dette tilfælde blev det til 19 forelæsninger og 13
kommenterende indlæg.
Det er ikke nemt at
anmelde en bog med flere bidragydere retfærdigt, da det
bliver for omfattende at omtale hvert enkelt bidrag;
denne anmeldelse beskæftiger sig derfor med bogen som
helhed. Men, uanset hvilket kapitel eller enkeltstående
bidrag, man vælger at slå ned på, får man en grundig
og velskrevet præsentation af det givne emne. Bogen
kommer omkring stort set alle aspekter af Wulfstans
omverden og af den gamle tekst, både sprogligt og
indholdsmæssigt. Vi præsenteres blandt andet for emner
som kulturudveksling, handel og handelspladser, og her må
jeg fremhæve afsnittene om Hedeby og Truso, som giver
en rigtig god opsummering af de arkæologiske undersøgelser,
der gennem tiden er foretaget begge steder. Endvidere
behandles emner som etniske grupper i regionen, politisk
struktur, kristen mission samt skandinaver i skriftlige
og arkæologiske kilder fra perioden. Og selvfølgelig
spiller kapitlet om skibe og sejlruter en stor rolle,
her kan man bl.a. læse om datidens skibstyper, baseret
på samtidige afbildninger og arkæologiske fund. Der
redegøres grundigt for Wulfstans rute og selve
sejladsen samt fortælles udførligt, i ord og billeder,
om en nutidig sejlads efter samme rute udført med en
rekonstruktion af Skuldelev 1.
Afslutningsvis må jeg
gentage mine ord fra anmeldelsen af bind 1: Det er svært
at yde bogen og forfatterne fuld retfærdighed her, og
der er da også mange flere oplysninger og
indfaldsvinkler i bogen end de, jeg har nævnt. For
bogen som helhed gælder, at den fremstår
gennemarbejdet og absolut interessant. Og så er der
tale om en god brugsbog, som tager højde for, at det
nok fortrinsvis er fagfolk, der vil anskaffe sig bogen.
Den centrale kilde optræder i sin helhed sammen med en
tekstnær oversættelse, og der suppleres med en god og
uddybende liste over de steder, der optræder i teksten.
Der sluttes af med et ”summary”, som over syv sider
giver et godt overblik over hovedkapitlerne og de
vigtigste konklusioner.
En lille ting, der også bidrager til indtrykket
af en bog, der skal bruges og ikke blot læses, er at
listen over bidragydere, udover navn og profession, også
indeholder kontaktoplysninger. Som i bind et er indekset
inddelt i emner (”people”, ”places” o.s.v.),
hvilket egentlig fungerer godt. ”General” er dog nu
blevet til ”miscellaneous”, men dækker stadig over
vidt forskellige opslagsord som for eksempel
”amber”, ”grave mounds” og ”pirate”. Men,
alt i alt, har Vikingeskibsmuseet atter udgivet en bog,
der formår at samle og formidle en stor mængde
forskningsresultater fra mange forskellige forskningsområder.
Og en bog, der med sit behagelige layout og mange udmærkede
illustrationer, som i flere afsnit er virkelig fine og
fyldestgørende, præsenterer sig nydeligt og som, uden
tøven, kan kaldes god gedigen faglitteratur.
Til allersidst lige et par
linjer om serien Maritime Culture of the North (MCN):
Vikingeskibsmuseet valgte at lancere denne serie på
grund af en stigende mængde spændende materiale vedrørende
marine ressourcer og livet langs kysterne, som ikke
kunne publiceres indenfor rammerne af museets
eksisterende serie Ships and Boats of the North. Den nye
serie fokuserer på en lang række maritime emner, som
har et andet udgangspunkt end lige skibe, og vil
hovedsageligt beskæftige sig med det samme geografiske
område, som den gamle serie, nemlig Skandinavien og de
nærtliggende baltiske lande samt Nordsøregionen. Det
tredje bind i serien er allerede planlagt, det får
titlen Archaeology and the Sea in Scandinavia and
Britain og er skrevet af Ole Crumlin-Pedersen.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Anton Englert &
Athena Trakadas (ed.):
Wulfstan’s Voyage
- The Baltic Sea region in the early Viking Age as
seen from shipboard.
Maritime Culture of the North
II.
Vikingeskibsmuseets
Forlag
374 sider, 399 kr.
Vikingeskibsmuseets
Forlag >
|
|
|
|
|
|