BogFeature
I vikingernes vide verden

Af  Jørgen S. Larsen

Bogens titel skal tages bogstaveligt, idet det er en gennemgang af det forhistoriske materiale om vikingerne, der fortælles. Historien fra de skriftlige kilder er der ikke meget af. Når dette er sagt, får forfatteren ud fra disse omfattende arkæologiske fund givet en omhyggelig og spændende beskrivelse af vikingetiden fra de første spæde plyndringer til de afsluttende faser.

Bogens inddeling giver et glimrende indtryk af vikingetidens udvikling. Vi hører først om, hvem de var, hvor de kom fra, og hvilke politiske forhold de levede under. Det svære spørgsmål, om hvorfor de blev vikinger, bliver der ikke svaret direkte på. Det bliver antydet, at det måske kan være den samling, der sker af områderne i stadig større enheder, der efterlader nogle høvdinge med forringet status, som tvinger dem ud i den vide verden.

Arkæologien giver god mulighed for en dybere beskrivelse af vikingernes ejendele, gårde, skibe og håndværk, samt handel og byer både hjemme og i kolonierne. Man er ikke i tvivl om, at det er her forfatterens stærke side er. (tidligere udgivelser om udgravningerne af York i Nordengland)

De mange udgravninger sætter forfatteren i stand til at beskrive den udvikling, han ønsker at fortælle. Men så snart han vover sig ud i de skriftlige kilder, roder han sig ud i nogle forvirrende afsnit. Bl.a. skriver han at ”De meget forskellige landskaber i Skandinavien spillede en afgørende rolle for historiens kurs” (s.12) uden at det forklares, hvad der menes med det ? Umiddelbart skulle man jo tro, at der var forskel på danskernes og nordmændenes betydning for kursen – men det bliver stående i det uvisse. Han skriver senere ”Tidsforskel mellem dannelsen af et politisk forenet danmark og et ditto Norge= (885) (s.20) ?  Mener han at Danmark kom først, altså før Harald Blåtand -  og er det bevist? Eller mener han, at Norge kom først – han er måske lidt indforstået ? Det er vist også noget sludder at hornuglen bruges som lokkemad for høgens bytte, som det nævnes i faktaboksen ”Krigerens sidste rejse”(s.21) Senere fører gætteri til konklusion, hvilket er en farlig kombination. ”Hjelm, kniv og en due som måske er spidsen af et scepter” bliver til ”sådanne kronregalier”(s.22). Årstalsoversigten på s.26 er noget uoverskuelig og ville nok have vundet ved at bevæge sig nedad i stedet for fra venstre mod højre.

Nu er grundlaget lagt, og vikingen tager ud for at erobre verden. Hans våben og taktik samt plyndringerne og invasionerne beskrives. Først mod Frisland, England, Irland og efterfølgende mod selve Karolingerriget. Eventyrene fortsatte i enkelte tilfælde videre helt til Middelhavet og i stor målestok udover Nordatlanten. Flotte billeder af de talrige fundsteder, samt kort med angivelse af disse steder og rejseruter giver mulighed for at følge med. Bosættelserne starter i bogen med Rusland og fortsætter med det egentlige England og videre nordpå til øerne rundt om. Der er grundige studier af både de skotske øer og Færøerne/Island, Grønland og Amerika – alle steder har vikingerne sat spor. Persongalleriet blandt Jarlerne og høvdingerne på øerne ved Skotland og deres forhold til skotske og norske konger – er lidt forvirrende og meget nødtørftigt beskrevet. Der må være en spændende historie at fortælle om dette – men det er nok en anden historie. I Rusland bliver vikingerne ”Rus” hurtigt assimileret, og i det egentlige Europa er det kun Normandiet, der bliver annekteret. Erobring forsøges i England og Irland, men vikingerne er i længden kun talstærke nok til en egentlig erobring af øerne i Nordatlanten, incl. Grønland. De fjendtlige indfødte i Amerika sætter også en effektiv stopper for de fåtallige nordboers bosættelse her. Der fortsættes med at fortælle om religion og kunst, som hænger nøje sammen, og de forskellige stilarter bliver grundigt beskrevet. Lidt for grundigt, idet forfatteren begynder længe før vikingetiden. Men her er han jo på hjemmebane, og den tidlige start giver selvfølgelig et bedre grundlag for at forstå vikingetidens stil. Slaget ved Stamford Bridge sætter et punktum for vikingetiden i England, selvom danskerne fortsætter med nogle få nålestik i årene efter, og nordmændene stadig spillede en rolle på de skotske øer indtil efter 1100. Endelig rundes der af med republikken Island, der til slut lægges under den norske krone og de sidste bosættelser på Grønland, som enten uddør, udryddes eller udvandrer – svaret bliver desværre stadig hængende i luften.

Som en slags appendix beskrives hvordan vikingerne genopdages og beskrives i de sidste 200 år. Indsigten i denne ”vide verden” er forbedret kraftigt i de sidste 50 år og er under stadig udvikling.

Der sluttes af med oversigt over museer, litteratur og illustrationsliste. Men noterne mangler

eks. om Rollos herkomst s.143. Den er der vist stadig tvivl om eller ? Ligeså kunne det have været rart med en note til hans mening om hvornår Danmark versus Norge blev samlet.

Desværre er bogen også i sidste halvdel krydret med for mange fejl, som vel kan tilskrives redaktion, oversætter eller korrekturlæser. Her kan nævnes, at munken på s. 146f i flæng kaldes hhv.  Dicuil eller Ducuil, og på de efterfølgende sider kan man ikke blive enige med sig selv, om bosættelsen foregik i 825 eller generationen før. De 3 vikingesværd fra 1972 (skulle være rejst i 1000 året for slaget ved Hafrsfjord), men forrige afsnit giver rigtige tid 885-890 – er det så 1100 året ?  Danskernes officielle overgang til kristendommen, bliver også 100 år forkert. (i midten af det 9.årh.)Så fortæller han om de danske konger og får gjort Harald Blåtand lige ung nok. Bogen er blevet opdateret om, at Harald først blev konge i 959, men mener, at han på dette tidspunkt kun er o. 25 år – og må have glemt, at HB leder en redningsaktion til Normandiet i 945- dvs. så skulle han her kun have været 11 år. Man fortsætter til de norske konger – og her lykkes det at gøre Harald Hårderådes nevø Magnus d. Gode til hans fætter. Da den norske konge endelig sælger de skotske øer, glemmer forfatteren at oplyse, at den norske konge er blevet lig med den danske pga. Kalmarunionen.

Det er blevet en rigtig indsigtsfuld og spændende beretning om vikingerne, vi får fortalt på basis af en mængde grundige beskrivelser af arkæologiske udgravninger i hele vikingernes vide verden.

Det er jo også her forfatterens store ekspertise ligger. Han når hele vejen rundt både geografisk og tidsmæssigt, og de enkelte afsnit er krydret med gode billeder og faktabokse.

Redaktionen kunne med held have konsulteret og fået hjælp med korrekturlæsningen af historikere med indblik i de nordiske kongers familieskab og tidsperioder. Det skæmmer bogen, at der er for mange fejl og unøjagtigheder i disse detaljer, og den mister på denne baggrund lidt af sin status som ”den store bog om vikingerne”, som man bare kan slå op i hvis man er i tvivl.