|
Af
Per Ole Schovsbo, Dr.
Phil.
Det er Jens Andersens Ph. D. afhandling
ved Syddansk Universitet i 2000, der er kærnen i dette
gennemarbejdede oversigtsværk over den del af den tyske
militære tilstedeværelse i Danmark i 1940-45, der
havde som opgave at modvirke og bekæmpe allierede
angreb fra søsiden.
Den Jyske Vestkyst var nemlig ved besættelsen
den 9. april 1940 blevet en del af den tyske
forsvarslinie fra Kanalen til Nordnorge, og langs denne
linie blev der fra første færd opstillet artilleri,
der udgjorde et punktforsvar. Efterhånden udbyggedes
punktforsvaret til et samlet forsvarssystem fra Frankrig
til Nordnorge kaldet Atlantvolden,
der blandt andet bestod af bunkersanlæg af beton. Da
disse anlæg efter krigen betragtedes som skændige
efterladenskaber fra en ond og mørk tid, har man i
mange år forsøgt at fjerne dem ved sprængning eller dækket
dem til under kunstige klitter.
Inden vi fortaber os i denne nye bog
til reolen med hovedværker og håndbøger om Danmark
under 2. verdenskrig, må vi huske på, at de tyske
forsvarsanlæg ikke fik den store betydning for den
danske befolkning under besættelsen, fordi den var afskåret
fra at komme i de militære områder på grund af bevæbnede
vagter, minefelter og pigtrådsspærringer. Da anlæggene
var skjult af sløringsanlæg, kunne de heller ikke ses
fra jorden, havet eller fra luften. Det er først i løbet
af de 12 års undersøgelser i terrænet, der fra 1988
udførtes af frivillige grupper koordineret af Miljøministeriets
kommitterede Viggo Nielsen og orlogskaptajn Peter
Thorning Christensen, at man fik kvalificerede overblik,
der kunne supplere og korrigere de tyske optegnelser.
Modstandsbevægelsen interesserede sig
heller ikke meget for forsvarsanlæggene. De allierede
blev tilgodeset med udsmuglede efterretningsrapporter,
der efter krigen kom for dagens lys og som har vist sig
nyttige i registreringen af anlæggene i terrænet. En
del af efterretningsarbejdet blev i øvrigt udført af
Klitvæsnets embedsmænd, fordi de havde lovlig adgang
til klit- og plantageområderne og deres grønne
uniformer bekvemt lod sig forveksle med værnemagtens.
Registreringerne har fokuseret på anlæggenes
tekniske detaljer og på at de flere steder ikke har været
færdigbyggede, svaghederne i deres strategiske
placering i terrænet sammen med de øvrige kilders
oplysninger om den til tider meget dårlige bemanding.
Den stadige rivalisering mellem de tre militære værn,
der administrerede anlæggene, er også spændende
historie, ligesom de få glimt af de enkelte soldaters
skæbne.
Jens Andersen er meget optaget af den
tyske militære logik, systematik og agenda ud fra de
officielle kilder som krigsdagbøger og meget andet. De
mange detaljer som registreringsarbejdet har tilført
forskningen er ikke medtaget i samme omfang. Men
alligevel formår forfatteren at fremlægge et mægtigt
bearbejdet stof på en sådan måde, at man næsten kan
følge kystforsvaret måned for måned i de fem besættelsesår
i lyset af den militære udvikling. Det er en stor præstation,
der både er i stand til at evaluere de militærtaktiske
handlingsmønstre i lyset af Hitlers vanvid og at sætte
de tyske anlæg ind i den historiske sammenhæng, der
forvandler de anonyme tyske betonklodser til fredelige
danske fortidsminder.
|
|
|
