|
- Renæssancen på Hven
Af Regitze Kruuse
Bogen
er oversat fra amerikansk, og det er altid spændende, når
udenlandske forfattere skriver om danskere og/eller
danske forhold. Det eneste,
der egentlig afslører udlændingen, er brugen af de
latinske navne for de lærde. Vi kan til nød acceptere
Tycho Brahe i stedet for Tyge Brahe, men Andreas
Velleius er komplet ukendt, indtil man får oversat ham
til Anders Sørensøn Vedel.
De første
266 sider omhandler Tyge Brahe og hans akademi på Hven
fra 1576, til han gik i eksil i udlandet i 1597, fordi
han følte sig forfulgt og misforstået af både Kongen
(den unge Christian 4.) og fjender i hans egen stand. Han
byggede som bekendt Uraniborg og Stjerneborg for at
dyrke sin passion for astronomi og kemi, og da hans ry
spredtes over Europa med opdagelsen af ’den nye
stjerne’ (der i virkeligheden var en supernova, som
vores dages astronomer stadig kan se rester af) i
Cassiopeia i 1572, begyndte unge lærde at samles under
Tyge Brahes vinger for at lære alle de nye, spændende
ting, han både opdagede og opfandt.
Sproget
er ret højniveau med mange ’fine’ ord, hvilket gør,
at det bestemt ikke kan kaldes et populærhistorisk værk:
”Kong Frederiks innovative patronat”, ”pekuniær værdi”,
”omstrukturere Hvens produktion for at ernære en
superstruktur”. Man kvæles
også lidt i de mange moderne ord, der klinger temmeligt
anakronistiske i en bog om 1500tallet: ”team-work”,
”dyrtidsreguleret, ”infrastruktur” - og sædvanligvis
bruges i historiske værker de oprindelige navne for
byer og landsdele i Østeuropa, ikke de moderne. Som
historielæser før den russiske revolution
kender man Königsberg, ikke Kaliningrad og
Frauenburg fremfor Frombork.
Bogen
er vel illustreret med mange af de originale træsnit af
Tyge Brahes mange instrumenter, hvoraf han selv havde
opfundet eller videreudviklet en ganske stor del. Man
savner dog et nutidigt fotografi af øen, selvom der
ikke længere er noget videre at se.
De næste
138 sider udgøres af meget fyldige og meget grundige
biografier over alle de personer, der på nogen måde
havde tilknytning til Tyge Brahes familia (husstand) på
Hven, lige fra håndværkere og narre til assistenter og
studerende.
Bogen
afsluttes med en glimrende bibliografi og en liste over
diverse fagudtryk indenfor astronomi og kemi, hvilket er
nyttigt, da der bruges mange af disse mere eller mindre
ukendte udtryk i bogen.
Bogen
udkom i USA i 2002, men siden da har forfatteren
arbejdet videre med emnet, og under oversættelsen (ved
Jan Teuber) bidrog han væsentligt, således at dette
ikke blot er en oversættelse, men snarere 2.udgave.
Desuden har han valgt at stå til rådighed for
eventuelle spørgsmål omkring bogen på mailadresse christjr@luther.edu
|
|
|

|
|
John Robert
Christianson:
Tycho Brahe
- Renæssancen
på Hven
Udg.
af Nyt Teknisk Forlag
487 sider, 499 kr.
Nyt
Teknisk Forlag >
|
|
|
|
|
|