BogFeature
The ”Special” World

- Stalin’s power apparatus and the Soviet system’s secret structures of communication

Af  Espen Kirkegaard Espensen

The ”Special” World er titlen på Niels Erik Rosenfeldts meget omfattende doktordisputats om Stalins hemmelige og centrale magtapparat. Det er opløftende at konstatere, at der stadig bedrives humanistisk forskning af høj international standard på et dansk universitet. Disputatsen blev tidligere på året forsvaret på Københavns Universitet. Værket er blevet oversat til engelsk og udgives på dette sprog. Det forekommer helt naturligt, at disputatsen udkommer på engelsk, da der er tale om et stykke forskning af internationalt format, og i et emne der dyrkes af et internationalt sammensat forskerfelt. Idet værket således i høj grad er skrevet af en ekspert på sit felt og henvender sig til andre eksperter med ekspertise i emnet, fornærmer man nok ikke nogen ved at forudsige, at bogen næppe bliver en kioskbasker.

I disputatsen bygger Rosenfeldt videre på sit arbejde gennem tiden med den sovjetiske historie og de sovjetiske magtinstitutioner, men i arbejdet med disputatsen har det været muligt at medtage det omfattende arkivmateriale, der blev tilgængeligt efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er således en stor arbejdsindsats med nyt kildemateriale, der ligger bag dette imponerende værk, som er på godt 1.000 sider.

Formålet med den meget gennemarbejdede disputats er at bestemme det hemmelige magtapparats struktur, funktion, betydning og berøringsflader, kort sagt: apparatets samlede rolle. Det er Rosenfeldts udgangspunkt, at der kun herved kan gives et kvalificeret svar på, hvorledes og i hvor høj grad Stalin kunne udøve kontrol med sit sovjetiske imperium.

I værket gennemgår Rosenfeldt resultaterne af tidligere forskning, men derudover er formålet selvsagt at bringe nyt stof og nye resultater til veje og at beskrive magtapparatet mere indgående, end det hidtil har været muligt. Det er dermed et stykke udpræget empirisk baseret forskning, der her lægges frem. Endvidere er der tale om institutionshistorie frem for egentlig politisk historie, hvorved forfatteren koncentrerer sig om at dykke ned i det centrale magtapparats virkemåder frem for f.eks. at bevæge sig ud i fortolkninger af de mennesker, der deltog i det store bureaukratiske maskineri.

Rosenfeldt følger institutionerne og deres udvikling under Stalins regime samt i tiden derefter. Dermed lykkes forfatterens intention om at sætte Stalins centrale magtapparat ind i en bredere kontekst, og det lykkes til fulde at belyse den magtdynamik, som drev den bureaukratiske udvikling.

Disputatsen støtter Rosenfeldts egne tidligere resultater på området. Det er således Rosenfeldts opfattelse, at forståelse af og viden om det centrale magtapparat er en nødvendig forudsætning for enhver fremstilling af Stalins system. Dermed tilslutter Rosenfeldt sig den traditionalistiske retning inden for forskningen i det sovjetiske samfund under Stalins regime, der lægger vægt på sovjetstatens totalitære og centralistiske væsen. Heroverfor har en revisionistisk retning valgt at fortolke Sovjetunionen som mindre totalitært, en opfattelse; der bygger på, at den høje grad af centralisme ikke var mulig.

Den revisionistiske opfattelse forekommer det svært at bibeholde efter læsning af Rosenfeldts arbejde, hvori det centrale magtapparat beskrives som Stalinsystemets nervecenter. Det havde to grundlæggende funktioner: For det første en teknisk bureaukratisk funktion og for det andet en analyserende og informationssamlende funktion.

Særligt interessant for den forholdsvis forudsætningsløse læser kan være Rosenfeldts beskrivelse af, hvordan der eksisterede et udbredt hemmelighedskræmmeri indenfor systemet, hvor hemmelighed og graderne heraf blev kontrolleret af ét centrum, som bestræbte sig på, at information kun flød opad mod pyramidens top. Systemet medførte, at ansatte i magtapparatet arbejdede under en udstrakt anvendelse af et ”need-to-know-princip”, således at arbejdsopgaver blev udført med kun den mest absolut nødvendige viden. Dette princip indgik i sikringen af den såkaldte ”konspiration”. Der også betød, at materiale var opdelt i kategorier, og at der eksisterede en række klassificeringsgrader. ”Konspirationen” var et tankesæt, der allerede dannede sig under den russiske borgerkrig, men som udviklede sig i stadig mere paranoid retning. Det betød bl.a., at materiale skulle sendes retur til afsenderen, og til brug for kommunikationen opererede et særligt kurerkorps. Hemmelighedskræmmeriet betød, at indsamling af datamateriale inden for afgrænsede felter foregik på lavere niveauer i systemet. Indsamlede data blev derefter sendt opad i systemet, således at analyse og samling af data foregik i pyramidens top, der hvor informationsstrømmene løb sammen nemlig i Stalins serviceapparat. Ofte befandt embedsmænd sig i den kafkaske situation, at de for at få arbejdsgangene til at fungere måtte overtræde visse af bestemmelserne om hemmelighed, noget der efter sigende passede Stalin godt, da det dermed indebar muligheden for altid at kunne rejse en anklage.

Stalins magt blev grundlagt ved, at han tidligt opnåede magt over kommunistpartiets egen særlige afdeling: ”Den hemmelige afdeling”. Inden for den hemmelige afdeling kan der differentieres mellem den ordinære del og en række ”ultrahemmelige” sektioner.

”Den særlige sektor” inden for ”Den hemmelige afdeling” servicerede Politbureauet og Stalin personligt. Partikancelliet stod dermed overfor det officielle sovjetiske regeringsapparat, og Stalins magt over kommunistpartiet blev efterfulgt af en magtforskydning fra regeringsorganerne til det kommunistiske partis egne organer. Rosenfeldt sammenstiller udviklingen af det hemmelige kancelli med mønstret i den politiske beslutningsproces i dens helhed. Politbureauet blev således i løbet af 1920’erne dominerende i forhold til den sovjetiske regering. Men politbureauet måtte vige fra den dominerende position til fordel for en inderkreds omkring Stalin. Derfor indtraf der fra midten af 1930’erne et brat fald i antallet af møder i politbureauet. Til gengæld forekom der en hektisk aktivitet i inderkredsen særligt om emner inden for udenrigspolitik, forsvarspolitik og den indre sikkerhed. Denne udvikling betød også, at den særlige sektors indflydelse og betydning blev øget. Det var også en udvikling, som til stadighed virkede centraliserende omkring inderkredsen, og dermed foregik der en magtkoncentration i partiet og omkring Stalin.

I disputatsen udtrykker Rosenfeldt tillid til de berettende kilder, som tidligere var eneste vidnesbyrd om en tæt forbindelse mellem Stalins hemmelige kancelli og de forskellige sovjetiske statssikkerhedstjenester, f.eks. NKVD. Ved at sammenholde de berettende kilder med nye oplysninger dokumenterer Rosenfeldt eksistensen af flere specialafdelinger inden for statssikkerhedstjenestens hovedkvarter. Ligesom han konkluderer, at der eksisterede en afdeling for statssikkerhed, som flankerede ”Den særlige sektor” i arbejdet med at udføre ”den store terror”.

På samme vis har Rosenfeldt undersøgt Komintern, der af Stalin blev betragtet som et internationalt netværk til at svække fjendens bagland med, når krigen kom. Det var altså et netværk, som parallelt til det sovjetiske systems hjemlige indsats skulle stå for udrensninger, sabotage og undergravende virksomhed uden for Sovjetunionens grænser. Til brug for denne konklusion anvender forfatteren også russisk arkivmateriale og arbejde med andre forskeres arbejde.

Hvis der skal gøres et forsøg på en lille kritik mod disputatsen, kunne det være overraskelsen over, i et værk af denne kaliber, at finde en henvisning til et opslag i Den store danske encyklopædi, men det er faktisk tilfældet på side 59 i første bind. Opslaget drejer sig om definitionen på magt, og at encyklopædien er fundet tilstrækkelig i denne sammenhæng, illustrerer måske godt, at der først og fremmest er tale om et empirisk studium uden de helt store teoretiske overvejelser om f.eks. magt, bureaukrati etc.

Dermed er det også sagt, at dette store værk vil danne udgangspunkt for yderligere arbejde med Stalinsystemet i mange år fremover. Endelig kan det nævnes, at den interesserede læser, som måske føler sig overvældet af disputatsens omfang og tyngde, har mulighed for med fordel at begynde med at læse Rosenfeldts biografier af henholdsvis Lenin og Stalin.