|
-
tradition eller tilløb
Af Mogens Rüdiger,
Historiestudiet, AAU
Min yndlingsrestaurant i
Aalborg, en rigtig ’italiener’, præsenterer sig som
et køkken med slow
food med alt hvad dertil hører: det tager sin tid
at komme igennem menuen, der er gjort noget ud af
detaljerne, tallerknerne præsenteres med omhu, osv. Alt
sammen godt og rigtigt, en oplevelse af de gode.
Selv om de hurtige bøger
vinder frem på markedet, er
Slow history en forholdsvis udbredt genre i den
historiske litteratur. Heldigvis. Else Hansens og Leon
Jespersens antologi lever langt hen ad vejen op til de
ønsker, man som læser har til et værk i denne
kategori. Den skjulte, men absolut legitime, dagsorden,
er formodentlig at vise at arkivforskningen er vigtig og
har noget at tilbyde i udforskningen af
Danmarkshistorien.
Udgangspunktet for
antologien er det klassiske spørgsmål om brud eller
kontinuitet, her omformuleret til det lidt blødere
tradition eller tilløb. Sagt på en anden måde:
hvordan og i hvilket omfang var 1950’erne et årti,
der lå i forlængelse af 1930’erne, og derfor må
vurderes som et årti i genopbygningens tegn. Eller var
det et tiår, der formulerede et afsæt for de glade
tressere, hvor udfoldelsen af velfærdsstaten fandt
sted?
Når spørgsmålet er
relevant skyldes det ikke mindst, at 1960’ernes
markante velstandsforøgelse, frigørelsesprojekt og
ungdomsoprør har skygget for forståelsen af
1950’erne. Der var begrænsede ressourcer og frem til
1957 var den økonomiske konjunktur så svingende, at
der var begrænset plads til at iværksætte nyt og fx
udbygge den offentlige sektor, så den kunne påtage sig
ansvaret for flere af de samfundsmæssige opgaver.
Hypotesen, som Leon Jespersen redegør for i
Indledningen, er, at der skete en række strukturændringer,
som forudsatte planlægning, og at planlægningen blev ført
ud i livet. Så, jo, der var nok noget særligt ved
1950’erne, som viste sig at blive et tilløb til
1960’erne. Og det er det særlige, der i antologien
belyses ved en række case-studies.
De temaer, der tages op,
er næppe valgt ud fra en opfattelse af, at de skal give
et bredt dækkende billede af den spirende velfærdsstat.
Temaerne er: forvaltning og forvaltningspolitik;
trafikplanlæging; skolelovgivningen;
universitetslovgivningen; ungdomsfængslet og
straffeloven, samt familiepolitik. Hovedvægten er således
på ungdom og familie, og helhedsindtrykket er, at der
trods spredningen er en stille og lidt forsagt sammenhæng,
der giver god mening.
Nils Bredsdorff indleder
med en artikel om forvaltningspolitikkens udvikling i
1950’erne og dens sammenhæng med en økonomisk
politikforståelse, herunder den keynesianske
indflydelse. Der har været og er vel stadig en tendens
til at se keynesianismen som en bølge, der rullede hen
over det politiske og administrative landskab og
bortskyllede andre forståelser af økonomisk politik.
Den køber Bredsdorff ikke, men nok at der skete en
vigtig ændring, idet staten nu ikke blot skulle forsøge
at udjævne konjunkturerne, men at det skulle ske uden
hensyntagen til, at opgaven både generede på det
nationale budget og skabte inflation i samfundet.
Forvaltningskommissionen
af 1946 stod over for både at rydde op efter de mange
ekstraordinære knopskydninger, der var sket under besættelsen
og at promovere en mere rationel forvaltning, ligesom
introduktionen af nationalbudgettet i 1948 var med til
at styrke planlægningen. Bredsdorff gør op med den
opfattelse, at et par håndfulde cand.polit.er afgørende
fornyede forvaltningen og som ’sociale ingeniører’
støbte fundamentet til velfærdsstaten, en opfattelse
der – i modstrid med virkeligheden – indicerer at
velfærdsstaten skulle være resultatet af en omfattende
plan lagt af fremsynede mænd. Planer og planlægning
var der, men ingen Plan.
Det ændrer på den anden
side ikke ved, at den offentlige sektor skulle
rationaliseres med henblik på at spille en anden rolle
i samfundsudviklingen. Bredsdorff konstaterer, at den
”generelle stemning ved indgangen til halvtredserne
var for overordnet,
rationel eller faglig og ikke-politik styring i en
eller anden form” (s. 69), hvilket var en afgørende
faktor i placeringen af finanspolitikken som den
politiske scenes omdrejningspunkt. Vejen blev banet for
en samfundsøkonomisk tænkemåde, der med de bedre
konjunkturer fra 1957-58 lagde op til 1960’ernes
forestilling om, at det var muligt at finjustere
samfundet og økonomien som et stort skridt på vejen
til Paradis på jord.
Steffen Elmer Jørgensen
gennemgår Det trafikøkonomiske Udvalgs planarbejde,
ikke bare for 1950’erne, men helt frem til oliekrisen
i 1973, der for en kort tid ændrede betingelserne for
trafikudbygningen.
Trafikken er et af de områder,
hvor udviklingen er gået stærkt, og hvor planlægningen
synes konstant at humpe efter borgernes beslutning om,
hvordan den daglige trafik skal sammensættes. Trafikken
er – som de andre infrastrukturer - en vigtig brik i
udfoldelsen af velfærdsstaten. Ikke alene blev der
skabt en hidtil uset mobilitet i samfundet,
trafikudviklingen bidrog til en skærende udstilling af
traditionelle og forældede tankegange i etatsvæsenet.
Det kan ikke undre, at trafikprognoserne og –planlægningen
havde det svært med virkeligheden, hvor Folkevognen og
Fiat 600 med døre, der åbnede den forkerte vej, på få
år gjorde de kollektive transportmidler til noget
lettere antikveret, måske lige bort set fra DSB’s MY
lokomotiv, der trak røde streger gennem landskabet.
Selv om DSB løbende moderniserede materiellet, var det
ikke nok til at kunne hamle op med privatbilismen.
Steffen Elmer Jørgensen
konkluderer, at trafikplanlægningen ikke kunne styre
trafikudviklingen. Den var næsten endda dømt til at
humpe bagefter og tilpasse sig den udvikling, der
ideologisk kulminerede i de tidlige 1970’ere med at et
politisk parti, Centrum-Demokraterne, gjorde det til en
stemmemagnet at forsvare bilisternes interesser.
Erik Nørr forholder sig
allerede i overskriften til spørgsmålet om tradition
eller tilløb. Hvorfor blev skoleloven af 1937 først
gennemført i 1950’erne og 1960’erne? – hedder
artiklen. Svaret er måske det ret enkle, at en
verdenskrig, en besættelse og en kold krig kom i vejen,
men andre faktorer spillede naturligvis ind på udsættelsen.
Man må konstatere, at planlægning var vanskelig, også
selv om prognoserne på dette område var noget sikrere
end tilfældet var med trafikken. Et gennemgående
problem var, at det var vanskeligt at afstemme
uddannelsen af lærere til reproduktionslysten (og det
er det jo stadig). Oven i var der en langtrukken
diskussion om hvilket niveau uddannelsen skulle foregå
på, om det skulle være studenter eller ”manden fra
ploven og pigen fra kødgryderne” som Venstre-manden
Erik Appel mente, der kom til at præge fremtidens unge.
Den første model ville uden tvivl ruste børnene bedre
til industri- og videnssamfundet.
Nørr peger på, at mange
faktorer førte frem til udsættelsen. Et af de store
problemer var manglen på byggematerialer, et tema der
ikke har optaget den traditionelle historieforskning i nævneværdig
grad. Den har i højere grad fokuseret på lovgivningen,
hvilket også optager en stor del af Nørrs artikel, der
dog fortæller mere nuanceret og informationsmættet end
normalt.
Undervisningssektoren
bliver yderligere behandlet i Else Hansens artikel om
universitetsplanlægningen. Her var man langt væk fra
Appels plovfurementalitet, men til gengæld var området
præget af en konservativ dannelsestradition, der skulle
finde en modus vivendi med den
socialdemokratisk-radikale blanding af teknikfiksering
og manglende interesse i feltet. Begejstringen for
teknisk-naturvidenskabelige uddannelser kunne
naturligvis forsvares og begrundes med de faktiske
forhold i økonomien og med at a-kraft tegnede til at
blive fremtidens energiform. Også Else Hansen gør en
del ud af byggeriet, der ikke kunne holde takt med
behovet for udbygningen af de videregående uddannelser.
På dette område er 1950’erne en klar forløber for
1960’erne, hvor de videregående uddannelser som
bekendt oplevede en massiv tilgang.
Nu var det ikke alle unge,
der enten tilhørte blomsten af ungdommen eller satsede
på en måde, der nogle årtier bevirkede, at de kunne hæfte
betegnelse mønsterbryder på sig selv. Nogle satsede
forkert og tog ophold i ungdomsfængslet på ubestemt
tid. Ubestemt tid passede dårligt med 1950’ernes
begejstring for rettigheder, hvorfor diskussionen herom
var en vigtig del af tidens retspolitiske diskussion.
Peter Fransen redegør for
behandlingen af de unge kriminelle, dvs. personer under
21 år. Sammenstødet mellem en ’gammeldags’
behandling af de unge med arbejde på Søbysøgård,
der var landets største ungdomsfængsel, og så
mere ’moderne’ former var tydelig, men Fransen
understreger også, at reformidéerne nok så meget
havde udspring i den første model. Diskussionen om
ungdomsfængslet foregik mest blandt fagfolk, dvs. området
var ikke politisk konfliktstof i samme grad som
antologiens andre emner.
1950’erne betegnes ofte
som den hjemmegående husmoders årti, og en periode
hvor seksualmoralen nåede viktorianske højder. Det er
der næppe nogen entydig sammenhæng imellem al den
stund, at husmoderen var med til at bære moderniteten
ind i hverdagslivet.
Maren Wichmanns undersøgelse
af familiepolitikken adskiller sig fra de andre artikler
ved at være en komparativ analyse mellem Vesttyskland
og Danmark. Wichmann redegør for
reproduktionspolitikken (abort- og
svangerskabslovgivningen) og skattepolitikken. Hun
dokumenterer, at Danmark var noget mere liberal og
frisindet end Vesttyskland, hvor emnerne var
tabubelagte. Wichman begrunder det med de tyske
erfaringer med racepolitikken, hvortil kan føjes, at
Vesttyskland var den kolde krigs centrum og et katolsk
præget land. På skattepolitikken var forholdene
snarere det omvendte, idet Danmark først med
kildeskattereformen i 1970 selvstændiggjorde kvinderne.
Antologiens sidste artikel
er et forsøg på en bredere belysning af planlægningen
i 1950’erne end den, der fremlægges i de seks
case-studies. Vinklen er en gennemgang af årtiets
kommissioner og kommissionsbetænkninger. Godt tænkt,
og den første del af artiklen fungerer nogenlunde efter
hensigten, men den holder ikke niveauet, blandt andet
fordi artiklen deles på forskellige forfattere, hvorved
det overordnede blik på forvaltningen forsvinder og
erstattes af en opremsning af kommissioner, der ikke føjer
noget nyt til de andre artikler.
I konklusionen giver Leon
Jespersen et bud på, hvordan det overordnede spørgsmål
skal besvares: 1950’ernes planlægning ”rummede både
visionære og nye tanker, men afspejlede på nogle områder
også gammelt tankegods, der byggede på idéer fra
foregående årtier. 1950’erne fremstår på godt og
ondt med et Janus-ansigt.” Beskrivelsen dækker vel
samtlige årtier i Danmarks nyere historie, men
vigtigere er det nu også, at Leon Jespersen lykkes med
en sammenfatning af planlægningen i 1950’erne.
Når man ser, hvad
forlagene sprøjter ud af fast food bøger (jf. de seks
mere eller mindre kaloriefattige bøger om Stein
Bagger), så er det en befrielse at læse slow history bøger
præget af den overbevisning, at godt håndværk gør en
forskel. På den anden side ville det have været rart,
hvis der var gjort lidt mere ud af anretningen.
Artiklerne er for lange og for informationsmættede, og
selv om der serveres gode historier undervejs, så er
der arbejdet for lidt med præsentationen af stoffet og
de fortællinger, der kan konstrueres. Problemstillingen
- tradition eller tilløb - er i den forstand for bred
og for diffus.
Billedsiden er værd at
fremhæve. Billederne - en del af dem nostalgisk bedårende
- er alle
hentet i Odense Stadsarkiv og er taget af Fyens
Stiftstidendes pressefotografer. De har fået plads og
gengiver øjeblikke, der fanger årtiets sammensathed,
det der havde fremtiden bag sig og det, hvor den endnu
ventede på at blive indløst.
Artiklerne bygger på det
et stort arkivmateriale og en masse litteratur. Nogle
steder savnes dog den nyeste litteratur.
For at slutte denne
anmeldelse på en traditionel – men fair – måde: de
kritiske bemærkninger til trods er antologien en uomgængelig
bog i afdækningen af den politiske scene i 1950’erne
og et væsentligt bidrag til at udbygge en nuanceret
forståelse af det årti, hvis eftermæle står i
skyggen af 1960’erne.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Else Hansen og Leon
Jespersen:
Samfundsplanlægning
i 1950’erne
- Tradition eller tilløb?
Udg. af Museum
Tusculanums Forlag
592 sider, ill. 475
kr.
Museum
Tusculanums
Forlag >
|
|
|
|
|
|