BogFeature
Forskning i bevægelse

- Et nyt forskningsfelt i et 100-årigt perspektiv

Af Johnny Wøllekær, arkivar ved Odense Stadsarkiv

De var ikke just perlevenner. Snarere tværtimod, så lå de i en årelang strid, der endte i en retssag, der handlede om injurier. Alligevel spillede K.A. Knudsen og Jens Peter Johannes Lindhard en central rolle, da Københavns Universitet indførte idræt – eller som det hed i begyndelsen: gymnastik – som forskningsfelt og som universitetsfag (i pressematerialet og på bogens bagside praler man sågar med, at København var det ”første universitet i Danmark”, der indførte idræt, men eftersom der ikke var andre universiteter i Danmark på det tidspunkt, kan det synes lidt hult!). Derfor er det også kun naturligt, at kamphanerne Knudsen og Lindhard får en fyldig omtale i den jubilæumsantologi, der er udgivet for at markere 100 året på den institution, der i dag hedder Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

K.A. Knudsen og Johannes Lindhard var i mangt og meget hinandens modsætninger. Teologen og gymnastikpioneren K.A. Knudsen var praktikeren, der takket være sine gode kontakter til det politiske system fik idræt/gymnastik indført på universitetet. Og han blev selv leder af det praktiske gymnastikkursus, Statens Gymnastikinstitut. Fysiologen og videnskabsmanden Johannes Lindhard blev derimod leder af det gymnastikteoretiske kursus, Gymnastikteoretisk Laboratorium (KU). Han begyndte at undervise i gymnastikteori (dvs. fysiologi, anatomi, biomekanik etc.) helt fra bar bund, og han var på den måde selv med til at beskrive og definere faget. Han satsede på at få ryddet ud i de mange dogmer og den uvidenskabelighed, som omgærdede gymnastikken. Lindhard foragtede Linggymnasterne og deres evige påkaldelse af ”videnskabeligheden”. På den måde var der lagt i kakkelovnen til magtkampen mellem Lindhard og Knudsen, der netop havde ønsket at få den svenske gymnastik (Linggymnastikken) underbygget videnskabeligt. For Knudsen var den ranke ryg f.eks. en indikator for sundhed – og for et sandt og ærligt menneske. Men det godtog Lindhard ikke, og så var scenen sat!

På den korte bane blev det Lindhard, der vandt – både retssagen og videnskabeligt. Det var det naturvidenskabelige fundament, der kom til at tegne instituttet i mange år fremover. Kappestriden mellem Knudsen og Lindhard viser dog også de mange interesser, der var på spil, da uddannelsen blev etableret. Og brydningerne kom til at lægge et spor, der på mange måder stadig præger idrætsforskningen. Det handler om dualismen mellem krop og ånd, praktik og teori, forkyndelse og oplysning, undervisning og forskning, ideologi og videnskab, og måske endda ”humanistisk” og naturvidenskabelig forskning.

Sigtet med Forskning i bevægelse er at skabe en øget forståelse for etableringen og udviklingen af idræt som akademisk uddannelse og forskningsfelt. Bogen er opbygget kronologisk.

Idrættens entré på universitetet var på mange måder et spejlbillede af den moderne videnskabs gennembrud, og bogen indledes med et videnskabshistorisk rids af Bente Rosenbeck, mens Else Trangbæk tager sig af gymnastikkens institutionalisering i 1800-tallet. Gennem en slags historisk korridor (der adskiller hvert af de seks afsnit) føres læseren til 2. del, der handler om tiden 1909-1940 og især om striden mellem Knudsen og Lindhard. Kurt Jørgensen og Bengt Saltin fortæller om videnskabsmanden Johannes Lindhard, mens Anne Lykke Poulsen skriver om K.A. Knudsen. Endelig har Else Trangbæk og Kurt Jørgensen en artikel om Lindhard og Knudsens langvarige strid, der som nævnt endte i retten og resulterede i, at K.A. Knudsen i 1927 måtte trække sig fra posten som leder af gymnastikinstituttet. 3. del, der har bidrag af Bodil Nielsen Johannsen og Peter Schantz, beskriver årene 1940-70. En tid, som kaldes ”guldalderen i dansk arbejdsfysiologi”.

Som universitetsfag lænede idræt så i mange år helt og aldeles op af naturvidenskaben, men efter 1970 skete et paradigmeskifte. Dette forskningens nye spor er i fokus i 4. del. Jørn Hansen peger på, hvordan en ny politisk dagsorden var med til at fremme en proces, hvor også den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning blev en del af idrætsfaget. Hvordan uddybes af Else Trangbæk, Ivar Berg-Sørensen og Reinhard Stelter. Mens de sidste bidrag i 4. del omhandler det naturvidenskabelige område.

I antologiens 5. del giver en række af Institut for Idræts forskere deres bud på mulige fremtidige udfordringer og forskningsområder. Som man måske fornemmer af gennemgangen af bogens indhold, så stritter Forskning i bevægelse i mange retninger. Og afspejler den alsidige forskning, der foregår på instituttet.

Enhver jubilæumsbog har tendens til at være navlebeskuende, og denne er ingen undtagelse. Enkelte af bidragene er uden kontekst og perspektiv, hvorfor de mest af alt minder om forskningsoversigter, hvor man har glemt, at forskningen ikke sker i en isoleret lomme, men afspejler det omgivende samfund. Der er dog også flere bidrag, der sætter forskningen smukt i perspektiv, og som gør bogen spændende. Der er derfor god grund til at ønske Institut for Idræt til lykke med jubilæet og med bogen, som forhåbentlig kan animere andre uddannelsesinstitutioner til at blive klogere på deres egen historie.