BogFeature
Kun legetøj i deres hænder 

- Thyge Thygesens krigsdagbog og feltpostbreve til Stepping.

Af Magne Jul

I dagbladet Modersmålet bragtes tre dage i træk en dødsannonce for Thyge Thygesen fra Stepping, som ifølge annoncen var falden i krigen den 29. september 1916 i en alder af 24 år. Annoncen var indrykket den 7. oktober. To dage senere blev fra hans kompagni sendt besked til forældrene om, at han var blevet kvæstet ved slaget ved Somme, men at man i kompagniet ikke var klar over, hvilket lazaret han var på, og glæden har været stor i Stepping, da man den 18. oktober modtog brev fra Thyge, der oplyste,  at han var på et lazaret i Bonn ved Køln.

Hans kammerat ved kompagniet, Marius Iversen, der var fra Sommersted, havde oprindelig skrevet til Thyges forældre, at Thyge var blevet dækket til med jord ved et granatnedslag i skyttegraven, og at Thyge var bevidstløs men levede, da han blev bragt væk. Marius havde så få dage senere hørt, at Thyge var død, formentlig af brud på rygsøjlen.

Så galt var det ikke gået. Det største problem var en øjenskade. Ud fra Thyges breve fra den følgende tid tyder alt på, at han har fået beskadiget den muskulære styring af det højre øje, og det gav en række problemer, som imidlertid var svære at kontrollere for lægerne, der skulle vurdere, hvornår Thyge igen kunne være krigsduelig, og han har næppe underdrevet generne på det tidspunkt, idet tilbagekomsten til skyttegraven ikke var tillokkende.

Thyge kom levende hjem fra krigen og kunne overtage sin fødegård i Stepping.

Nu har en efterkommer offentliggjort Thyges breve og dagbogsnotater fra 1. verdenskrig, og det er der kommet en helstøbt og interessant bog ud af.

For familien er det af stor værdi at have samlet oplysningerne i tilgængelig form. Det fremgår af forordet, at de bevarede breve og dagbøger var tiltænkt en kusine til det oldebarn, der er udgiver af bogen. Han har så bevist sin store interesse for slægtens historie ved at renskrive materialet og gøre det tilgængeligt for resten af familien og alle os andre. Det er der heldigvis stadig nogle, som gør. Så sent som i går omtaltes i Viborg Stifts Folkeblad en tilsvarende ny bog (Nina Emilie Hansen: ”Når Gud sender krige – og folk sender breve”, Forlaget Ådalen, Egå). I de gamle breve gemmer sig en række oplysninger, som forsvinder, hvis materialet ikke gemmes. Et gammelt postkort, som min morfar sendte tilbage over grænsen i 1917, da han var flygtet fra Høgsbro i Hviding sogn lige syd for Ribe til Plougstrup lige nord for Ribe for at undgå at blive tysk soldat, gav mig inspiration til en hel artikel i årbogen Fra Ribe Amt (1996 side 53-) ud fra postkortets indhold om unge dansksindede sønderjyders flugt fra krigsdeltagelse.

Bogen om Thyge Thygesen kan sikkert for ikke historisk interesserede virke noget monoton. Brevenes indhold omhandler naturligt en række temaer, som gentages i forskellig form i de mange breve.

Et af temaerne er brevene og de mange pakker, som familien sendte til ham. Og det var stort set uanset, hvor han var i Tyskland, Belgien eller Frankrig. Pakkernes indhold og bevaringsgraden heraf omtales. Ikke al mad var egnet til at sende, især ikke om sommeren, men man var ikke sart, så selv om der kunne være mug på eller det ikke lugtede helt godt, kunne det godt spises. Den, som modtog fødevarer hjemmefra, var jo bedre stillet end andre, og fødevarerne kunne også bruges til at smøre de overordnede. I nogle breve ses, at Thyge ikke altid har haft god samvittighed over at modtage pakkerne hjemmefra. Han nævner flere gange, om de nu derhjemme selv kan undvære, og han er også inde på, at mindrebemidlede grupper i befolkningen må have det strengt med fødevarer. Der er ikke tvivl om, at han værdsætter hjælpen hjemmefra.

Ved læsningen må konkluderes, at det tyske postvæsen har fungeret helt over forventning under krigen, og det fremgår jo også af bogen ”Sønderjyderne og den store krig 1914 – 1918”, at ernæringsforholdene ved udefronten efterhånden blev belastet, og det blev så tilladt at sende ½ kg fødevarer til hver soldat, og det var vel at mærke en gratis forsendelse. Man kunne købe feltpostæsker, som blev omhyggeligt foret med pergament og derfor kunne bruges til alle mulige forsendelser fra tobak og smør til stegte frikadeller og stegt flæsk, der var dækket med fedtlåg for bedre at holde sig. Fra et landbrugsområde som Nordslesvigs sendtes hundredtusindvis af pakker til fronten fra gårdene. I bogen ”Nyt fra Vestfronten, Marine Jensen og sønners breve fra 1. verdenskrig” antydes, at den delvise forsørgelse af soldaterne fra hjemmet vist nok var en bevidst del af det tyske militærs forsyningssystem, og at det fungerede udmærket. Ja, Marine Jensen i Hvidding, der havde ti sønner, der blev udskrevet som tyske soldater, førte ligefrem bog over fødevarepakkerne. Noget tilsvarende ser ikke ud til at være tilfældet hos Thyges mor, men der nævnes dog i flere breve spørgsmål om, hvorvidt de enkelte pakker er nået frem, og Thyge nævner også, hvorledes han returnerer emballage til hjemmet. Han skriver også (side 207) i 1917, at nu blev bestemmelsen om pakkerne igen bekendtgjort ved appel, og at alle levnedsmidler, der sendes os, skal gøres krigsministeriet bekendt. Der må således også i krigsministeriets materiale kunne findes supplerende oplysninger.

Få gange omtales fremsendelse af en lommelygte og batterier til den. Var der virkelig allerede under 1. verdenskrig sådanne?

I brevene er tydeligt tegn på, at Thyge har længtes hjem til gården, og i løbet af årets gang spørger han til, hvordan dyrkningen af markerne og gårdens drift i øvrigt forløber.

Krigens gru omtales naturligvis. I brev fra Montecouve 24.6.1916 skriver Thyge, at den 16. juni vil være en mærkedag for ham. Det var en skrækkelig dag. Han nævner derpå måden at tælle døde kontra sårede på, samt at sårede foran graven blev skudt af tyskerne og tilføjer, at en sådan gru og rædsel tager på nerverne. Et andet sted omtales, hvordan man i skyttegravene måtte gå oven på de døde for at komme frem.

Hans respekt for de overordnede, i hvert fald de højtstående, nævnes også i flere breve og dagbogsnotater, og det er jo også brugt i bogens titel. Ud over udtrykket legetøj i deres hænder skriver han også, at man er jo som et stykke værktøj i deres hænder, eller man er jo kun et redskab i deres hånd (side 204). Den høje officer, der kom på inspektion og blev kørt til og fra stedet i sygebil med røde kors tegn, betegnes af Thyge med ordene ”Det er nogle sande helte – intet under, at de får jernkorset af både 1. og 2. grad”.

I fortsættelse af omtalen af at være legetøj i deres hænder (side 207) nævner Thyge, at Mads Platz også er gået til ”Nordarmeen” og tilføjer: ”Og skulle jeg komme hjem vil jeg også betænke mig på det”.

Tanken om at gå over grænsen til Danmark har han haft. Han bruger flere forskellige udtryk for en sådan flugt og nævner bekendte, der er flygtet. Ved forsøg på at få orlov må han også indse, at det er sværere, da han er fra ”den farlige egn” (side 210).

Hygiejnen ændrer sig også drastisk under forløbet fra kasernelivet i Rendsborg, hvor Thyge har sit smudsige linned liggende fra sidste uge, til han gennem uger ikke bliver vasket og får skiftet tøj og samtidig er generet af utøj i form af lus og lopper. Indtrykket er, at han ikke opgiver at udnytte mulighederne for at holde sig ren, når de byder sig, og i det hele taget virker det, som om han holder godt ud i de mange svære situationer. Her må jo bemærkes, at det er kildemateriale, som er skrevet i nuet i modsætning til erindringsstof, som man bl.a. kan læse i årbøgerne for Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere. Disse årbøger udkom fra 1941 til 1972, og måske har Thyge selv skrevet til dem eller i hvert fald læst i dem. Gad i øvrigt vide, om der kommer en oversigt over disse årbøgers indhold, da de også indeholder store mængder information. Måske en opgave for Historisk samfund for Sønderjylland op til 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig? Samtidig kunne en oversigt over publicerede breve og dagbøger jo så også være relevant.

Som illustration til bogen er benyttet gamle fotos og postkort, som alle synes at være sendt hjem af Thyge fra hans soldatertid. Desuden er enkelte korttegninger samt foto af hans dagbog samt foto af Det nye Testamente, som han fik tilsendt hjemmefra, og som fulgte ham resten af krigen. Sliddet på bogen vidner om, at den har været brugt. Flere af fotografierne, der er sendt hjem, viser krigens gru med ruiner, sølede veje og et enkelt med synlige kranier fra faldne. Selv kaldte Thyge senere det sidste billede som værende fra helvedet ved Verdun.

De viste postkort vil for postkortsamlere være meget interessante. Der er flere eksempler på kolorerede postkort fra f.eks. Bonn og Eisleben.

Det kunne have været interessant at se en illustration af materialet, som fødevarer blev sendt i. Det må være noget, som de sønderjyske museer har noget om og formentlig har haft udstilling af. Ellers vil det være ekstra oplagt at kigge nærmere på.

I bogen er i margin gode forklaringer på ukendte ord, og der er også en ordforklaring sidst i bogen, hvor den tyske tekst, som er brugt i få breve, er oversat til dansk. I ordforklaringen savnes kun et enkelt ord, idet næppe alle ved, hvad der menes med glant, selv når der skrives (side 33) om pionerarbejde ”Det er ingen glant bestilling!” Min stavekontrol kender  ikke ordet.

Til gengæld har det været en fornøjelse, ja glant, at læse bogen om Thyge Thygesen, hvis sønnesøn af samme navn, jeg har gået i klasse sammen med i gymnasiet i Kolding