-
sindssygehospitalet, der blev en bydel
Af
Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag.,
Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
I
takt med den decentralisering og omlægning, der i
disse år foregår i forsorgen for psykisk syge og
udviklingshæmmede, overgår en del af de store
hospitalskomplekser og centralinstitutioner, som blev
opført før og omkring sidste århundredskifte, i
disse år til anden anvendelse. For de myndigheder og
firmaer, som er involveret i denne proces ligger der
en stor udfordring i at bevare de arkitektoniske og
miljømæssige kvaliteter i institutionerne, samtidig
med at de indrettes til nutidig anvendelse. Heldigvis
en man i den seneste snes år begyndt at værdsætte
disse kvaliteter, efter at man i en periode havde
betragtet bygningerne som “gamle kasser”; meget
sigende i denne henseende er det, at
Sindssygehospitalet i Middelfart, som denne
publikation handler om, kun er værdiget otte linjer
uden illustration i Middelfartafsnittet i den udgave
af “Hvem byggede Hvad”, som udkom i 1969.
Herpå
er der nu til fulde rådet bod gennem denne indbydende
bog, der gennemgår sindssygehospitalets historie,
overdådigt illustreret med historiske fotos fra
Middelfart Museums samlinger, kompletteret med smukke
nyoptagelser af den professionelle fotograf Mads
Flummer.
“Sindssygeanstalten
ved Middelfart”, som var det officielle navn indtil
1911, blev opført i to tempi i årene omkring 1890 af
arkitekten, professor Vilhelm Petersen. I en park på
36 ha placerede han et monumentalt, aksefast anlæg
bestående af 21 bygninger, grupperet omkring en
hovedbygning, der husede administration, kirkesal,
festsal og overlægebolig. Andre bygninger i
kompleksets midterakse husede de forskellige økonomifunktioner.
På hver side var patientbygningerne grupperet: til
den ene side for mænd, til den anden for kvinder. De
eneste bygninger, der ikke underordnede sig dette
skema, var epidemiafdelingen og kapellet, der begge
var trukket lidt væk fra hovedanlægget. Sidenhen
blev der opført forskellige supplerende bygninger,
bl.a. personaleboliger og tuberkulosestation, som blev
grupperet rundt om det oprindelige kompleks og som til dels
respekterede den oprindelige layout.
Bogens
historiske afsnit skyldes Middelfart Museums
medarbejdere, der til stoffet har kunnet trække på
museets udstilling om “Middelfart Sindssygehospital
1888-1999”. I bogens første halvdel bliver vi af
kyndige vejledere ført rundt i lokaliteterne og hører
om de funktioner, der hørte et psykiatrisk hospital
til. Derefter følger et afsnit om hospitalet som
kulturmiljø, skrevet af arkitekt Jørgen Ganshorn.
Bogen
afrundes med beskrivelsen af bygningskompleksets
historie i årene siden 1991, da Fyns Amt besluttede
at nedlægge hospitalet. Vejen til genbrug af
adskillige af bygningerne har været tornestrøet, og
den oprindelige lokalplan for området, der stammede
fra 1992, måtte revideres i 2004, med et resultat der
i dag må betegnes som særdeles vellykket:
Bygningskomplekset er taget i brug til boliger og en
bred vifte af institutioner og virksomheder. Mange af
bygningerne er indvendig blevet radikalt ændret, men
udvendig er man gået til værks med stor nænsomhed
overfor det oprindelige arkitektoniske udtryk - i så
høj grad, at man har ladet de nyopførte boligblokke
i parken respektere anlæggets oprindelige symmetri.
Det
er således en succeshistorie, der her præsenteres.
Som lokalhistorie en væsentlig del af Middelfarts
historie, men også en historie der må kunne
inspirere myndigheder og planlæggere andre steder i
landet, der konfronteres med en ny anvendelse til
store gamle bygningskomplekser.
Skal
der rettes en - beskeden - kritik mod bogen må det være,
at der savnes billedtekster til mange af de nyoptagne
fotos. De kommer til at stå som ren æstetik; men det
kunne være rart at have fået at vide, hvad det er
for en bygning, der her er fotograferet, og måske også
hvilken funktion den er kommet til at huse i dag.
