|
- Livserindringer.
Af Ole Schramm
Sophus Waldemar Rasmussen
(SWR) blev født i Ringkøbing i 1829 og døde i 1905,
da han var i gang med at skrive sine erindringer. Det
vil i denne anmeldelse føre for vidt at fortælle om
hele SWR’s begivenhedsrige liv. Jeg vil i stedet gøre
brug af undertitlen på bogen, hvoraf det fremgår, at
erindringerne især handler om livet til orlogs, på
koffardifart og i toldvæsenet.
Hans liv til orlogs
begyndte med, at han fik arbejde på Holmen, først som
arbejdsdreng i 1844 og året efter som matroslærling,
og han blev dermed medlem af Holmens faste stok. Hans første
togt gik til Færøerne og Island.
Da treårskrigen startede i 1848, var han ombord
på briggen ”St. Thomas”, da krigens første skud
blev affyret. Han oplevede katastrofen ved Eckernførde
i 1849 som topgast på fregatten ”Gefion” og faldt
derefter i fangenskab. – (Carsten Jensen har i bogen
”Vi, de druknede” også beskrevet disse hændelser)
-. SWR var i 1850 med i robådsflotillen ved Vesterhavsøerne,
og han oplevede også stormen på Frederiksstad. Efter
krigen var han på et orlogstogt til Vestindien 1852 –
1853. Det var et eventyrligt, men også skæbnesvangert
togt, da den gule feber kostede 39 besætningsmedlemmer
livet.
Tilværelsen ændrede sig
for SWR, da han forlod flåden i 1854 og begyndte at
sejle på koffardifart bl.a. til Brasilien og endnu
engang til Vestindien. Han tog styrmandseksamen og blev
i 1856 gift med Caroline. De følgende år, 1857 – 58,
var drøje for SWR. Han var styrmand, men tiderne gjorde
det svært at få passende arbejde, og han måtte tage
til takke med skibsmandsarbejde.
Selv om det lykkedes for
SWR igen at komme ud at sejle bl.a. til Rouen i
Frankrig, havde han sendt en ansøgning om at blive
krydstoldbetjent. Det blev han i 1858, og han fortsatte
med at arbejde i toldvæsenets tjeneste resten af sit
egentlige arbejdsliv. Der var dog afbrydelser fra dette
arbejde, som da han i 1861 på Marineministeriets
foranledning meldte sig til tjeneste og fik sin første
selvstændige kommando ved en kanonbåd på Vestkysten,
og han var også i flådens tjeneste i skæbneåret 1864
som fører af en kanonbåd på Vesterhavet. Herefter
vendte han tilbage til toldvæsenet igen. I 1871 blev
han toldassistent i Lilleheden, (det nuværende
Hirtshals), og i 1875, da hans erindringer slutter, var
han på vej til en ny stilling som strandkontrollør i Lønstrup.
Ugiveren af SWR’s
livserindringer, Anders Monrad Møller, har i et
efterskrift fortalt, hvad der videre skete i hans liv. I
Lønstrup engagerede han sig meget i lokalbefolkningens
forhold, og fiskeribefolkningens velfærd har ligget ham
stærkt på sinde. Han skrev mange artikler til aviserne
ikke kun de lokale aviser men også til Berlingeren. Han
blev i Lønstrup til 1885, hvor han skulle tiltræde et
embede som Strandkontrollør og telegrafbestyrer i Udbyhøj.
Hans kone Caroline døde d. 20. maj 1902, og den 30.
juni 1903 tog han sin afsked. Som pensionist bosatte han
sig i Helsingør, hvor hans yngste søn, Sofus boede.
1905 døde han i Hals hos sin datter, Ellen.
Hans erindringer slutter i
1875, da han var 46 år. De sidste 30 år af hans liv er
som nævnt ikke beskrevet i erindringerne, hvorfor det måske
er en tilsnigelse at kalde erindringerne for
livserindringer, men til gengæld omhandler
erindringerne nogle meget betydningsfulde år i
danmarkshistorien, hvor han bl.a. deltog treårskrigen
(1848 – 1850) og i krigen 1864. Det er dog ikke som
danmarkshistorisk skribent, at han skal læses, men som
skildrer af miljøer, situationer og af mennesker. Han
forstod at bruge øjnene og evnede at fortælle meget
levende og ofte med humor om det, han oplevede. Hans
karakteristikker af de mennesker, han har mødt, er præcise
og rammende, og han elsker at fortælle om originaler og
de skæve eksistenser. Han har haft nemt ved at komme
ind på livet af folk fra mange forskellige samfundslag.
Han fortæller om barndomsårene i Ringkøbing, Randers
og Lemvig, om livet på Holmen og i Nyboder. Anders
Monrad Møller gør opmærksom på, at hans afsnit om
arbejdet på Holmen og om tilværelsen i Nyboder er
uvurdérlig, idet der faktisk ikke findes noget
lignende, og han fremhæver det værdifulde i hans
detailrige gennemgang af, hvad der foregik på et
orlogsskib i begyndelsen af en rejse, når opgaverne
skulle fordeles og alle skulle finde deres plads. Anders
Monrad Møller fremhæver også hans deltagelse i kanonbådskampagnen
i Vadehavet i forbindelse med krigen i 1864 som et af højdepunkterne
i erindringerne. SWR’s beretninger om situationer og
miljøer er i det hele taget godt og levende og
undertiden meget dramatisk fortalt, som når han fortæller
om de strandinger, han oplevede, da han var
toldassistent i Lilleheden.
Selve nedskrivningen af
erindringerne er sket fra 1896 til 1905. SWR har
arbejdet på erindringerne helt frem til sin død. Hans
datter Ellen Schmidt født Rasmussen har på
manuskriptets sidste side tilføjet: ”Den sidste Side
blev skrevet om eftermiddagen d. 23/5 1905. Samme Dags
Aften Kl 8 1/4 døde Fader”. Det er måske ikke så
underligt, at han sent i sit liv kan huske berømtheder,
som han har mødt som fx Jenny Lind, B.S. Ingemann,
Blicher og Hostrup, og det kan heller ikke undre, at han
har styr på fortællingerne om familien (erindringerne
er samtidig også en familiekrønike), men det undrer
mig, at han kan huske og beskrive så ufatteligt mange
mennesker i erindringerne. Ja, han kan huske, hvad der
er blevet sagt ved forskellige lejligheder.
(Personregisteret i bd. 2 er til stor hjælp, hvis man
vil prøve at finde ud af, hvor man har hørt om
bestemte personer før). Udgiveren nævner ikke noget om
dagbøger eller andet, som han har støttet hukommelsen
til. Iflg. udgiverens efterskrift bd. 2 s. 319 er der
tale om en hastigt nedskrevet tekst, som ikke er
gennemrettet. Selv forklarede SWR med et særdeles dækkende
ordvalg, at han blot smurte løs uden at vende tilbage
og rette til.
Det er som nævnt Anders
Monrad Møller, der har forestået udgivelsen. Anders
Monrad Møller er kendt som landets kyndigste søfartshistoriker
og en erfaren udgiver. (Jfr. publikationslisten i
”Hilsen fra søens folk – Festskrift til
Anders Monrad Møller. 2002). Han er lagt et kæmpearbejde
i at udskrive og kommentere erindringerne. Selv om
kommenteringen er meget omfattende og professionelt
lavet, savner jeg alligevel forklaring på enkelte
udtryk som fx fidtebods forretning (bd.1 s. 56), bradbænk
(bd.1 s. 74) føre Varp for Orlogsmanden (bd.1 s. 139).
De to sidste udtryk kan findes i Maritim ordbog og
Maritim ordliste, der findes på nettet. Landkrabber
(som undertegnede) kan have megen nytte heraf. På
nettet findes ligeledes Fortegnelse over toldetatens
titler af Otto Madsen. Den kan også være nyttig.
Anders Monrad Møller har
også forestået billedredaktionen. De mange billeder er
valgt med omhu og omtanke, og de supplerer teksten
ganske fortrinligt.
Det er en eksemplarisk
udgivelse, som Anders Monrad Møller har forestået. Han
skriver på s. 320 i bd. 2, at SWR’s erindringer nok
kommer til at indtage en plads som klassiker i den
danske maritimhistoriske memoirelitteratur. Jeg har selv
læst erindringerne med stor fornøjelse, og jeg deler
ubetinget Anders Monrad Møllers opfattelse.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Anders Monrad Møller
(red.):
Sophus Waldemar
Rasmussen - Livserindringer
Maritm Kontakt bd.
30 + 31.
Udg. af
Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og
Samfundsforskning.
I alt 731 sider (350
+ 381), 175 kr. pr bd. + porto, abb./medlemmer 150
kr.
Maritim
Kontakt >
|
|
|
|
|
|