BogFeature
Sophus Waldemar Rasmussen

- Livserindringer.

Af Ole Schramm

Sophus Waldemar Rasmussen (SWR) blev født i Ringkøbing i 1829 og døde i 1905, da han var i gang med at skrive sine erindringer. Det vil i denne anmeldelse føre for vidt at fortælle om hele SWR’s begivenhedsrige liv. Jeg vil i stedet gøre brug af undertitlen på bogen, hvoraf det fremgår, at erindringerne især handler om livet til orlogs, på koffardifart og i toldvæsenet.

Hans liv til orlogs begyndte med, at han fik arbejde på Holmen, først som arbejdsdreng i 1844 og året efter som matroslærling, og han blev dermed medlem af Holmens faste stok. Hans første togt gik til Færøerne og Island.  Da treårskrigen startede i 1848, var han ombord på briggen ”St. Thomas”, da krigens første skud blev affyret. Han oplevede katastrofen ved Eckernførde i 1849 som topgast på fregatten ”Gefion” og faldt derefter i fangenskab. – (Carsten Jensen har i bogen ”Vi, de druknede” også beskrevet disse hændelser) -. SWR var i 1850 med i robådsflotillen ved Vesterhavsøerne, og han oplevede også stormen på Frederiksstad. Efter krigen var han på et orlogstogt til Vestindien 1852 – 1853. Det var et eventyrligt, men også skæbnesvangert togt, da den gule feber kostede 39 besætningsmedlemmer livet.

Tilværelsen ændrede sig for SWR, da han forlod flåden i 1854 og begyndte at sejle på koffardifart bl.a. til Brasilien og endnu engang til Vestindien. Han tog styrmandseksamen og blev i 1856 gift med Caroline. De følgende år, 1857 – 58, var drøje for SWR. Han var styrmand, men tiderne gjorde det svært at få passende arbejde, og han måtte tage til takke med skibsmandsarbejde.

Selv om det lykkedes for SWR igen at komme ud at sejle bl.a. til Rouen i Frankrig, havde han sendt en ansøgning om at blive krydstoldbetjent. Det blev han i 1858, og han fortsatte med at arbejde i toldvæsenets tjeneste resten af sit egentlige arbejdsliv. Der var dog afbrydelser fra dette arbejde, som da han i 1861 på Marineministeriets foranledning meldte sig til tjeneste og fik sin første selvstændige kommando ved en kanonbåd på Vestkysten, og han var også i flådens tjeneste i skæbneåret 1864 som fører af en kanonbåd på Vesterhavet. Herefter vendte han tilbage til toldvæsenet igen. I 1871 blev han toldassistent i Lilleheden, (det nuværende Hirtshals), og i 1875, da hans erindringer slutter, var han på vej til en ny stilling som strandkontrollør i Lønstrup.

Ugiveren af SWR’s livserindringer, Anders Monrad Møller, har i et efterskrift fortalt, hvad der videre skete i hans liv. I Lønstrup engagerede han sig meget i lokalbefolkningens forhold, og fiskeribefolkningens velfærd har ligget ham stærkt på sinde. Han skrev mange artikler til aviserne ikke kun de lokale aviser men også til Berlingeren. Han blev i Lønstrup til 1885, hvor han skulle tiltræde et embede som Strandkontrollør og telegrafbestyrer i Udbyhøj. Hans kone Caroline døde d. 20. maj 1902, og den 30. juni 1903 tog han sin afsked. Som pensionist bosatte han sig i Helsingør, hvor hans yngste søn, Sofus boede. 1905 døde han i Hals hos sin datter, Ellen.

Hans erindringer slutter i 1875, da han var 46 år. De sidste 30 år af hans liv er som nævnt ikke beskrevet i erindringerne, hvorfor det måske er en tilsnigelse at kalde erindringerne for livserindringer, men til gengæld omhandler erindringerne nogle meget betydningsfulde år i danmarkshistorien, hvor han bl.a. deltog treårskrigen (1848 – 1850) og i krigen 1864. Det er dog ikke som danmarkshistorisk skribent, at han skal læses, men som skildrer af miljøer, situationer og af mennesker. Han forstod at bruge øjnene og evnede at fortælle meget levende og ofte med humor om det, han oplevede. Hans karakteristikker af de mennesker, han har mødt, er præcise og rammende, og han elsker at fortælle om originaler og de skæve eksistenser. Han har haft nemt ved at komme ind på livet af folk fra mange forskellige samfundslag. Han fortæller om barndomsårene i Ringkøbing, Randers og Lemvig, om livet på Holmen og i Nyboder. Anders Monrad Møller gør opmærksom på, at hans afsnit om arbejdet på Holmen og om tilværelsen i Nyboder er uvurdérlig, idet der faktisk ikke findes noget lignende, og han fremhæver det værdifulde i hans detailrige gennemgang af, hvad der foregik på et orlogsskib i begyndelsen af en rejse, når opgaverne skulle fordeles og alle skulle finde deres plads. Anders Monrad Møller fremhæver også hans deltagelse i kanonbådskampagnen i Vadehavet i forbindelse med krigen i 1864 som et af højdepunkterne i erindringerne. SWR’s beretninger om situationer og miljøer er i det hele taget godt og levende og undertiden meget dramatisk fortalt, som når han fortæller om de strandinger, han oplevede, da han var toldassistent i Lilleheden.

Selve nedskrivningen af erindringerne er sket fra 1896 til 1905. SWR har arbejdet på erindringerne helt frem til sin død. Hans datter Ellen Schmidt født Rasmussen har på manuskriptets sidste side tilføjet: ”Den sidste Side blev skrevet om eftermiddagen d. 23/5 1905. Samme Dags Aften Kl 8 1/4 døde Fader”. Det er måske ikke så underligt, at han sent i sit liv kan huske berømtheder, som han har mødt som fx Jenny Lind, B.S. Ingemann, Blicher og Hostrup, og det kan heller ikke undre, at han har styr på fortællingerne om familien (erindringerne er samtidig også en familiekrønike), men det undrer mig, at han kan huske og beskrive så ufatteligt mange mennesker i erindringerne. Ja, han kan huske, hvad der er blevet sagt ved forskellige lejligheder. (Personregisteret i bd. 2 er til stor hjælp, hvis man vil prøve at finde ud af, hvor man har hørt om bestemte personer før). Udgiveren nævner ikke noget om dagbøger eller andet, som han har støttet hukommelsen til. Iflg. udgiverens efterskrift bd. 2 s. 319 er der tale om en hastigt nedskrevet tekst, som ikke er gennemrettet. Selv forklarede SWR med et særdeles dækkende ordvalg, at han blot smurte løs uden at vende tilbage og rette til.

Det er som nævnt Anders Monrad Møller, der har forestået udgivelsen. Anders Monrad Møller er kendt som landets kyndigste søfartshistoriker og en erfaren udgiver. (Jfr. publikationslisten i  ”Hilsen fra søens folk – Festskrift til Anders Monrad Møller. 2002). Han er lagt et kæmpearbejde i at udskrive og kommentere erindringerne. Selv om kommenteringen er meget omfattende og professionelt lavet, savner jeg alligevel forklaring på enkelte udtryk som fx fidtebods forretning (bd.1 s. 56), bradbænk (bd.1 s. 74) føre Varp for Orlogsmanden (bd.1 s. 139). De to sidste udtryk kan findes i Maritim ordbog og Maritim ordliste, der findes på nettet. Landkrabber (som undertegnede) kan have megen nytte heraf. På nettet findes ligeledes Fortegnelse over toldetatens titler af Otto Madsen. Den kan også være nyttig. 

Anders Monrad Møller har også forestået billedredaktionen. De mange billeder er valgt med omhu og omtanke, og de supplerer teksten ganske fortrinligt.

Det er en eksemplarisk udgivelse, som Anders Monrad Møller har forestået. Han skriver på s. 320 i bd. 2, at SWR’s erindringer nok kommer til at indtage en plads som klassiker i den danske maritimhistoriske memoirelitteratur. Jeg har selv læst erindringerne med stor fornøjelse, og jeg deler ubetinget Anders Monrad Møllers opfattelse.