BogFeature
Sven Tveskæg

- Trelleborgenes bygherre & Englands erobrer

Af Steffen Harpsøe, cand.mag., arkivar og redaktør af historiemagasinet Siden Saxo

Det kunne være så godt, og så blev det faktisk så skidt! ... eller gjorde det? Om noget er godt eller skidt afhænger selvsagt af ud fra hvilke parametre det bedømmes, det ville f.eks. være unfair at bedømme en actionfilm ud fra samme kunstneriske kriterier, der anvendes på følsomme franske film. Men hvad gør man, når et værk placerer sig midt i mellem? Allerede i afklaringen af hvilket parametersæt man skal bedømme ”Svend Tveskæg” ud fra, står det klart, at der er tale om et problematisk værk, som kun bør læses med en god portion kritisk sans.

Poul Skaaning har her begået et værk som formår at stritte i alle retninger. Det er en bog, som både indeholder nogle friske og kontroversielle ideer, men samtidig også en hel del meget spekulative elementer, tvivlsom kildebrug og fejlbehæftet argumentation. Skal man dømme ud fra titlen, så skal værket opfattes som en form for biografi over Svend Tveskæg, men når man læser værket fra ende til anden, kan man godt komme i tvivl. Selv om man for at kunne beskrive en historisk persons handlemåder og –muligheder også må beskrive dennes samtid og umiddelbare fortid, så virker fortællingen til tider underligt detacheret fra hovedpersonen. Der forekommer passager, der kunne være enten udeladt eller fortalt mere summarisk, for at fokusere mere på ting der har direkte betydning for Svend Tveskægs virke. Særligt forekommer narrativen i bogens begyndelse og slutning underligt ’klippet over’ – den starter og slutter meget brat midt i et handlingsforløb. Når man læser bogens bagside, hvor det meddeles at: ”... Skaaning fortsætter i Svend Tveskæg, hvor han slap i Vikingestormen – Togter mod Vesteuropa”, og sammenholdes dette med pressematerialets meddelelse om, at næste værk fra Skaanings hånd kommer i 2009 og handler om Knud den Store, så tegner der sig et billede af en trilogi (eller mere?) beskrivende Danmarks vikingetid og tidlige middelalder. Problemet er bare at dette ikke fremgår af værket selv, hverken i forordet eller i de begyndende og afsluttende kapitler nævnes, at bogen skulle være en del af en større fremstilling.

Og stilforvirringen fortsætter. Bogen er hverken et egentligt historisk værk i den forstand, at alle vinkler og kilder afvejes og diskuteres, et bredt formidlende værk eller sågar en roman i ’faktion’-genren, hvor der er carte blanche til spekulative teorier. I stedet har den elementer af alle tre genrer, hvilket giver en potentielt ”farlig” cocktail (det ”farlige” element vender vi tilbage til senere). Bogen er en kronologisk fremskridende beskrivelse, til tider med tidsmæssige eller geografisk afstikkere, beskrivelse af begivenheder i perioden 919-1014. Den er krydret med pletvise kildeovervejelser og kortfattede argumenter for diskutable teorier. Disse overvejelser fordeler sig ingenlunde jævnt gennem bogen, der er en klar overvægt af dem (dog ikke så mange som kunne ønskes) i bogens første halvdel, der omhandler faderopgøret med Harald Blåtand, mens den anden halvdel, omhandlende Englands erobring, er relativt fattig på diskussion. Det kan næppe overraske at dette, og det at forfatterens fremførsel af kontroversielle teser begge falder i første halvdel af fortællingen; der hvor kilderne levner mest rum til frit spil. Og selv inden for disse rammer forekommer argumentation og kildeafvejning ikke der, hvor man aller mest forventer det, og de afvejninger der så er, er ofte mangelfulde, ubalancerede eller ugennemtænkte.

I det hele taget kan man godt beskrive Skaanings forhold til kilderne som ”temmelig frit”, og det, at teksten ikke ligefrem vrimler med kildehenvisningerne (hvad enten de er skrevet ind i teksten eller forekommer i de sparsomme noter), gør det ikke nemmere at sortere i, hvad der er kildeudsagn, og hvad der er forfatterens tolkning. De specifikke kildeafvejninger er også stærkt svingende i karakter. Eksempelvis trækker Skaanings fremstilling til tider ganske betragteligt på skjaldekvad som kilder, og skønt han gør opmærksom på det tendentiøse i disse, grundet skjaldenes naturlige tendens til at forherlige deres arbejdsgivers side af sagen, så bliver der ikke ofret nogle linjer på de mere generelle problemer forbundet med at anvende skjaldekvad som kilder til det sene 900-tals historie. Der er heller ingen samlet vurdering af kildegrundlaget i værket; Saxo, Adam af Bremen, Sven Aggesen m.fl.'s kildeværdi vurderes kun sporadisk i forhold til enkelte begivenheder. Den begivenhedsbestemte kildevurdering er i sig selv prisværdig, da en kildes troværdighed sagtens kan variere alt efter hvilke begivenheder, der beskrives. Men der mangler nu alligevel en generel vurdering af kilderne til at sætte rammerne. Eksempelvis er det meget sigende, at Skaaning vurderer Jomsvikingesagaen som en ’tvivlsom’ kilde (s. 30), men læser man mellem linjerne, så er samme saga alligevel brugt som grundlag for dele af hændelsesforløbet, vel at mærke uden at forfatteren har brugt tid på at diskutere kildens værdi andet end i ganske få vendinger. At lige netop denne kilde ikke diskuteres, synes også at være symptomatisk for den ’røde tråd’ i hvornår kildekritik og argumentation for teorier anvendes: de er underligt fraværende, når forfatterens mere kontroversielle teser/kæpheste behandles.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at Jomsvikingerne har Skaanings særlige opmærksomhed, nærmest grænsende til veneration. Jomsvikingernes eksistens og rolle i tidens historie er som bekendt stærkt omdiskuteret. Set i lyset af de arkæologiske fund i og af Julin/Wollin, samt et generelt behov for et opgør (i anledning af en form for 100-års jubilæum) med Weibull-brødrene m.fl.'s totale karaktermord på Saxos kildetroværdighed, så er tiden nok moden til at revurdere historien om Jomsvikingerne. Derfor er det så meget mere skuffende at Skaaning ikke holder ord og rent faktisk tager hul på denne diskussion – eller rettere, får grebet revurderingen helt forkert an. I bogens forord lægges der op til en diskussion af og argumentation for en revurdering af Jomsvikingerne. Denne kommer dog aldrig. Til trods for mindre vurderende bemærkninger her og der, så består revurderingen gennemgående blot af en tør konstatering af deres ubetingede tilstedeværelse som en magtfaktor i nordisk historie. De fremstilles som en del af Harald Blåtands hird, som han bevidst har placeret i en base i Wollin for at have en ”en militærstyrke, som var langt lettere at udbyde end ledingen”, og som ”stod til disposition for ham med kort varsel, og han kunne sætte den ind efter forgodtbefindende i mindre aktioner.” (Er det ikke hele ideen bag en hird kontra ledingen på daværende tidspunkt? Og skulle dette begrunde dens ’udstationering’ i Wollin?) Som endegyldigt bevis herfor anfører Skaaning teksterne på nogle skånske runestene, der minder nogle faldne mænd i et slag ved Uppsala (s. 31-35) ca. 968-970, hvor Jomsvikingerne antageligt skal have deltaget. Stenene indikerer ganske vidst, at de dræbte var på tabernes (Jomsvikingernes) side, men nævner ikke Jomsvikingerne eller deres leder Styrbjørn. Saxo nævner denne svenske kongesøn som deres leder, Skaaning mener blot, at Harald ’installerede’ Styrbjørn og hans folk i Wollin (s.16). I stedet udnævner Skaaning Toke Gormsen, den på runestenene nævnte stormand/høvding, som Jomsvikingernes leder, og spekulerer for øvrigt i at denne skulle være Haralds halvbror. Toke nævnes for øvrigt ikke tidligere i bogen, og således heller ikke som Jomsvikingernes leder. 

Der anføres ikke nogen bemærkninger om kildeforholdene omkring runeindskrifter, deres kortfattethed og usikre datering – selve runerne er kun periodemæssigt daterbare, og selv med navngivne personer eller begivenheder er dateringerne usikre – der kunne jo have stået flere slag ved Uppsala end det, hvor Jomsvikingerne skulle have deltaget, og der er nok andre end Gorm den Gamle der hed Gorm. Ligeledes er der generelt meget få kildehenvisninger, endsige kildekritiske overvejelser eller argumentation ang. Jomsvikingerne generelt. Der er en del der kan indvendes imod Skaanings tese om Jomsvikingerne som en forlægning af hirden med henblik på anvendelse i hele det skandinaviske og nordtyske område. Læser man Saxo om selve Styrbjørns ’installering’ i Wollin efter Haralds sejr over venderne dér (10. bog, 2.1.), så har den mere karakter af en regulær besættelses-/sikringstyrke á la 100-årskrigenes garnisionsindsættelser i erobrede borge og byer, end oversøiske militærbaser sådan som amerikanerne har på Filippinerne, i Japan m.v. Tilmed er argumentationen ikke holdbar, idet ingen militær leder ville placere et troppekontingent til udrykning med kort varsel i Wollin, når man selv sidder i Jelling. Kommunikationslinjerne er simpelthen for lange til at dette er logisk. En evt. bevidst udstationering må således være betinget af lokale behov.

Jomsvikingerne og deres ageren er et gennemgående tema i Skaanings fortælling, og skønt man kunne diskutere mangt og meget om dem, og især om Skaaning opfattelse holder stik, så skal der ikke gøres mere ud af det her. Dette er en anmeldelse, ikke et decideret modskrift. Det er derfor kun tilsigtet at give den potentielle læser et indblik i (anmelderens syn på) værkets beskaffenhed; men lad det dog være sagt, at de spiller en prominent rolle hele vejen igennem bogen. De får den skånske jarl som leder, deltager i faderopgøret/borgerkrigen på Haralds side, tager Svend til fange og udgør en relativt egenrådig militær styrke under Englands erobring. Selvsagt deltager de også i stormen på Trelleborg.

Trelleborgene er et andet centralt tema i Skaaning bog. Også her forekommer der visse problematiske aspekter i fremstillingen. I forordet anføres en del spørgsmål ang. disse ’gådefulde’ konstruktioner: var deres formål indenrigspolitisk eller udenrigspolitisk? Hvem var bygherren, Svend eller Harald? Skønt der gives svar på disse spørgsmål, så mangler der også her en velargumenteret diskussion af resultaterne; der forekommer stedvis ganske fornuftige og holdbare argumenter – især i forhold til den dendrokronologiske datering – men desværre også mange meget hypotetiske og tvivlsomme teser. Skaaning mener, at borgene er bygget af Svend som indkvartering for ledingen og til forsvar af skibene, så Harald og Jomsvikingerne ikke hen over efterår og vinter 980 kunne afbrænde eller rane de kostbare skibe et ad gangen. Man byggede derfor en borg i hver region af Danmark til at huse de omkringliggende herreders skibe. En del af ledingen skulle så være udstationeret i trelleborgene til forsvar (på udvalgte steder i stærkere antal end på andre), og resten blev sendt hjem til familierne for at klare høsten. Altså er borgene bygget med et indenrigspolitisk formål. 

At borgene, grundet deres arkæologisk påviste korte anvendelsestid fra sensommeren 980 og frem, skulle være bygget til anvendelse i ”borgerkrigen” er meget logisk, hvilket Skaaning også korrekt anfører med henvisning til de arkæologiske resultater. Det er således hverken nyt, problematisk eller kontroversielt. Selv om der nok kan være argumenter for Harald som bygherre, så er det ikke problematisk at tænke Svend som borgenes bygherre, da dette givet den politiske/militære situation er plausibelt. Det problematiske indfinder sig i og med at byggeriets formål og forløb uden, eller med meget lidt, diskussion fremlægges med ensidig overbevisning (ligesom med Jomsvikingernes virke og eksistens). Tesen om at man ved krigsråd enedes om strategien med at samle dele af flåden regionalt i befæstede lejre har sine logiske punkter, men så sandelig også sine svagheder. Det logiske ligger i argumentet, at man af logistiske årsager ikke kunne vedblive at holde flåden samlet og stærk (upåagtet at nogle kilder faktisk meddeler, at dette muligvis blev gjort, og at der fandt træfninger sted med Harald og hans støtter – eks. Saxo 10. bog 8.3. – hvilket Skaaning ikke nævner), samt at en spredning ville udgøre en for stor risiko. Det kan også forklare, hvordan Svend fik overtalt krigere og høvdinger, der just havde afsat Harald for at sætte dem til at udføre ’trællearbejde’ (Ravningebroen!), til at udføre større anlægsarbejder. 

Knap så logisk er det, at man i følge Skaaning skulle have sendt ledingen, minus et vagtmandskab, hjem til deres respektive herreder efter at have opført de regionale befæstninger og indkvarteret skibene i borgene. Hvis vi tager Nonnebakken på Fyn, et eksempel som Skaaning selv anvender (s. 55-57), så nævnes det ikke, hvordan det tænkes, at ledingsfolkene fra øerne skulle komme hjem til eksempelvis Als, Tåsinge eller Langeland uden skibe at sejle i. Samtidig hævdes det, at samme ledingsfolk sendtes hjem med ordre om at komme retur, straks der gik bud fra ringborgen om, at fjenden var i anmarch. Militært er dette meget uplausibelt. Ringborgene er ikke af en konstruktion, der gør det muligt at holde en numerisk fjende stangen i længere tid, med mindre man har folk nok til at bemande hele volden (hvilket vi må antage at et vagtmandskab ikke udgør!). Tid er således en vigtig faktor, og forstærkninger, der hovedsageligt må antages at skulle ankomme til fods, er således en kritisk faktor. Desuden, skulle en belejringstilstand opstå, så er det at foretrække, at forstærkninger ankommer samlet for at kunne udgøre en ’anden front’ eller slå sig igennem til befæstningen. Kommer de ’dryppende ind’ fra forskellige retninger og på forskellige tidspunkter, så vil en belejrende styrke kunne nedkæmpe forstærkningerne en efter en.

Før gennemgangen af svaghedspunkterne i Skaanings behandling af trelleborgene fortsættes, skal anmærkes ang. ’herreder’ og ledingen, at Skaaning antager, at hvert herred stiller med ét skib til ledingen, og at der på daværende tidspunkt var ca. 200 herreder i Danmark. Dette er problematisk af flere årsager, for det første kender vi først til nævnelser af herrederne fra 1000-tallet, for det andet skyldes det anførte antal beskrivelser, der er endnu senere (11-1200-tallet). Altså er der tale om, at tilstande, der kendes fra senere tider, uden anmærkninger trækkes ned i 900-tallets slutning. Det samme gør sig i øvrigt gældende for Skaanings beskrivelse af ledingssystemet. Dog skal bemærkes i forbindelse med herredernes antal i relation til ringborgene som regionale befæstninger, at Skaaning bemærker at antallet af huse i dem svarer nogenlunde til det antal herreder, de må antages at have ’betjent’. Nonnebakken har 16 huse, og til Fyn med øer ligger 16 herreder. Dette er en meget interessant tanke, som nok kunne fortjene lidt nærmere granskning – selvfølgelig ved at inkludere i undersøgelsen om der i 980 reelt var 16 herreder på Fyn med tilliggende øer, og lignende forhold ved de andre ringborge.

Der skulle således være 16 skibe opmagasineret inden for Nonnebakkens volde, og tilsvarende antal skibe = antal huse i de andre trelleborge. At placere skibene inden for voldene er der såmænd ikke noget nyt i, det har mange gjort før Skaaning. Men placerer man ringborgene i en borgerkrigskontekst, hvor de risikerer at blive angrebet, frem for som i de gamle teorier om ringborgene som ledingens opsamlingssteder før afsejling til England, så ændres præmisserne og logikken straks. Skal man effektivt forsvare et voldsted, er det essentielt, at man hurtigt kan flytte mandskab fra husene til voldene, eller reserver fra en ’stille’ del af forsvaret til den del hvor kampen raser hårdest. Dette besværliggøres betydeligt, når samtlige fæstningens hovedfærdselsårer er blokeret af skibe. En sådan overvejelse gør Skaaning sig ikke. Til gengæld anfører han, at skibenes tilstedeværelse er skyld i, at fæstningerne havde hele fire svaghedspunkter, nemlig fire porte hvor normale fæstninger indrettet med militær fornuft blot har en eller to. Årsagen var, at ellers kunne skibene ikke alle komme ind i fæstningen, fordi de ikke kunne passere det store vagttårn placeret i midten (s. 60)!! Et tårn i midten af trelleborgene er så sandelig en kontroversiel ide. Anmelderen har i alle fald aldrig hørt om det før, og har heller ikke været i stand til at finde nogle belæg for det i den arkæologiske litteratur. Skaaning giver her bemærkelsesværdigt nok ingen henvisninger, og pudsigt nok er tårnet fraværende i samtlige illustrationer i værket, hvori ringborgene gengives (6 stk.). Hvad angår indførslen af skibene i borgene, så glemmer Skaaning i sin ’indtogsorden’ at tage højde for terrænet. Ved Trelleborg for eksempel, falder terrænet ud for to af portene ganske betragteligt, hvilket gør det usandsynligt, at man har brugt kræfter på at hale fire skibe op til hver af disse porte. Ang. Trelleborg skal i øvrigt anmærkes, at Skaaning er af den opfattelse, at de tretten af husene i forborgen skal have været anvendt som fangelejr for Haralds støtter efter de tabte slaget ved Trelleborg, på trods af at arkæologerne ikke har fundet spor af ildsteder i de pågældende bygninger, og derfor mener der er tale om stalde og opmagasinering.

Ovenstående skulle gerne give en potentiel læser et billede af, hvorfor hovedemnerne i bogen er problematiske, men desværre er det ikke blot, hvor forfatteren har en særlig overbevisning om historiens sammensætning, at fremstillingen halter lidt. Der er også en del mere generelle ting i bogen, som kunne være gjort bedre. Skaaning bruger til tider tid på temaer, som er så spekulative og til dels uden indflydelse på Svends virke, at man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de er medtaget. En relativering eller udspecificeret forklaring på sådanne tings rolle i Svends liv og samtidens forhold kunne nok have sikret en retfærdiggørelse af deres medtagelse, men sådanne forekommer ikke udspecificeret. Eksempelvis foretages en gennemgang af, hvem Svends mor muligvis var. Denne gennemgang af hypoteser om Harald Blåtands ægteskabspolitik/diplomatiske forbindelser, herunder en teori om at Svend blev forstødt af sin fader, er i sig selv ganske interessant, men som Skaaning selv bemærker, spekulativ og uden beviser. Dog forhindrer det ikke, at Skaaning i forlængelse heraf opstiller en endnu mere spekulativ hypotese om, hvor Svend er vokset op (s. 28-30). Underligt nok startes hypotesen omvendt med en beskrivelse af stedet, derpå en argumentation og til sidst den kildeoplysning, der oprindeligt skulle have ledt en på sporet af stedet. Men måske er rækkefølgen stillet op efter forfatteres tankerække ved identifikationen af stedet. Stedet er Søllested på Fyn. Her er der i en stormandsgrav fra ca. 965-975 gjort nogle rige fund (hvilket gør Skaaning i stand til at bringe nogle fine billeder af nogle gyldne mankestole), hvilket udpeger stedet som rigt nok til en kongeætlings opfostring. Dette understøtter Skaaning med en oplysning fra Kong Valdemars jordebog om, at Søllested var en kongelig ejendom til en værdi af 30 mark guld, og derfor faktisk ikke bare var rigt nok, men også en kongelig besiddelse. Ergo et sted hvor Svend kunne have trådt sine barnesko. Der bemærkes intet om, at jordebogen ikke bare er mindst et kvart årtusinde yngre, men også at ejendomsforhold også i middelalderen skiftede relativt hastigt. Den kilde, der i øvrigt peger i retning af Søllested, er ingen ringere end den ’tvivlsomme’ Jomsvikingesaga, der oplyser, at Svend i sin barndom skulle have boet hos sin fosterfader, sagnhelten Palnatoke, der skulle være fynbo. Man kan spørge sig selv, hvorfor Skaaning bruger tid på dette; muligheden for at bringe et par gode billeder? Når man bag på bogen læser, at forfatteren er bosat i Glamsbjerg på Fyn, ca. 4 km øst for Søllested, så kan man godt tænke, at det er påfaldende, at Svends barndom placeres lige dér.

Som det nok fremgår, så er der en del problematiske ting i Skaanings værk, og desværre udgør det ovennævnte ikke en udfyldende liste. Dertil kommer så ’skønhedsfejlene’. Billedsiden for eksempel lader noget tilbage at ønske. Personligt er anmelderen en stor tilhænger af et godt billedmateriale, særligt i værker af en bredere formidlende karakter er det vigtigt med en god billedside. Og billedernes kvalitet eller antal fejler da heller ikke noget, billederne er generelt af høj kvalitet og antallet passer rigtigt fint. Det er snarere valget af enkelte billeder og deres akkompagnerende tekst, det halter med. Billedsiden bør altid understøtte og udbygge teksten, derfor er det trist, at nogle billeder bringes enten lidt for tidligt eller for sent i teksten til egentligt at understøtte den hændelse, de skal illustrere. Værre er det, at enkelte billeder intet eller kun meget lidt har at gøre med teksten. Eksempelvis forekommer en illustration af kirken Old Minster samt en illumination fra charteret til New Minster, hvis eneste tilknytning til teksten er en generel gennemgang af klosterreformen i England i 900-tallet (s. 110-113). Ligeledes kan nævnes billedet af en broche (s. 62) hvis motiv (4 cirkler m. slyng a la vore dages tegn for historiske seværdigheder placeret i en firkant, og dermed med korsformede ’veje’ imellem) beskrives som værende ”muligvis en kunstnerisk gengivelse af en trelleborg”. Fantastisk billede at et smukt smykke – meget søgt tilknytning til teksten. Værst er det at to af de bragte billeder (s. 110 og 161) er i overhængende fare for at drukne værket i juridiske copyrightproblemer, da der mangler billedkildeangivelser til disse gengivelser af middelalderlige illuminationer. Dette må dog ligge forlaget mere end forfatteren til last.

En langt værre ’skønhedsfejl’ er dog, at værket på enkelte punkter modsiger sig selv. Det kan skyldes at der har sneget sig fejl ind i manuskriptet. Dem er der nemlig et par andre af: eksempelvis anføres i forbindelse med den ovennævnte Toke Gormsen og runestene, der er vidnesbyrd om hans ’lederskab af Jomsvikingerne’, at kilderne er to runesten fra Hällestad, mens der på samme sides midte og bund anføres tre Hällestad sten (s. 33). Sådanne ting har det med at smutte gennem korrekturen, men selvmodsigelsen burde forfatteren have fanget – med mindre der ikke er tale om en fejl, formuleringen kunne nemlig godt tolkes, som om det er bevidst. Det anføres at Hakon den Gode af Norge indfører en søleding efter dansk model (s. 22); det er også sådan den danske leding fremstår i resten af værket, og på intet tidspunkt giver Skaaning udtryk for at det nogensinde skulle have forholdt sig anderledes. Bort set lige fra på side 23, hvor det anføres at: ”Den norske leding havde ikke som den danske en fortid som rytterileding.”!!!!!!! Hvis der ikke her er tale om en fejl, så er det en meget kontroversiel tese, Skaaning her får listet ind (igen uden diskussion eller kildeangivelser). Dette strider i mod al nyere forskning, hvilken Skaaning ikke kan være helt ubekendt med, da dele af den forekommer på hans litteraturliste. Seneste samlede fremstilling om ledingen på listen er Niels Lunds disputats ”Lid, leding og landeværn”, og hvis Skaaning baserer sin rytteribaserede leding i ’Arilds tid’ på dette værk, så er der tale om en meget kreativ læsning. Al nyere forskning om rytteri som et bærende taktisk element i den danske militære organisation peger på, at dette først indføres i 1100-tallet (jeg henviser her hovedsageligt til phd. Thomas Heebøll-Holms foredrag givet på den Internationale Middelalder Kongres i Leeds 2007 samt sammes artikel under publikation i Historisk Tidsskrift).

Men hvad skal man så mene om værket som helhed? Ja, det kommer jo an på, hvilke kriterier man bedømmer det efter. Spørgsmålet er, hvor værket lægger sig på en skala mellem videnskabeligt og ren formidling. Hvis man betragter det som et videnskabeligt værk, hvilket vel næppe er tilladeligt givet det tvivlsomme historiske håndværk, så er der tale om intet mindre end en katastrofe. Mod at der skulle være tale om et videnskabeligt værk tæller dog også det brede tema kontra de få sider (200 inklusiv alt), den knap så kildebundne stil og det malende narrativ, hvormed der berettes om begivenhederne. Men som ren formidling er det også forbundet med problemer. Værket har ovenstående til trods faktisk sine gode sider i formidlingsmæssig øjemed: den overordnede ide med at gennemgå Svends virke og hans nære fortid kronologisk, krydret med lidt diskussion og argumenter samt beskrivelse af internationale forhold af betydning, fungerer ganske fint. Den diskussion der er, holdes kortfattet så det sænker bogens tempo, og særligt narrationen, der beskriver Englands erobring, er levende og flyder glimrende. Som ren formidling fungerer bogen som sådan ganske godt - vel at mærke for den ukritiske læser. Og dette publikum skal uden tvivl nok finde frem til værket. Men det er også her, det problematiske opstår. Med sin pletvise brug af noter, diskussion og kildeanførsel samt det, at bogen indeholder både et engelsk resume og en litteraturliste opdelt i historiske kilder, arkæologiske ditto samt litteratur og historisk litteratur, fremstår værket mere videnskabeligt, end det egentlig er. Kombineres dette med værkets bastante og konstaterende facon i behandlingen af de kontroversielle teser, så opstår der en ’farlig cocktail’, som kan vildlede den læser som ikke er skolet i kritisk læsning eller har den store baggrundsviden. Således kommer forfatterens egne, upåviste ideer til at fremstå som forskningsmæssige fakta. Og dette er som bekendt ikke et succeskriterium for god formidling.

Bedst er det nok at bedømme værket ud fra sine egne målsætninger. Titlen er, ligesom temaet, Svend Tveskæg. Det drejer sig om hans person og virke. I forordet lægges op til en vurdering af kongens personlighed, dette underbygges af at bogen indledes med 4 kildemæssige udtalelser om hans væsen (fra henholdsvis Encomium Emmae, Saxo, Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen) – en meget tankevækkende indledning. Selvom kongens kvaliteter og karaktertræk løbende gennem bogen strejfes, så kommer de aldrig entydigt i fokus. Til tider forsvinder Svend sågar nærmest ud af værket, særligt under Englands erobring er han meget anonym (hvilket til dels skyldes kildesituationen – men når nu Skaaning så mange andre steder frit teoretiserer, så hvorfor ikke også her). Der kommer aldrig en egentlig, samlet karakteristik af Svend og hans kongegerning; værket slutter brat med hans død og hans søn Knuds hjemrejse. Ingen vurdering, ingen diskussion, intet opsummerende portræt af Svend. Set i et sådant perspektiv, når værket heller ikke her i mål.

Men hvad skal man så stille op med det? Det er ikke utænkeligt at bogen kunne anvendes i universitetsundervisningen. Ikke blot som skræmmeeksempel på hvordan man ikke må behandle sine kilder som historiker, hvordan man ikke argumenterer og hvordan man formidler/ikke formidler. Men fordi de mest kontroversielle bøger ofte giver et bedre udgangspunkt for debat og inddragelse. For Skaaning har faktisk fat i nogle vigtige temaer, som bør revurderes eller studeres: det fortsatte mysterium om ringborgene (det anbefales måske at kigge med rent militærhistoriske briller), Jomsvikingerne – eller nok rettere Wollinernes – rolle i magtspillet i Østersøen, Skånes stilling i det danske rige anno ca. 1000 (Skaaning mener, at Skåne er meget selvstændigt under Englands erobring), forholdet mellem herreder og antallet af huse i ringborgene samt Svends aktive/passive rolle i den taktisk/strategiske del af Englands erobring.

Der bør være lagt grundigt op til debat. Spørgsmålet er blot om faghistorikerne vil gribe bolden, det kræver nemlig, at man er villig til at debattere værket og dets teser seriøst, også selv om det måske mest frister til faglig hån. Tænk blot på Palle Laurings ”Danmarks håb og horn”.

God læselyst til dem, der tør, dem der vil forarges, dem der vil inspireres, dem der vil debattere eller dem der bare vil underholdes (husk at lægge de kritiske briller i vindueskarmen!).