BogFeature
Strenge tider - København i krig og fred 1943-49

Af Cand. Mag. Lulu Anne Hansen, HSB

”Strenge tider. København i krig og fred 1943-49” er titlen på 99. årgang af Historiske Meddelelser om København. Titlen taget i betragtning vil det måske overraske nogle læsere, at det ikke umiddelbart er den almindelige københavner, der fylder mest i artikelsamlingen. Blot to af de seks indlæg omhandler udelukkende forholdene for det, man kunne kalde ganske ”almindelige” danskere. De øvrige artikler kaster til gengæld interessant og relevant lys over forholdene for en ofte overset gruppe, nemlig flygtningene, og netop gennem fremstillingen af deres forhold siger bogen alligevel en del om stemningen i netop den brede danske befolkning. Bogen beskæftiger sig både med de tyske flygtninge og med de danske jøder, der måtte flygte i forbindelse med jødeaktionen i oktober 1943. Bogens kronologiske afgrænsning markeres netop af de danske jøders flugt i 1943 og hjemsendelsen af de sidste tyske flygtninge i 1949. Hovedvægten ligger dog på fremstillingen af forholdene for de tyske flygtninge. Hele tre indlæg er dedikeret emnet.

I artiklerne ”Midt i en mørketid” om den tyske flygtningelejr på Kløvermarken og ”Kastrupfortet” om en lejr for uledsagede tyske flygtningebørn giver hhv. Ulf Kyneb og Kirsten Lylloff et sørgeligt indblik i forholdene for de mange tyske flygtninge i Københavnsområdet. Lylloff har tidligere beskæftiget sig med emnet. Artiklen bygger på hendes ph.d. afhandling fra 2006, og hun afdækker her, hvordan Kastrupfortet i realiteten fungerede som en slags stat i staten. De danske myndigheder afskrev sig i praksis mere eller mindre ansvaret for børnene, hvilket i perioder ledte til grov misrøgt.

Hos Kyneb får vi et indblik i lejrdriften og særligt i de spændinger, der kunne opstå mellem folkene på gulvet i form af de danske lejrledere og overordnede institutioner som fx vagtværn, politi og kommunale myndigheder. Kyneb dokumenterer bl.a., hvorledes presset fra borgere og forældre for at få tømt de københavnske skoler for flygtninge vejede tungere end hensynet til at sikre dem humane forhold. Det er en af Kynebs hovedpointer, at jo tættere den enkelte medarbejder var på flygtningenes hverdag, jo mere humant var vedkommende ofte i stand til at behandle dem. Det ledte flere gange til brud på de reglementer, der centralt var fremlagt af flygtningeadministrationen.

Særlig interessant er Kynebs omtale af forsøgene på at opdrage flygtningene til demokrati uden at give dem reelle demokratiske rettigheder. Han bemærker bl.a., hvordan valg til tillidsposter i lejren havde karakter af skinvalg, og hvordan flygtninge, der klagede over forholdene til udenforstående, som regel efterfølgende blev presset til at underskrive et dementi. Desværre fortæller Kyneb ikke noget om, hvor ofte sådanne klager forekom. Hvordan opfattede flygtningene selv deres vilkår? De illegale blade propaganderede i besættelsens sidste måneder mod flygtningene, bl.a. ved at henvise til deres arrogance og frækhed. Af en flygtning forventedes nu engang taknemmelighed, og det kunne være interessant at få et indblik i klagernes hyppighed.

Både i Kyneb og Lylloffs fremstillinger er det stereotypiseringen og objektiviseringen af flygtningene, der står i forgrunden sammen med den uforsonlighed, hvormed de mødtes. At modviljen også gennemsyrede selve de institutionelle rammer og her ledte til en reel dehumanisering af flygtningene, vækker endnu til eftertanke. I den forbindelse ville det have været interessant, hvis forfatterne havde forholdt sig til den offentlige propaganda mod de tyske flygtninge, både før og til dels efter befrielsen. Når en ansat i fremmedpolitiet, idet han afviste en dansk families ansøgning om at beholde et tysk flygtningebarn, henviste til, at ”mange” af de såkaldte Wienerbørn under besættelsen havde vendt sig mod danskerne, var der vel tale om en direkte overtagelse af en af de illegale propagandaparoler. 

Afslutningsvis leverer Rasmus Mariager et andet perspektiv på objektiviseringen af flygtningene. Det handler i artiklen ”Forhaling og forhandling” om de tyske flygtninge som forhandlingsobjekt i den benhårde realpolitik, der tegnede udenrigspolitikken i de umiddelbare efterkrigsår. Da den først befrielsesrus og begejstring for briterne havde lagt sig, blev det nemlig tid at forhandle om udstationeringen af danske besættelsestropper i Tyskland. Her var flygtningene et værdifuldt forhandlingsobjekt. Igennem Mariagers artikel knyttes således et bånd mellem de tyske flygtninge i Danmark og de storpolitiske forhold, der på mange måder var bestemmende for deres skæbne.

Mens de tyske flygtninge af Kyneb og Lylloff fremstilles som passive ofre for det tyskerhad, der i den umiddelbare efterkrigstid prægede samfundslivet, punkterer Sofie Lene Bak netop myten om de jødiske flygtninge som passive ofre. I artiklen ”Indtil de vender hjem”. behandles Københavns Socialtjenestes arbejde med at administrere de danske jøders tilbageværende ejendomme efter flugten til Sverige. Bak viser ved hjælp af et spændende arkivmateriale fra Socialtjenesten, hvordan de danske jøder ofte havde været særdeles aktive inden flugten. Mange havde gjort deres for at sikre egne forhold bl.a. ved at lave aftaler med naboer og bekendte. Mange gange var der derfor noget for Socialtjenesten at bygge videre på, da den allerede 2. oktober 1943 fik til opgave at drage omsorg for de flygtede jøders ejendele. Det skete med overraskende stor systematik og grundighed, og det er Baks pointe, at Socialtjenestens arbejde som koordinerende og administrerende instans var af helt afgørende betydning for den danske succeshistorie. På den måde støttede man de lokale netværk og kontakter, der stod alene med ansvaret for det efterladte, mens det langt hen ad vejen lykkedes at afværge, at mindre velmenende personer udnyttede jødernes pludselige afrejse.

Det fremgår af de ovenfor omtalte artikler, hvor tæt flygtningenes skæbne var knyttet til de generelle samfundsforhold og stemninger. To af bogens artikler bidrager til forståelsen af, hvordan den almindelige dansker opfattede besættelsessituationen og ikke mindst, hvad det var for fjendebilleder, den bragte med sig. I Palle Roslyng-Jensens artikel ”Små patrioter” gives et indblik i, hvad det var for oplevelser, der gjorde særligt indtryk på en gruppe drenge i skolealderen. Det drejer sig om 13-14års drenge fra 3. fri mellem på Strandvejsskolen på Østerbro. Drengene fik i januar 1946 til opgave at skrive stil under titlen En oplevelse under besættelsen. Roslyng-Jensen vil vise, hvordan børnene erindrede selve besættelsen så kort efter, og hvordan det afspejlede børnelivet. Det er måske ikke så overraskende, når Roslyng-Jensen afdækker, hvorledes børnene tilsyneladende ikke overtog forældrenes partipolitiske tolkningsmønstre, men det er en særlig pointe, at drengene allerede i samtiden synes bevidste om, at besættelsen var af enestående historisk betydning. Ligeledes er det interessant, hvordan de tog de voksnes fjendebilleder og patriotiske begrebsverden til sig.

Den interesserede læser kan desuden glæde sig over, at der i slutningen af artiklen findes et optryk af drengenes stile. Det giver mulighed for yderligere at reflektere over Roslyng-Jensens tolkninger. Netop i relation til de tyske flygtninge fremhæver Roslyng-Jensen en drengs beskrivelse af, hvordan nogle lig fra et flygtningeskib smides på kajen i Frihavnen for herefter brutalt at blive læsset på en lastbil. Roslyng-Jensen lægger i sin tolkning vægt på, at beretningen undtagelsesvis udtrykker en afstandtagen til behandlingen af flygtningene. Men beretningen kunne også illustrere drengens overtagelse af nogle samtidige tolkningsmåder, hvor flygtningene blot er et middel til en pointe. I den originale beretning er det nemlig Hipo, der udfører handlingen, ligesom det er dem – ikke flygtningen, der dominerer beskrivelsen. En nuanceforskel muligvis, men den er relevant, fordi det måske ikke er sympati med flygtningene, men derimod bekræftelsen af det etablerede billede af Hipo-folkenes brutalitet, der driver fremstillingen. 

Endelig rummer bogen et optryk af de dagbogsoptegnelser, som den kommunalt ansatte Erik T. Jensens skrev under folkestrejken i København i 1944. Jensen færdedes på cykel i centrum af urolighederne, og optegnelserne rummer mange interessante observationer, bl.a. vidner de til dels om de dilemmaer, han som kommunalt ansat stod over for under strejken. Man kan dog spørge sig selv, om Jensen er så streng og saglig en iagttager, som han i bogens indledning udråbes til. I sønnens kommentar til optrykket, får vi at vide, at faderen senere var tvunget til at gå under jorden. Jensens tolkninger viser, at han så oprøret som relativ kontrolleret. Det viser fx hans beskrivelse af hærværksaktionen mod slagtermester Trebbien i Rantzaugade. Jensen vil vise, at aktionerne ikke udsprang af gadedrengestreger.

Bogen er samlet set interessant, ikke blot fordi den tilbyder flere nye aspekter på allerede kendte emner, men også fordi den i sin sammensætning forener den brede befolkning og de herskende helte- og fjendebilleder med fortællingen om de enkelte flygtningegruppers forhold.