BogFeature
Store forandringer

– 61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne.

Af Erik Helmer Pedersen

Midt i en krisetid for den moderne samfundsøkonomi kommer den meget produktive historiker-pensionist Søren Mørch med en stor samling historier, 61 i tallet, om den moderne verdens tilblivelse og udvikling. I forordet bekender han sig uden omsvøb til den moderne, vestlige civilisation, som den folder sig ud lige for næsen af os med ”industrialisering, markedsøkonomi, globalisering, sekularisering og individualisering…”. i sit kølvand. Det har fået velmenende folk til at rejse det spørgsmål, om han slet og ret er gal eller dum? Ingen af delene forsikres det, men kendsgerningen er, at der i det 21. århundrede intet findes over eller ved siden af civilisationen, i hvert fald som Søren Mørch opfatter den. I hans tid er den moderne verden gået frem med syvmileskridt, og dens aktuelle statusopgørelse viser ingen røde tal på bundlinjen. På vejen frem mod dette jordiske paradis er vi heldigvis sluppet forbi rædselsvækkende fejltagelser som nazisme, stalinisme <der står ikke socialisme!> og maoisme. Alle har fået det godt, bortset fra de fattige og forsultne, men det er ikke alene forf.s, men også læserens problem, pointeres det. Her påkaldes den græske digter Pindar, som omkring 445 f. Kr. trøstede den sygdomsramt Hieron: ”For ét gode, to onder – det er gudernes gave til os dødelige”.  ”Kort sagt: Dannede mennesker har pligt til at være glade”, fastslår Søren Mørch, og signalerer allerede her en tilslutning til den hollandske filosof af jødisk æt, Baruch de Spinoza. I dennes posthumt udgivne ”Etik” fra 1677 påpeges det nemlig, at fornuft og følelser ikke er hinandens fjender, men i stedet nærmest forudsætter hinanden.

Derefter går Søren Mørch i gang med at fortælle sin historie over 8 bøger, én for én, sammenfattet i et indledende paralipomenon med reference til Krønikernes bøger i Det gamle Testamente. I første bog om ”Historien, tiden og rummet” med Thukydid som rollemodel opfattes historien som en bog, hvori der hele tiden vendes sider, og hvor tiden inddeles som i den gregorianske kalender som udtryk for det nutidige, problemfri kalenderregnskab. Op af lommen haler man sit moderne kvartsur; dermed kan man overholde den punktlighed og akkuratesse, der er selve forudsætningen for at handle moderne. Ved at sammenknytte tiden med rummet, som det skete i 1400- og 1500-tallet, gjorde man engle, trolde, nisser og andre mirakeltegn husvilde, og forstanden flyttede ind i stedet. Kunsten i den græske udformning eller ”græske vending” skildrede ikke længere evigheden, den blev i stedet menneskeværk i en stadig higen efter det fuldkomne.

Bog 2 om ”Sproget, talen og skriften” fastslår med den franske sprogfilosof Ferdinand de Saussure , at alting foregår her og nu i sproget og ikke andre steder, men samtidig angives der noget højere, noget andet bag ved. Når man først har fået genstanden beskrevet – og det skal iflg. den danske sprogforsker Louis Hjelmslev ske modsigelsesfrit, udtømmende og på simplest mulige måde – er man sat i stand til at indhøste den nødvendige erfaring. Skrift er her at foretrække som fikseret erfaring; den gør det muligt for det moderne menneske at tvivle på alt og alle, også sig selv. Med den moderne kommunikationsteknik bliver mediet budskabet, en ny form for mundtlighed, og Søren Mørch opfatter her 11. september 2001 som verdens hidtil største og mest vellykkede mediestunt. Beklageligvis åbner det arabiske sprog med dets nære tilknytning til en mundtlig kultur en ”kløft - afgrund fristes man til at sige – ” mellem dem og os. Det var derimod grækerne, som ved at ”opfinde” et alfabet med kun 23 tegn banede vej for en skriftsproglig kultur og en filosofi, der er et uomgængeligt grundlag for europæisk/vestlig (natur)videnskab. ”…Der findes ikke nogen anden form for videnskab. Punktum”.

”Viden er magt” er overskriften til Bog 3, og her er bogtrykkerkunstens nærmest identitetsløse opfinder Johann Gutenberg helten. Og det lykkedes helt ubegribeligt i første forsøg gennem hans 42-linjers bibel. ”Faget historie handler stort set ikke om andet”, lyder forf.s kommentar. Og hvad mere er: I hælene på Gutenberg og hans samtidige Johann Neumeister skabtes så at sige den moderne verden, baseret på markedsøkonomi og organiseret på industriel-kapitalistisk vis. ”Produktion og afsætning er hinandens forudsætninger i mere end én forstand”. I det sene 1400-tal kom 15-20 mio. bøger på markedet, især til glæde for de kloge europæere i strøget fra Oxford til Marseille-Triest-Bremen og hjem igen.

Den viden og indsigt, der her stilledes til rådighed, førte europæerne verden rundt i verden på en endeløs opdagelsesrejse, alt imens hjemlandene plagedes af endeløse krige. Andre kulturer, især den kinesiske, har gjort store opdagelser, men de gik i glemmebogen; i Europa blev resultaterne fastholdt i bøger. ”Reformationerne ... blev den første revne i den religiøse livstolknings fundament”. Det ledte til udmattende religionskrige og derpå en århundredlang hvileperiode, inden befolkningsforøgelsen med dens mange konsekvenser skabte eller måske snarere gennemtvang den moderne verden.

”Vendingen” introduceres i 4. bog. Forudsætningen er renæssancekulturen med dens langtrækkende virkninger i konsekvens af dens boglige registrering, hvorimod selve vendingseffekten hentes fra astronomiens gebet. Den kopernikanske vending med solen i universets centrum i stedet for jorden ophæver den religiøse tilværelsestolkning. Gud er død. Punktum.

I 5. bog om Myten videreføres opgøret med den katolske kirkes opfattelse af jorden som universets centrum og da personificeret i Galilei med sine kikkertobservationer som dets nedbrydende kraft eller med andre ord kampen mellem det heliocentriske og det geocentriske verdensbillede, en kamp, der langtfra er ført til ende. I samme retning peger naturvidenskabsmanden Newtons epokegørende sammenskrivning af den eksisterende viden i form af en ny syntese ved hjælp af en omfattende ny matematik. At han ikke troede på den treenige Gud og i øvrigt syslede med trolddomskunster, holdtes da i det gedulgte.

Med 6. bog Staten drøftes statsbegrebets sammensmeltning med fyrsten som person i en nærmest overdådig skildring af Versaillesslottet som et stykke stort teater med den franske kongemagt som hovedperson. En nutid vil helst opleve barokken og dermed Versailles som kunst, men Ludvig 14. ville have kongen som person smeltet sammen med staten som begreb. I så fald ville folk gøre mindre oprør. Kongemagten eller det fjerde monarki får en hellig, helbredende funktion, begrundet dels på legitimiteten. Enevælden skabte og dyrkede sig selv, derfor kom der en revolution i 1789, og det er måske dens største succes, moderne set. Et fælles træk ved den europæiske civilisation i 15-17- århundrede er en opdeling af menneskelivet i forskellige livsfærer: religion, politik, kunst m.m., og med menneskerettighedserklæringen har den europæiske civilisations skabt sin største bedrift.

  Med 7. bog: Det politiskes begreb præsenteres vi for ”den anden Gevaldige” af den tyske digter og samfundsdebattør Thomas Manns tre helteskikkelser inden for tysk kultur: digteren og gehejmeråden Johann Wolfgang Goethe. Den første er reformatoren Morten Luther, som Søren Mørch har drøftet tidligere i sin fremstilling, og den 3. er politikeren Otto von Bismarck, som behændigt gemmes af vejen. Søren Mørch samler her sin Goethe-beskrivelse (og store fascination) omkring digterens livslange beskæftigelse med figuren Faust, et projekt i Søren Mørchs optik om menneskets dannelse gennem livet og kunsten, hvor det enkelte menneske er i stand til at forklare sig selv, forme sig selv gennem en individuel stræben i frihed og måske også i ensomhed, vurderes det. Som Søren Mørch anskuer det, er det alles problem, om verden kan begribes på en bedre måde end faustisk: Som en gave fra Fanden <med stort forbogstav!>, der giver mennesker alt hvad de ønsker, så længe de er utilfredse. Med Napoleons resolutte nedbrydning af det europæiske fyrstehus som turbo bringes vi over i en tæt skildring af de mange fremskridt på statsforvaltningens og pædagogikkens område, preussiske reformatorer anslog som tema, men knapt nok realiserede. Det måtte andre tage sig af. Kun på det militære område skabte den preussiske samfundsreformation paradoksalt nok blivende resultater. Når en Wilhelm von Humboldts dybsindigt udtænkte uddannelsessystem for den højere undervisning ikke kom til at fungere efter hensigten, drager Søren Mørch den konklusion, at forskningsbaseret undervisning pr. definition er elitepræget og næppe kan praktiseres på  et masseuniversitet”. ”Og som Grundtvig synger: ”Når skyggen er ligest, da hulke de små, som stirre derpå””.

Goethe-fascinationen krones i 8. bog med, at han udnævnes som ”En moderne rollemodel”.  Goethe brugte det meste af sit liv på at skabe sig selv som et kunstværk, så det kunne fremstå i lutret skikkelse for offentligheden. Han lærte herigennem at adskille sit politiske og samfundsmæssige liv fuldstændigt fra sit moralske og poetiske, men Søren Mørch stiller da det spørgsmål: Hvad er det for en politik, der kommer ud af, at en minister og politiker adskiller sin moral fra sin politiske virksomhed?  Efter Søren Mørchs opfattelse er Goethe en overgangsskikkelse mellem den traditionelle civilisation på den ene side og på den anden en moderne form, som foldede sig ud hurtigere, end han selv ønskede det. Han måtte sluttelig gøre regnskab med sit liv, og her kommer Faust ind i billedet, et projekt han havde tumlet med siden barndommens tid. Desuden søgte han med æstetikken som våben at skyde Newtons verdensbillede i sænk og fik da af de fleste videnskabsdyrkere hæftet prædikatet landsbytosse på sig. Med en tysk forsker Albrecht Schöne som belæg mener Mørch derimod, at farvelæren bedst kan læses som et teologisk værk med klassisk kirkeretsligt anlæg. Schönes pointe er væsentlig, betones det; forskellen mellem Newtons og Goethes naturerkendelse er som forskellen mellem religioner; man kan ikke tjene både Gud og Mammon. Newtons lære er videnskab og kan falsificeres i en uendelig proces, Goethes naturindsigt er uvidenskabelig, da den ikke kan falsificeres, men er på egne præmisser dybsindig og meningsfuld. Og døden ville han som født udødelig intet vide af, og her erindres vi igen om Spinoza, som ved sin afvisning af tanken om døden realiter skabte det moderne menneske. I Søren Mørchs fortolkning går spinozismen ud på, at ”Guds væsen er naturen. Gud er altså ikke i eller hersker over verdensaltet. Han er Verdens alt, naturen”. Goethes følges her til det sidste; den 22. marts 1832 ved middagstid lider han ”den vanskelige Død”, slutter Søren Mørch sin skildring.

 I en afsluttende redegørelse, lidt krukket betegnet som ”Varedeklaration”, søger forf. at perspektivere sin fremstillingsform som et udtryk for den reformatoriske historieopfattelse, som bogen bygger på. Han opfatter nærmest sig selv som en støvekost, der i ét svøb fejer alt det gamle og utidssvarende i dansk historisk arbejde ud og erstatter det med mikroundersøgelsens direkte mand-til-mand historie, hvor historikerne møder sin læser på lige fod, og hvor kravet til enetalens gyldighed kan konkretiseres til at være modsigelsesfri, udtømmende og simplest mulig og dermed ”kunne accepteres som ”objektiv””. Hov! Her slap det famøse ord ”objektiv” ud af den sæk, forf. ellers har brugt megen tid på at få lukket forsvarligt til, men der kastes lynhurtigt et par beskyttende anførselstegn rundt om ordet.

Ikke for første eller næppe sidste gang foretages her et opgør med Kr. Erslevs klassiske kildekritik, især den hierarkiske rangfordeling inden for det historisk-kritiske analysesystem med kilderne placeret øverst. Det er i bedste fald vildledende, hævdes det. Kilderne opstår i stedet som resultatet af en forudgående analyse. I tråd dermed svinges riset over de formastelige, der drister sig til at anvende begrebet den historiske virkelighed. Danske historikere, som de er flest, er efter Søren Mørchs opfattelse havnet i en fælde og holdes kun oppe i malstrømmen ved krampagtigt at klamre sig til redningsflåden med påskriften ”Metoden”. I stedet skal man med hans kollega fra tiden i Odense, Liv Egholm, blot undre sig, så sænkes redningskransen straks ned til én.

Efter anms. personlige opfattelse vil det nærmest være en halsløs gerning at udmønte dette begreb i brugelige normer for god historikervirksomhed; derfor er det utilrådeligt at læse eller bruge mikrohistorisk litteratur uden at have H. P. Clausens uopslidelige Hvad er historie? lige ved hånden. Ganske vist tyr Søren Mørch til et sidste mikrohistorisk greb eller snarere kunstgreb, den såkaldte ”kontekstualisering”, som ret beset er den historiske grundviden, man har erhvervet sig inden udrejsen til historiens ukendte land, og som ens mikroresultater derefter prøves på. Det kræver, at der rent faktisk foreligger en forudgående forskning, at nogen før én selv har fundet frem til et brugeligt (kilde)materiale. At Søren Mørch er særdeles godt bevandret i den litteratur, som knytter sig til bogens tematik, dokumenteres gennem den fyldige litteraturliste, han har lagt ud på sin hjemmeside. (www.sørenmørch.dk/) Det ville dog være et helt studie i sig selv at finde frem til de relevante brudstykker, der er gjort brug af i bogen.

Det er meget inciterende og stedvis lettere irriterende sommansir at følge Søren Mørch på hans aldrig afsluttede opdagelsesrejse ind i historiens verden. Det har sine forhindringer, erkendes det; skal man have noget rigtigt interessant at vide, kommer ”billedet af en selv og ens fordomme… til at fylde umådeligt meget – principielt det hele”. Her er det, som billedet af Goethe nogle steder dækker over forfatteren – og vice versa. Som moderne menneske kan forskeren naturligvis ikke give køb på sin videnskabelighed, men der må med Spinoza også være plads for menneskelige følelser og dermed for faktorer som etik og moral. De to ting forudsætter hinanden, og man får en ekstra belønning for sit bryderi med Søren Mørchs tekst gennem opdagelsen af, at venstre hjernehalvdel godt kan korrespondere med højre halvdel, ja at der faktisk findes en dobbeltsporet hjernebjælke med den funktion.

På én gang foruroliger og opmuntrer bogen sin læser. Suverænt styrer forf. sig selv og sin tematik gennem de mange hundrede sider, og selv om der er mange forsøg på at få en ”dialog” i gang med læseren, er det Søren Mørch, som fører ordet. Da glæder det én, at han er mildnet lidt med årene. Ikke så mange gange sættes et afgjort ”punktum!” Måske kan det afstedkomme en god snak med ”gammeldags” historikere.