|
Københavnernes vand, varme, lys og latrin gennem 150
år.
Af Hanne Fabricius, cand.phil.,
ph.d.-stipendiat
Kulturhistoriker
Jakob Ingemann Parbys ” Storbystrømme” gennemgår
udviklingen af det københavnske forsyningsnet
(rodnettet) gennem 150 år fra etableringen af det og
frem til i dag. Det vil sige det net af rør og
ledninger, der som et stort spind ligger overalt under
hele hovedstaden og forsyner os med vand, varme, el, gas
og kloakering. Samtidig er det også historien om
teknikken, om arbejdsforholdene, industrialiseringen af
hovedstaden, om byens udvikling og københavnernes
dannelse til moderne forbrugere.
Bogen er
udgivet som et samarbejde mellem Københavns Bymuseum og
Københavns Energi i anledning af Københavns Energis
150 års jubilæum og Industrikulturens År. Bogen lægger
desuden op til den særudstilling, der åbner den 29.
august 2007 på Københavns Bymuseum. Ligesom man fra
midten af august vil kunne se en række lysende
informationssøjler langs hovedstrøget i København,
der fortæller om alle de rør, bassiner, kabler og
tunneler, der som et usynligt net forsyner hovedstaden
med diverse former for energi og har gjort det siden
1857.
Bogen er
opdelt i fire kronologiske afsnit, der henholdsvis beskæftiger
sig med perioderne 1857-1900: Rodnettet etableres,
1900-1950: Ekspansion, krig og krise, 1950-1980:
Forbrugseksplosion og oliekrise og til sidst 1980-2007:
Markedet er frit.
I 1856
ophørte København med at være fæstningsby, og man
begyndte straks at rive de gamle byporte ned. Udenfor
byens volde var den militære demarkationslinje allerede
i 1852 blev flyttet ind på den anden side af søerne,
og hermed var et stort område blevet frigivet til
bebyggelse. Det betød, at byggeriet på broerne og
Frederiksberg eksploderede. I denne opbrudsperiode iværksatte
man også arbejdet med at føre København frem mod en
moderne by. Den første moderne kloakering blev
etableret, og de gamle rendestene forsvandt og blev til
underjordiske kanaler, der for altid forandrede københavnernes
dagligdag. De første gaslamper afløste i 1857 de gamle
tranlamper i de københavnske gader og lyste byen op,
som man aldrig før havde set det.
I 1892 oplyste det første elektriske lys byens
pladser og hovedstrøg, og overgangen fra de hestetrukne
sporvogne til de eldrevne forvandlede i 1902 byens
transportsystem. Frem til Første Verdenskrig aftog
sporvognene mere end halvdelen af byens samlede
elproduktion. I løbet af perioden udviklede
opvarmningen af byens lejligheder sig fra kakkel- og
petroleumsovne, gasradiatorer og -kaminer til
fjernvarmen dukkede op i 1925, og kraftvarmeproduktionen
i 1930, der kombinerer produktionen af el og varme.
Efter århundredskiftet
gik forsyningsindustrien ind i den næste fase, idet den
nu havde fundet sin form, og fra nu af udviklede sig til
en meget aktiv og ekspanderende virksomhed. Trods
periodens krige og økonomisk krise voksede
energiforbruget voldsomt, folk anskaffede sig
strygejern, radioer og støvsugere. Men stadigvæk var
vaskemaskiner, køleskabe og kaffemaskiner kun i sin
vorden, og noget man så på udstillinger. På
gadeplanet konkurrerede el- og gaslyset med hinanden
helt frem til 1963, hvor den sidste gaslygte endelig
blev slukket. I samme periode opstod også
lysreklamerne, lysaviserne, neonrørene og de første
forureningssager. Dog betød Anden Verdenskrig og besættelsen
at forbruget blev bremset kraftigt, ligesom det blev
tydeligt, hvor sårbart samfundet var overfor angreb på
forsyningens værker og ledningsnet.
Med sit
væld af oplysninger giver bogen læseren en hurtig og
god tekstgennemgang samt et godt overblik af de
forskellige energisystemers historiske udvikling gennem
150 år. Bagerst er en fyldig litteraturliste og noter,
for den læser, der får lyst til at vide mere om
rodnettet. Selve fagteksten er en meget fin blanding af
de mange oplysende billedtekster og fakta og tekstbokse.
Det hele er krydret med et væld af smukke
illustrationer. Et lille men er dog, at der mangler
oplysninger om, hvor de forskellige illustrationer
kommer fra og nogle gange årstal. I kolofonen fortælles
det, at når intet andet er angivet, så stammer de fra
Københavns Bymuseum og Københavns Energi. Det havde været
rart, om det var angivet mere specifikt under
billedteksterne.
De mange
gode illustrationer er til gengæld et fint miks af ældre
fotografier, malerier, skydeskiver, genstande,
tegninger, avisudklip, vittighedstegninger, reklamer,
skilte og meget mere, der fortæller om livet i København
frem til nutidens København. Man ser fotos af datidens
arbejdere, af børn der bader i den nu rørlagte Ladegårdså,
idylliske fotos af det gamle voldterræn, baggårde med
vandposte og retirader, maskiner, tegninger af
forlystelseslivet, hvor den nye gadebelysning for altid
ændrede københavnernes gå-i byen-vaner, fordi det nu
blev mere trygt at færdes ude, når det var mørkt.
Bogen er
sat op i et meget flot lay out, der generelt kendetegner
Lars Møller Nielsens produktion. Den er simpelthen lækker
i sin grafiske udformning af farvefotos, sort-hvide
fotos og tonede tekstbokse.
|
|
|

|
|
Jakob
Ingemann Parby:
Storbystrømme.
Københavnernes
vand, varme, lys og latrin gennem 150 år.
Udg. af
Københavns Bymuseum.
112
sider. 120 kr.
Københavns
Bymuseum >
|
|
|
|
|
|