[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Stentøj - Den kongelige Porcelainsfabrik 1912-1985

Af Jørgen Schou-Christensen

Umiddelbart fremtræder denne meget flotte publikation, rigt illustreret med især Pernille Klemps fotografier, som en gennemgang af den betydelige produktion af stentøj på Den kongelige Porcelainsfabrik i perioden 1912-1985 med de tekniske, kunstneriske og kulturhistoriske aspekter, der knytter sig til denne produktion, specielt med hensyn til stentøjets særlige glasurer, der er forfatterens oprindelige fagområde som uddannet civilingeniør.

Et afsnit om fabrikkens stentøjskunstnere udgør over halvdelen af publikationen og har næsten karakter af en selvstændig bog, i øvrigt aldeles fremragende.

Men andre af bogens afsnit fremtræder mere som forfatterens erindringer fra et langt virke på Den kongelige Porcelainsfabrik med et væld af oplysninger og personlige vurderinger om de mennesker, der har haft deres gang sammen med forfatteren på den gamle virksomhed. Få eller ingen anden på den danske keramiske scene har som den snart 80-årige Lautrup-Larsen på nærmeste hold kunnet følge, hvad der skete i dansk keramik i en meget lang og betydningsfuld periode. Det er selvsagt meget vigtigt, at sådanne iagttagelser bliver publiceret, tilmed i en meget flot, underfundig og læseværdig form, hvor erindringerne nok sommetider kan virke lidt indforstået, men på en charmerende måde og uden at miste for meget værdi som kildeskrift.

Det er naturligvis en særlig pointe, at forfatteren gennem sin stilling som bl.a. leder af udviklingsafdelingen, teknisk direktør og til slut medlem af koncernledelsen i Royal Copenhagen A/S selv er en væsentlig aktør i en stor del af den historie, han er vidne til. I passager af det digre værk bliver han tilmed emnets historiker, der forsker i vigtigt materiale i fabrikkens arkiv. Disse forskellige roller på samme tid kan naturligvis betragtes som lidt problematisk for seriøs historieforskning, men man har dog som læser i dette tilfælde en god fornemmelse af, at resultatet er korrekt.

For keramikinteresserede rummer bogen en række andre vigtige afsnit, næsten i sig selv små bøger – et helt lille stentøjsbibliotek, f.eks. om de tekniske forskelle mellem typer af keramiske produkter, en gennemgang af de forskellige glasurer og deres formler, et omfattende katalog over stentøjsmodeller og produktionen relateret til ca. 120 kunstnere eller kunstneriske medarbejdere, og en oversigt over mærker og signaturer. Alt bliver holdt sammen gennem et personregister, hvor fejl desværre har sneget sig ind i sidehenvisningerne vedrørende værkets sidste del, fra omkring side 390., hvorfra de ikke længere passer for resten af bogen.

Endelig må det nævnes, at forfatteren i et afsnit af bogen opregner det, han kalder stentøjsglasurkunstnerne, d.v.s. de teknikere, som arbejder kunstnerisk æstetisk med glasurerne og ikke kun teknisk. Lautrup-Larsen argumenterer for, at denne kategori af medarbejdere i teamet omkring stentøjsproduktionen ofte overses, men kan være så væsentlige for resultatet, at de burde signere værkerne på linie med stentøjskunstnerne.

Man synes, forfatteren kan have ret i dette, og betegnelsen stentøjsglasurkunstner gælder da ikke mindst Leif Lautrup-Larsen selv.

Alt i alt står vi med en bog, der følger mange spor og kunne have krævet en lidt skarpere redaktion, men alligevel er en bedrift og sikkert en født klassiker i litteraturen om dansk keramik i det tyvende århundrede.

 

Leif Lautrup-Larsen:

Stentøj - Den kongelige Porcelainsfabrik 1912-1985

Udg. af Nyt Nordisk Forlag

480 sider, ill., 499 kr.

            Nyt Nordisk Forlag >