BogFeature
Sri Lanka - fra selvstændighed til selvmordsterrorisme

Af Lone Alstrup.

Hvem og hvad forårsagede Sri lankas borgerkrig?
Hvilke aktører var aktive?
Hvilke interesser havde de?
Og hvilke episoder fik skelsættende betydning?
Det er disse spørgsmål Mikkel W. Kaagaard stiller i forsøget på at forklare og besvare bogens titel – hvordan kunne/kan Sri Lanka gå fra selvstændighed i 1948 til nu at være en stat af selvmordsterrorister.

I indledningen sætter Mikkel W. Kaagaard fokus på to af nutidens mest centrale spørgsmål:

1: Terrorisme og terrorismens årsager.
2: Drivkræfterne bag etniske konflikter, herunder konflikten mellem det primært kristne Vesten og islamiske organisationer med al-Qaeda i spidsen.
Bogen kan læses som et indlæg i debatten, om hvordan terrorisme og etniske konflikter opstår og bedst bekæmpes.

Sri Lankas befolkning består af flere etniske grupper, som adskiller sig fra hinanden mht. sprog, religion og kultur. Den dominerende gruppe er singalesere, som udgør 73,9 % - med singalesisk som sprog og buddhisme som religion. Tamilerne udgør 18,2 %, de taler tamil og er hinduister (herunder findes de såkaldte indiske tamiler, der er efterkommere af plantagearbejdere, som briterne hentede til landet fra den indiske provins Tamil Nadu). Den tredjestørste grupper er muslimske efterkommere af arabiske, indiske og sydøstasiatiske lejesoldater og handelsfolk, de taler næsten alle tamil og udgør 7,4 %. En lille del (0,3 %) af befolkning er de såkaldte burghers, efterkommere af englændere, hollændere og portugisere, som med tiden er blandet med den oprindelige befolkning.

Sri Lanka blev selvstændig i 1948 efter at have været en britisk koloni. Tilsyneladende gik adskillelsen godt, og det var lykkedes at skabe et på mange måder velfungerende demokrati, hvor det var politiske partier, der på skift havde magten, og ikke en oprørsregering. Konkurrencen mellem de to vigtigste partier, centrum-højrepartiet UNP og centrum-venstrepartiet SLFP var så intens, at den medvirkede til spændinger mellem det singalesisk-buddhistiske flertal og det tamilsk-hinduistiske mindretal. Disse spændinger blev med tiden til egentlig konflikt, der efter 1983 eksploderede i et orgie af vold, hvor både De Tamilske Tigre og regeringshæren har gjort sig skyldige i politisk vold, etniske udrensninger, tortur og andre grove bud på menneskerettighederne.

Bogen gennemgår konflikten fra starten til nu, hvor den bl.a. behandler emner som: singalesisk nationalisme, kampen om sproget (Sinhala only), det singalesiske etnokrati, borgerkrig og etniske udrensninger, våbenhvile og føderation eller enhedsstat.

I bogens afslutning konkluderes det, at diskrimination og marginalisering af mindretal kan føre til krav om løsrivelse af områder, som domineres af mindretallet. Yderligere, i Sri Lankas tilfælde, viser det, at hvis landets ledelse og sikkerhedsstyrker har tendens til at holde mindretallet kollektivt  ansvarligt for et begyndende voldeligt oprør, kan dette forstærke støtten til oprøret.

Det fremgår af bogen, at Sri Lankas borgerkrig på ingen måde er et resultat af hjernevask af oprørsoldater eller personkulten omkring LTTE- (De Tamilske Tigre) lederen Prabhakaran. Længe før De Tamilske Tigre havde marginalisering og radikalisering som følge af diskrimination af fredelige tamiler fået flere til at støtte en løsrivelse.

Mikkel W. Kaagaard er specialestuderende ved Aarhus Universitet på Institut for Historie og Områdestudier – han benytter sig af en historisk klassisk analyse i bogen, betydende at han kaster et kritisk blik på årtierne op til borgerkrigens start og tiden herefter.

Det lykkes forfatteren at svare på de spørgsmål, han lagde ud med i starten af bogen. Bogen er forståelig og let læst.

Der er mange navne i bogen, men i kraft af, at der foreligger et bilag med navne på præsidenter og premierministre er det muligt at holde rede på disse.  Yderligere findes et bilag med links, hvor man kan følge med i den aktuelle udvikling i Sri Lanka, så at sige fra dag til dag.