|
Af Lone Alstrup.
Hvem og hvad forårsagede
Sri lankas borgerkrig?
Hvilke aktører var aktive?
Hvilke interesser havde de?
Og hvilke episoder fik skelsættende betydning?
Det er disse spørgsmål Mikkel W. Kaagaard stiller i
forsøget på at forklare og besvare bogens titel –
hvordan kunne/kan Sri Lanka gå fra selvstændighed i
1948 til nu at være en stat af selvmordsterrorister.
I indledningen sætter
Mikkel W. Kaagaard fokus på to af nutidens mest
centrale spørgsmål:
1: Terrorisme og
terrorismens årsager.
2: Drivkræfterne bag etniske konflikter, herunder
konflikten mellem det primært kristne Vesten og
islamiske organisationer med al-Qaeda i spidsen.
Bogen kan læses som et indlæg i debatten, om hvordan
terrorisme og etniske konflikter opstår og bedst bekæmpes.
Sri Lankas befolkning består
af flere etniske grupper, som adskiller sig fra hinanden
mht. sprog, religion og kultur. Den dominerende gruppe
er singalesere, som udgør 73,9 % - med singalesisk som
sprog og buddhisme som religion. Tamilerne udgør 18,2
%, de taler tamil og er hinduister (herunder findes de såkaldte
indiske tamiler, der er efterkommere af
plantagearbejdere, som briterne hentede til landet fra
den indiske provins Tamil Nadu). Den tredjestørste
grupper er muslimske efterkommere af arabiske, indiske
og sydøstasiatiske lejesoldater og handelsfolk, de
taler næsten alle tamil og udgør 7,4 %. En lille del
(0,3 %) af befolkning er de såkaldte burghers,
efterkommere af englændere, hollændere og portugisere,
som med tiden er blandet med den oprindelige befolkning.
Sri Lanka blev selvstændig
i 1948 efter at have været en britisk koloni.
Tilsyneladende gik adskillelsen godt, og det var
lykkedes at skabe et på mange måder velfungerende
demokrati, hvor det var politiske partier, der på skift
havde magten, og ikke en oprørsregering. Konkurrencen
mellem de to vigtigste partier, centrum-højrepartiet
UNP og centrum-venstrepartiet SLFP var så intens, at
den medvirkede til spændinger mellem det
singalesisk-buddhistiske flertal og det
tamilsk-hinduistiske mindretal. Disse spændinger blev
med tiden til egentlig konflikt, der efter 1983
eksploderede i et orgie af vold, hvor både De Tamilske
Tigre og regeringshæren har gjort sig skyldige i
politisk vold, etniske udrensninger, tortur og andre
grove bud på menneskerettighederne.
Bogen gennemgår
konflikten fra starten til nu, hvor den bl.a. behandler
emner som: singalesisk nationalisme, kampen om sproget (Sinhala
only), det singalesiske etnokrati, borgerkrig og etniske
udrensninger, våbenhvile og føderation eller
enhedsstat.
I bogens afslutning
konkluderes det, at diskrimination og marginalisering af
mindretal kan føre til krav om løsrivelse af områder,
som domineres af mindretallet. Yderligere, i Sri Lankas
tilfælde, viser det, at hvis landets ledelse og
sikkerhedsstyrker har tendens til at holde mindretallet
kollektivt ansvarligt
for et begyndende voldeligt oprør, kan dette forstærke
støtten til oprøret.
Det fremgår af bogen, at
Sri Lankas borgerkrig på ingen måde er et resultat af
hjernevask af oprørsoldater eller personkulten omkring
LTTE- (De Tamilske Tigre) lederen Prabhakaran. Længe før
De Tamilske Tigre havde marginalisering og
radikalisering som følge af diskrimination af fredelige
tamiler fået flere til at støtte en løsrivelse.
Mikkel W. Kaagaard er
specialestuderende ved Aarhus Universitet på Institut
for Historie og Områdestudier – han benytter sig af
en historisk klassisk analyse i bogen, betydende at han
kaster et kritisk blik på årtierne op til
borgerkrigens start og tiden herefter.
Det lykkes forfatteren at
svare på de spørgsmål, han lagde ud med i starten af
bogen. Bogen er forståelig og let læst.
Der er mange navne i
bogen, men i kraft af, at der foreligger et bilag med
navne på præsidenter og premierministre er det muligt
at holde rede på disse.
Yderligere findes et bilag med links, hvor man
kan følge med i den aktuelle udvikling i Sri Lanka, så
at sige fra dag til dag.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Mikkel W. Kaagaard:
Sri Lanka – fra
selvstændighed til selvmordsterrorisme.
Udg. af Turbine
Forlaget
132 sider, 228 kr.
Turbine
Forlaget >
|
|
|
|
|
|