Af
Cand. Phil. Poul Ulrich Jensen
I slutningen af
1960’erne trak forfatteren Thorkild Hansen med sin
slavetrilogi et af Danmarkshistoriens mere dystre
kapitler frem i lyset. Han konstaterede bl.a., at af
de omkring 100.000 slaver, danskerne indskibede fra
Guldkysten i Afrika, kendtes så at sige intet enkelt
menneskes skæbne i detaljer. Journalist og
tv-producent Alex Frank Larsen har med sin tv-serie og
den opfølgende bog om slavernes slægt i nogen grad
rettet op på denne mangel. Og det kan måske undre,
at det ikke er sket tidligere. For det skorter ikke på
muligheder for en ihærdig forsker, der er villig til
at opsøge arkiver i Danmark, USA, Vestindien og
Ghana. Især er den danske kolonitid i Dansk
Vestindien veldokumenteret gennem omhyggeligt førte
slavelister og andre optegnelser. Men slaverne har
naturligvis ikke kun sat deres spor i de støvede
arkivalier. Gennem børn, børnebørn, oldebørn og
tipoldebørn er det blevet til tusindvis af nulevende
efterkommere, og disses slægtshistorier kan i høj
grad føje nye aspekter til billedet af tiden, da
Danmark var en - om end beskeden - kolonimagt.
Alex Frank Larsens
tv-serie om de danske slaver og deres slægt blev til
efter grundig research, og i stedet for nogle få
personer, dukkede flere hundrede efterkommere op. For
mange af dem var det en helt speciel oplevelse af have
rødder blandt Vestindiens slaver, og historierne, der
blev gravet frem, rummede ofte både drama, lidelser
og viljestyrke. Den første bog i forlængelse af
tv-serien skildrer nogle af disse skæbner i 1700- og
1800-tallet og følger efterkommerne frem til i dag.
Og det er både spændende og tankevækkende læsning.
I slutningen af
1700-tallet kørte sukkermøllerne på Sankt Croix for
fuld kraft, og plantageejerne og Trekanthandelens købmænd
tjente store summer, ofte uden nogensinde at sætte
foden på vestindisk jord. Den 20. juni 1784 bar
husslaven på plantagen Constitution Hill, Emilia
Regina, sin lille søn Hans Jonathan til dåben. Som
det ikke sjældent forekom, var faderen ukendt, men,
som det umiskendeligt fremgik af barnets kulør, en
hvid mand. Emilia Regina tilhørte plantageejer
Heinrich Ludvig von Schimmelmann, fætter til Ernst
von Schimmelmann, der mere end nogen anden kom til at
profitere af Trekanthandelen mellem Guldkysten, Dansk
Vestindien og København. Heinrich Ludvig von
Schimmelmann anede imidlertid kommende kriser for det
koloniale eventyr og vendte i 1788 hjem til København.
Hans Jonathan fulgte med til Danmark, hvor han skulle
igennem adskillige juridiske opgør og deltagelse i
slaget på Rheden 1801, før han kunne kalde sig en
fri mand. Først efter et særdeles begivenhedsrig og
omskifteligt livsforløb kunne han stifte familie i en
anden og betydelig koldere del af det danske
kolonirige – som respekteret handelsmand på Island.
Her endte han sine dage som stamfar til en slægt, der
i dag tæller mindst 200 efterkommere.
Da slaveriet på de
dansk-vestindiske øer blev ophævet i 1848, skete det
på guvernør Peter v. Scholtens eget initiativ for at
undgå uroligheder og blodsudgydelser, og selv om den
danske regering var i gang med udformning af
lovgivningen i forbindelse med slavernes frigivelse,
blev det en noget hovedkulds ændring af levevilkårene.
For den nu frie sorte befolkning var det svært at gå
fra et system, der havde frataget dem ethvert
initiativ, til en tilværelse, hvor de var overladt
til at klare sig selv. Fremtidsudsigterne var heller
ikke lovende. Det hvide guld – rørsukkeret – var
ved at blive udkonkurreret af sukkerroerne, og
plantagerne forfaldt, medens slavernes efterkommere måtte
hutle sig igennem som daglejere. Enkelte kom til
Danmark, ofte allerede som børn - blandt dem Charles
Frederick Pickering, hvis skæbne tipoldebarnet
Camilla Marlene Jensen tålmodigt har efterforsket.
For hende betød fundet af denne forfader også, at
nogle ting faldt på plads. Og sådan har det været
for mange af slavernes efterkommere – specielle
karaktertræk har endelig fået en forklaring. Charles
Pickering efterlod sig gennem et dansk giftermål en
vidt forgrenet slægt, selv om hans tilværelse i
Danmark ikke blev nogen succes. Han døde i 1905,
knapt 50 år gammel, og som Københavns
skiftekommission lakonisk noterede, uden at eje noget
af værdi. Det var særdeles svært for en farvet at
slå sig igennem og overvinde fordommene i datidens København,
og det var efterhånden også svært for den danske
stat at finde noget af værdi i den lille tropekoloni
i Caribien, der omkring 1900 var inde i en økonomisk
dødsspiral, der tvang slavernes efterkommere ned på
et eksistensminimum.
Det illustrerer kapitlet
om ”Cavlings sorte scoop”, der viser en mindre
flatterende side af den person, der har lagt navn til
Danmarks fornemste journalistpris. Henrik Cavling var
i 1894 på en reportagerejse til Dansk Vestindien i
anledning af et muligt salg af øerne. Som det var
sket flere gange tidligere, gik sagen i sig selv, og
da Henrik Cavling vendte hjem, medbragte han ikke kun
stof til en særdeles kritisk beskrivelse af
tropekoloniens danske overklasse. Med sig havde han
også den 10 år gamle Sebastian Mauquis, ”sort som
en støvle, med kridhvide tænder og krøllet kulsort
hår”. Børn blev på kajen i Charlotte Amalies havn
jævnligt afhændet til danskere på vej hjem i
erkendelse af, at der ikke var nogen fremtid for dem i
Vestindien. Cavling havde for to dollars erhvervet en
vaskeægte seværdighed til det københavnske
gadebillede. Men mediestuntet varede kun en tid, hvor
Sebastian var avisbud på Politiken, og Henrik Cavling
tabte hurtigt interessen for hans videre skæbne.
Sebastian Mauquis fandt sig forståeligt nok aldrig
til rette i Danmark, hvor hans sorte hudfarve var en
kuriøsitet, der bliver mødt med latter og
nysgerrighed, men inden han rejste tilbage til
Vestindien, havde han dog lagt grunden til en slægt,
der i dag tæller 12 tipoldebørn. En anden sort
dansker slap bedre fra sin deportation fra Vestindien
til moderlandet. Danskernes interesse for eksotiske
oplevelser var stor i begyndelsen af 1900-tallet, og
Victor Cornelins blev som femårig sendt fra Sankt.
Croix til Danmark for at illudere som levende
udstillingsgenstand ved et af det 20. århundredes
mest bizarre projekter – Koloniudstillingen i Tivoli
1905. Ideen var fostret af Emma Gad, men det var ikke
just takt og tone, der prægede udstillingen. Victor
Cornelins overvandt dog med tiden dette ret så
ydmygende møde med et nysgerrigt dansk publikum og
endte med at blive en højt respekteret skoleinspektør
på Lolland.
Således er det mange
forskellige skæbner, der befolker siderne i bogen om
slavernes slægt, og beretningerne er vævet ind i den
danske kolonihistorie, som den udspillede sig i Dansk
Vestindien og herhjemme - i et Danmark, hvor folk med
mørk hudfarve et godt stykke op i det 20. århundrede
mest blev betragtet som eksotiske rariteter. Det er en
besk historie, fremragende fortalt og fint illustreret
med et velvalgt billedmateriale.
