BogFeature
Det danske slavehandelsforbud 1792

Studier og kilder til forhistorien, forordningen og følgerne

Af arkivar Poul Ulrich Jensen, Vejle Stadsarkiv

”Med Begyndelsen af Aaret 1803 ville Vi, at al Negerhandel for Vore Undersaatter skal ophøre paa de Afrikanske Kyster, og ellers, hvor den kunne finde Sted uden for Vore Besiddelser i Vestindien”. Således lød den første paragraf i ”Forordningen af 16. marts 1792 om Negerhandelen”, en forordning, der gav Danmark en plads i verdenshistorien som det første land, der afskaffede handelen med slaver over Atlanten. Men først efter, at der var sikret en rigelig tilførsel over en 10års periode, og her blev alle sejl sat til. Paragraf 2 i forordningen tillod nemlig ”alle Nationer uden Forskel og under alle Flage at indføre Negre og Negerinder fra Kysten til Vores Vestindiske Øer”. Hermed var problematikken trukket tydeligt op – et humanitært ubehag ved en praksis, der på denne tid var en veldokumenteret umenneskelig trafik, og et mere gustent økonomisk overlæg omkring tilstrækkelig arbejdskraft på plantagerne i Dansk Vestindien. Erik Gøbel har gennem grundige studier i kildematerialet afdækket forløbet bag forordningens tilblivelse og dens følger for tropekolonien.

I anden halvdel af 1700-tallet var kendskabet til forholdene på de fjerne øer i Caribien særdeles sparsomt og ikke noget, der i nævneværdig grad optog det danske samfund. Og slavehandel og slaveri som legal praksis var stort set hævet over diskussion. Kun enkelte kritiske røster, først og fremmest fra lægen Paul Isert, antydede, at ikke alle anså denne menneskehandel for moralsk uangribelig. Han døde i 1788, men Ernst Schimmelmann, som han havde haft et tæt samarbejde med om planer for afskaffelse af den transatlantiske slavehandel, trådte herefter ind på scenen. Som ejer af fire store plantager med o. 1.000 slaver, et sukkerraffinaderi og en geværfabrik, havde han omfattende økonomiske interesser i både Dansk Vestindien og den transatlantiske slavehandel, men samtidig var han med sin idealistiske indstilling grebet af de abolitioniske tanker, der på den tid skabte stærke dønninger i det engelske parlament. Han skulle senere som finansminister komme til at lægge ryg til statsbankerotten i 1813, men sidst i 1780’erne stod han politisk og økonomisk på sin karrieres højdepunkt. Og som både idealist og pragmatiker var han selvskreven til en plads i den Negerhandelskommission, der skulle bane vejen for et dansk forbud mod den transatlantiske slavehandel.

Kommissionen blev, hovedsageligt på Ernst Schimmelmanns foranledning, nedsat efter en kongelig resolution af 5. august 1791, og den arbejdede hurtigt. Allerede den 28. december 1791 kom dens betænkning – en grundig fremstilling, der fyldte over 100 foliosider og bevægede sig langt omkring i slavehandelsproblematikken. Der blev fremlagt vægtige argumenter - grusomhederne inden udskibningen i Afrika, de store omkostninger for stammesamfundene og de forfærdelige forhold på slaveskibene. Og for dem, der måske ikke lod sig bevæge af den slags moralske overvejelser, var der en konstatering af den dårlige økonomi i slavehandelen. Det største afsnit i betænkningen beskæftigede sig med slavernes vilkår i Dansk Vestindien og mulighederne for deres forbedring. Kommissionen havde tydeligvis gjort sig stor umage med at fremskaffe relevant materiale, men medlemmerne var fælles om én alvorlig mangel. Ingen af dem havde været i Dansk Vestindien og ved selvsyn dannet sig et billede af forholdene. Geheimestatsrådet tog dog under alle omstændigheder betænkningen til sig, og en kongelig resolution i februar 1792 blev den 16. marts samme år fulgt af den forordning, der skulle gøre en ende på den danske slavehandel – men først efter en intensiv 10årig slutspurt.

Så forordningens umiddelbare følge var ikke et ophør af slavehandelen, men startskuddet til, at yderligere 10.000 afrikanere måtte tage turen over Atlanten i slaveskibenes tætpakkede lastrum. Og der ventede dem ikke særligt humane forhold ved ankomsten til Dansk Vestindien. Ideen om bedre levevilkår, der skulle holde antallet af slaver stabilt uden tilførsel udefra, slog ikke rigtig an blandt slaveejerne. Dødstallet vedblev med at overstige fødselstallet markant. Og slavetransporterne under dansk flag ophørte heller ikke med udløbet af den 10års overgangsperiode. Det var nogenlunde farefrit at trodse forbuddet, for besynderligt nok havde man undladt at indsætte straffebestemmelser for overtrædelse af forordningen.

Erik Gøbel lægger både præmisserne for og resultatet af det danske slavehandelsforbud i 1792 frem til læserens egen vurdering. Foruden forfatterens omhyggelige gennemgang af forløbet og et fremragende noteapparat er alle de centrale kilder transkriberet og gengivet i deres helhed. Og den objektive sandhed om den danske ophævelse af slavehandelen er selvfølgelig knap så flatterende som den fremstilling, der i talrige historiebøger har kastet et forsonende skær over et ellers mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Desuden skulle der som bekendt gå næsten et halvt århundrede inden selve slaveriet i Dansk Vestindien ophørte i 1848. Her var vi til gengæld langt fra en førsteplads – fx havde England taget dette skridt i 1833.

Bogen giver en klar og grundig fremstilling af historien bag den forordning, der trods alt gav Danmark en markant rolle i slavehandelens historie, og samtidig tegner den et portræt af en spændende og sammensat person – Ernst Schimmelmann, der opretholdt en vanskelig balancegang som humanist og realpolitiker i en og samme person. Illustrationerne følger teksten nøje og bringer os både til de danske forter i Afrika, ombord på de tætpakkede slaveskibe og rundt på plantagerne i Dansk Vestindien.