BogFeature
Slagtebænk Dybbøl

18. april 1864 - Historien om et slag.

Af Erik Ingemann Sørensen

”Skøn er døden, som I fik, ingen skønnere der findes”. Sådan formulerer H. P. Holst det i sangen: ”Slumrer sødt i Slesvigs jord” – i patetisk ekstase over 3-årskrigens afslutning med slaget på Isted Hede – 24. juli 1850.

Helt anderledes lyder det i 1864, da dansk selvsving udløste en af de største katastrofer i vores historie: ”Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle…” Sådan formuleres det af historikeren og journalisten, Tom Buk-Swienty i hans nyudkomne bog: ”Slagtebænk Dybbøl”. Og lad det være sagt med det samme: det er en af de ypperste bøger, der er skrevet om den ulykkelige 18. april – det ulykkelige 1864. Af flere grunde: forfatteren har blandt andet valgt at følge enkeltpersonernes gøren og laden under de dramatiske begivenheder. Høj som lav – fra generalen højt til hest til den menige soldat, der ligger presset mod jorden med kammeraternes indvolde tværet ud over ansigt og uniform. I al sin ulidelige grusomhed.

Der ligger et utroligt researcharbejde bag denne bog. Et arbejde, der har resulteret i fund af kilder – breve og dagbøger der ikke tidligere været anvendt i dansk historieskrivning – dansk historiefortælling. Og er der noget Tom Buk-Swienty mestrer, ja, så er det den skrevne fortælling. Historisk præsens anvendes flittigt, men ikke uhæmmet. Herved står læseren gang på gang midt i begivenhederne med stort set alle sanser. Anmelderen mindes ikke at have set/oplevet det bedre i den omfangsrige litteratur, der findes om skæbneåret 1864. Og det drejer sig rent faktisk om mere end 3.000 titler.

Tom Buk-Swienty har bygget sin fortælling op i 5 dele med hver deres underafsnit:

• ”Dagen før”

• ”Vejen til Dybbøl”

• ”Belejringen”

• ”Afgørelsen”

• ”Ærens mark”

Fortælleteknisk er det et stærkt træk at indlede med at bringe læseren ind i skanserne dagen før det endelige slag. ”Få meter ingenmandsland, nogle steder blot 150 meter. Det var alt, hvad der skilte de to hære ad, som havde gravet sig ned foran hinanden.”  2 sætninger – og så ellers fortællingen om dem, som var med. Her er de, soldaterne, der i Herman Bangs roman ”Tine” får følgende ord med: ”Det er dem som skal dø, du.” Buk-Swienty konstaterer nøgternt, at dagen før slaget var ingen af parterne ”helt klar over, hvad den anden hærs intention var…” . Dagen, hvor der faldt 4.222 granater over skanserne. Godt 10.000 danske soldater stod over for ca. 40.000 preussere og østrigere. Et fuldstændig håbløst forhold. Vel var den danske soldat ikke ringe. Men modstanderne var langt mere erfarne – blandt andet efter tre års værnepligt.

Buk-Swienty har fundet breve og dagbøger frem fra begge sider. Angst kender ikke til nationaliteter. Og alle parter var bange. Vidste, at de om kort tid kunne være sprængt i stumper og stykker. ”Hvor mange af disse tapre soldater vil være i live, når solen næste gang går ned?”, skriver Sønderborgs borgmester, Hilmar Finsen, til sin kone, der som talrige andre familier var flygtet til København.

Hvorefter forfatteren stopper op og kigger bagud i tid. For hvorfor ligger disse stakler egentlig og presser sig ned i den kolde jord i timerne frem mod det første dagslys den 18. april? Fortælleteknisk er det et fornemt træk, forfatteren her foretager. Stående foran det ultimative slag ser han på de talrige forklaringer og bortforklaringer, der siden har præget – især dansk historieskrivning. Tom Buk-Swienty formulerer det på følgende måde: ”Når man spørger, hvem der var ansvarlig for krigens komme, må svaret altså være, at spørgsmålet ikke giver mening. For mange faktorer var på spil.” Men. Den tåbelige Novemberforfatning fra 1863 er en af de helt store skurke. ”… Fordi man i Danmark vidste, at Novemberforfatningen ville træde så mange over tæerne og sandsynligvis ville fremprovokere en væbnet konflikt, er krigen i overvejende grad Danmarks krig. Med sin nye forfatning, var Danmark langt hen ad vejen aggressoren…” Senere hedder det:
”Danmark havde altså ingen oplagte venner i en konflikt med Prøjsen om Slesvig”.

Danmark havde ganske enkelt – som det formuleres – fuldstændig fejllæst det internationale klima.

Analysen af de politiske aktører er på fornem vis med til at bibringe forståelsen for, at det hele kunne gå så gruelig galt. Den nationalliberale konseilspræsident D.G. Monrad, der var præget af sin maniodepressive sygdom, spiddes som sjældent set – mens han som en anden Pilatus vasker sine hænder. Og lyver om sin viden. Der er heller ikke megen goodwill til krigsminister, Carl Christian Lundbye, der karakteriseres som ”En pedantisk, ærekær og utidigt indblandende skrivebordsgeneral uden forståelse for de faktiske forhold ved fronten”.  Men han afskediger general de Meza, excentrikeren, der traf krigens mest fornuftige beslutning, nemlig at forlade Dannevirkestillingen. Han blev ganske enkelt offer for gadens parlament. Den berygtede folkestemning.

Der var talrige krigskorrespondenter på og omkring slagmarken – en kom helt fra Japan. Det engelske ”The Daily Telegraph” havde sendt deres erfarne krigskorrespondent, Edward Dicey, der blandt andet havde dækket den amerikanske borgerkrigs blodige slag. Hans reportage indleder bogen:

”Slaget havde en ejendommelig skønhed over sig. Mod øst kunne man se morgensolens stråler kaste glans over Dybbøl Banke…” skrevet den18. april.

For dem, der ventede på den endelige kamp, der blev indledt på slaget 10 efter et uhyggeligt tysk tæppebombardement, var realiteterne uden skønhed. Om end flere synes at erindre, at de hørte lærkerne det korte øjeblik, der gik, inden ”… tusinder råber, og en kolossal mængde af mænd nu myldrer op af jorden…”. Her vælger Tom Buk-Swienty igen præsenssituationen med stor styrke: ”… Lad os fryse slaget fast i dets første minut og se det i vidvinkel…” Byggende på beretninger fra begge sider. F.eks. den tyske kunstmaler (sic!) der fra en af højderne spejdede ud over slagmarken – den preussiske soldat, der stormer mod en af skanserne, danskerne der styrtede frem mod skanserne fra den anden side. Ja, endog fra det preussiske militærorkester, der stod i løbegravene og spillede den nykomponerede ”Düppeler March”.

Første angrebsbølge er frygtindgydende. Over for hver dansk soldat stod 5 modstandere. Og så stopper Buk-Swienty pludselig op – midt i de blodige nærkampe – og reflekterer over, hvad der rent menneskeligt sker i personerne: ”… De tænker ikke. Det er der ingen, der gør: Man reagerer instinktivt. En forunderlig kraft tændes i mennesket i kampen om liv og død. En kraft, der får ellers så fredelige bønderkarle, studenter, kroejere, møllere, stationsforstandere, bagere, skolelærere, godsejersønner, arbejdsmænd og teologer til at brøle, slå, sparke, skyde, hyle, hugge med det ene formål at dræbe. En kraft som strømmer gennem alle dem oppe ved skanserne i dette øjeblik. Nogle steder bliver kampen kort. Andre steder generobrer små danske styrker terræn. Men om kampen varer fem minutter eller det seksdobbelte (den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time); afsindig er den alle steder her et par minutter inde i slaget…”. Alt er en stor blodrus.

Blandt de mange beretninger, skal en sidste nævnes: 8. brigades modangreb. Måske mest kendt fra maleren Wilhelm Rosenstands glorificerende maleri: ”Episode af ottende brigades modangreb ved Dybbøl 18. april  1864” . Fra 1894! Men virkeligheden var en anden. ”… På få minutter nedskydes omkring 300 mand…”. En tiendedel af brigaden. Men det lykkes dog at sikre den flygtende danske hærs tilbagetrækning til Als. Da klokken er 12 har 8. brigade mistet så mange mænd, at der ikke længere er tale om en brigade.

Tilbagetoget lykkedes. ”… Efter fire og en halv times bestialsk kamp er Dybbøl således uigenkaldeligt tabt, og broerne til Slesvigs fastland brændt. Triumferende telegraferer prins Friedrich Karl til den preussiske kong Wilhelm den 1. i Berlin: Jeg lægger to skanser for Deres Majestæts fødder. (Prinsen var siden marts øverstbefalende over tropperne ved Dybbøl).

29. juni angriber preusserne Als – et overraskelsesangreb, der fuldstændigt knuser al dansk modstand.

”Et totalt ydmyget Danmark fik elendige fredsbetingelser. Man måtte afstå hele hertugdømmet Slesvig samt Holsten og Lauenborg. Herved mistede man næsten halvdelen af landets befolkning og mere end en tredjedel af landarealet. Danmark var blevet en småstat…”

Selvforskyldt!

”Slagtebænk Dybbøl” afsluttes med en fin kronologisk oversigt, en fremragende og særdeles grundig redegørelse for det anvendte kildemateriale til de enkelte kapitler samt en fornem litteraturliste

Det er ikke meget, der mangler i denne fremragende bog. Enkelt fejltrin er der dog. Der burde have været flere detaljerede kort. De kunne virkelig have understøttet den dramatiske fortælling. At Buk-Swienty kalder grevinde Danner for ”enkedronningen” – det er da vist første gang, hun får så fornem en titel. Men det er trods alt småtingsafdelingen.

Til gengæld undrer det anmelderen, at Herman Bangs roman, ”Tine”, faktisk kun er med som en indskudt sætning. Som nævnt tidligere var der en massiv pressedækning af krigen. Og især ”Dagbladets” krigskorrespondent, P. V. Grove, leverede spaltevis af ”new journalism” fra fronten. Men. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at det er hans reportage fra tilbagetoget fra Dannevirke, der ”inspirerede Herman Bang, da han skrev ”Tine”…”. Som noget helt ekstraordinært indleder Herman Bang sin roman med en redegørelse for dens baggrund – dens tilblivelseshistorie. Her skriver Bang, der som 7-årig oplevede den flygtende danske hærs march gennem Horsens: ”… jeg tror, at dette ene billede af flugt og hast og skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit liv. Jeg føler endnu dets minutters angst i min pen, når jeg skal skildre sammenstyrtning, tilintetgørelse, død, ruin… og siden har samme indtryk forklædt sig gang efter gang i billeder af ruin – indtil denne dag, hvor det helt tog magten og helt ville udformes i denne bog…”

Om nogen har skildret chokket og nederlaget – hele sårfeberen fra Dybbøl – med dyb indlevelse og følsomhed, er det netop Herman Bang. Kapitel 2 i romanen, hvor der læses højt af netop P. V. Groves reportager fra Dannevirke – mesterligt sammenklippet og efterredigeret af Herman Bang – er en af de stærkeste tekster om 1864 i dansk litteratur.

Med sin fremragende bog ”Slagtebænk Dybbøl” har Tom Buk-Swienty som journalist og historiker rejst en lige så stærk og følsom stele over det selvskabte nederlag som Herman Bang. Intet mindre.