En kritik af overgreb på
kulturarv og fagtradition.
Af
Lone Alstrup
Denne DEBATBOG er
udgivet af Informations forlag, men kan vel næppe
kaldes dette, idet bogen egentydigt er præget af
forfatterens holdninger, som ikke må siges at høre
til i den positive ende af skalaen.
Anders Holm Thomsen vil
”bevise hvad der er gået galt” med
historieundervisningen i folkeskolen i forhold til
modparten, der udelukkende fokuseres på som fortalere
for elevcentreret undervisningsfilosofi, ”der i første
række sigter på at udvikle elevens motivation, færdigheder
og emancipation frem for traditionelle, faglige
kundskaber”. ”Modparten” er på grund af deres
introduktion af historiebevidsthedsbegrebet som nøglebegrebet
i historiedidaktikken skyld i, at
historieundervisningen kom på ”fatal kurs”, og
Anders Holm Thomsen vil bevise, hvor det gik galt. Men
her opstår problemet så – for netop den påståede
dokumentation mangler totalt, og lad det være sagt
med det samme; det er ikke kun her – men
dokumentation som mangelvare må siges at være en
rammende beskrivelse for
hele bogen. En undersøgelse af hvordan og
hvorfor det gik galt må være i forfatterens hånd?,
Men hvis det forholder sig således, ses det gerne at
en sådan undersøgelse fremlægges for
offentligheden.
Modparten er ifølge
forfatteren i besiddelse af en ligegyldigheds
kronologi, som en udlægning af relativ kronologi.
Denne ligegyldigheds kronologi står i kontrast til
absolut kronologi. Men ingen med kendskab til
undervisning i historie er vel enige i denne
beskrivelse – idet relativ kronologi ikke betyder,
at underviseren i historie er ligeglad med
kronologien, men det betyder, at man i stedet for at
undervise i den absolutte kronologi kan have en
undervisning, der i stedet beskæftiger sig med
Danmark – og der ind under hører en relativ
kronologi: at man godt kan undervise i bronzealderen
og springe til 2. verdenskrig – kronologien kan
stadig være til stede, den er bare relativ.
Noget jeg studsede over
ved bogen er forfatterens vilje til at hæfte det
politiske ståsted på de personer der nævnes i
bogen, fx fhv. kommunist Torben Weinreich,
EF-modstander Gunhild Nissen, marxisten Benoito
Scocozza, uden borgerligt tilhørsforhold
frimenighedspræst Niels Thomsen, den marxistiske
universitetslektor Niels Finn Christiansen, den
venstreorienterede Henrik S. Nissen o.s.v. Den eneste,
der undgår at blive betegnet på denne måde, er
Michael Pihl, som forfatteren tilsyneladende har ført
diskussioner med, der har ført til progression af
bogen. I princippet er det vel ligegyldigt hvilket
politisk ståsted en person har, såfremt denne person
udtaler sig kompetent om det emne, der er til debat.
Nuvel, forfatteren må vel have en hensigt med at nævne
personerne på denne måde – jeg har bare svært ved
at se hvilken grund, der kan ligge bagved.
Som sagt er dette ikke
en debatbog, der kan bruges til at debattere ud fra,
men en bog hvor man ikke ved om man skal grine eller
græde, for kan denne bog virkelig være alvorligt
ment?
