|
Dansk skattehistorie VI.
Af
Kenn Tarbensen, seniorforsker, ph.d., Erhvervsarkivet
”Talrige illustrationer gennem 100 år
fra hele landet letter læsningen”.
Teksten i pressemeddelelsen lyder nærmest
som en undskyldning for en usædvanlig tør og kedelig
bog. Det er der dog ikke tale om. Derimod har Told- og
Skattehistorisk Selskab, der blev stiftet i oktober 1977
og således nu har 30 års jubilæum, med bind 6 af
Dansk Skattehistorie udsendt endnu et flot bind i
serien. Skønt vi nu et kommet op til vore dage, så
mangler fortsat bd. 4 og bd. 5 om årene fra 1660 til
1903. De udkommer i løbet af 2008. Ifølge
generalforsamlingsreferatet 2007 på selskabets
hjemmeside på Internettet er udgivelsen dog ikke i
bestseller-kategorien. Der er 216 abonnenter på hele værket
og desuden sælges årligt 10-11 eksemplarer af de
enkelte bind i løssalg.
Med bind 6 om de sidste hundrede år
med direkte indkomst- og formueskatter (siden 1903) og
en vedholdende offentlig debat om skatteforhold, bliver
disse små oplagstal formentlig hurtigt overhalet.
Politikere og andre meningsdannere på skatteområdet
kan i hvert fald med stor fordel læse denne bog, hvis
de vil havde mere perspektiv og dybde i deres
udmeldinger. For historikere vil bogen uden tvivl blive
stående som et hovedværk inden for nyere økonomisk
historie.
Udarbejdelsen har været lagt i de
bedste og kyndigste hænder. Den mangeårige
historieprofessor Hans Chr. Johansen ved SDU har dog været
kastet ud i en hård opgave. Forfatteren har læst et
hav af betænkninger og love, der har været grundlaget
for den danske skatteudskrivning de sidste hundrede år.
Alene et kig på de mange betænkninger, der er nævnt i
litteraturlisten, får den kolde sved frem på os menige
læsere.
Hertil kommer, at selv om bogen først
og fremmest beskriver de direkte skatter – indkomst,
formue- og ejendomsskatter – har forfatteren også
medtaget en række andre skatter fordi ”de har
indeholdt et klart tvangselement i form af en ensidig
ydelse fra befolkningen til det offentlige” (s.13).
Det gælder f.eks. en række former for bunden
opsparing, arveafgifter samt enkelte naturalydelser. Og
endelig omfatter bogen alle skatter, uanset hvilken
myndighed de er gået til eller opkrævet af. Dvs. at både
skatter til staten, amterne, kommunerne, folkekirken og
de særlige fonde er medtaget. Samlet er det en
ordentlig mundfuld – men opgaven er løst på ganske
fornem vis.
Bogen er hverken tør eller kedelig,
men er for det meste spændende læsning om hele
baggrunden for etableringen af velfærdsstaten. I de
fleste værker om det moderne Danmark er interessen
centreret om velfærdsgoder i form af offentlige
institutioner, rettigheder og ydelser til borgerne etc.,
men i denne bog er der fokus på indtægterne:
Skatterne.
Skattereformen i 1903 er en milepæl i
dansk historie. De gamle hartkorns- og bygningsskatter
blev erstattet af en ensartet indkomstskat, formueskat
samt en ejendomsværdiskat. Selvangivelsen blev indført.
Skatteopkrævningen blev inddelt i tre typer med særlige
satser og fradragsregler: Den personlige indkomstskat,
formueskatten og selskabsskatten.
Indkomstsskatten blev i 1903 fastsat
efter en progressiv skala med 2,5 % af indkomsten som højeste
sats. Det lyder jo lidt drømmeagtigt med så lav
skatteprocent, men det skal her huskes, at
statsfinanserne på denne tid var skruet væsentlig
anderledes sammen. Toldafgifter og øl- og
spiritusafgifter udgjorde f.eks. omkring 2/3 af statens
indtægter.
En liberal toldlov i 1908 gav færre
toldindtægter og året efter kom en dyrere
forsvarsordning, hvortil kom stigende udgifter til
undervisning og socialområdet. Allerede i 1909 og igen
i 1912 måtte indkomst- og formuebeskatningen derfor
reguleres. Den maksimale indkomstsskat kom nu op på 5
%.
Under 1. Verdenskrig kom yderligere
skattestigninger. Med baggrund i stigende udgifter for
at afhjælpe den værste sociale nød samt ønsket om at
beskatte de såkaldte ”gullaschbaroner” samt store
ekstraordinærer indtægter i rederivirksomheder ændredes
progressionsskalaen og skatteprocenterne tre gange under
krigen. Den maksimale indkomstskat kom nu op på 14,5 %
for de højeste indtægter. Selskabsbeskatningen, der
oprindeligt havde været på 2 %, blev ligeledes skærpet
i takt med de personlige skatter. Under 1. Verdenskrig
kom aktieselskaber m.v. desuden til at betale en tillægsskat
og merindkomstskat efter en stærk progressiv skala med
35 % som højeste sats.
Efter krigen gennemførtes nye
skattereformer. I 1919 indførtes en ny rateskala, der
for de højeste personlige indkomster betød en
skatteprocent på 25 %, men for de mest almindelige indtægter
fra 3 til 8 %. Desuden indførtes i 1922 fradragsret for
bl.a. syge- og arbejdsløshedsforsikring. 1922-loven
blev den grundlæggende lov helt frem til slutningen af
1960’erne. Satserne blev dog løbende justeret,
hvilket også gjaldt for selskabsskatten. På grund af
krisen i mellemkrigsårene blev erhvervslivet friholdt
for nye beskatninger. ”Formodentlig har
mellemkrigsperiodens usikre forhold for erhvervslivet
sat en grænse for, hvilke skattebyrder man ville pålægge
virksomhederne” (s.49).
2. Verdenskrig gav på ny anledning til
at revidere skatteskalaen. Den personlige indkomstskat
blev forenklet og nu sat til 2 % for de laveste indtægter,
stigende til 50 % for de højeste indkomster, idet der
samtidigt indførtes et skatteloft. Samtidig blev der
gjort op med finansministerens bemyndigelse til at
udskrive tillæg til 1922-skalaen. Fremover skulle
skatten fastlægges i en årlig udskrivningslov. Derimod
blev selskabsbeskatningen gjort mere kompliceret.
Det kan man også roligt sige om
skatteforholdene i efterkrigsårene. Mellem 1903 og 2005
er der lavet omkring 7.000 love og bekendtgørelser om
skatter og afgifter – med en klart stigende tendens i
perioden. Den officielle ligningsvejledning 2005 består
af fem bind på tilsammen næsten 4.000 sider.
Forfatteren har således ikke alene været sat på en hård
opgave for tiden efter 2. Verdenskrig. For læserne
bliver det også mere kompliceret. Undervejs bliver læsningen
nogle steder direkte svær.
Under indtryk af det almindeligt
stigende skattetryk i efterkrigsårene i takt med flere
og flere velfærdsgoder, fandt der fra 1946 til 1970 en
lang række teoretiske og politiske drøftelser sted om
emner som f.eks. afskrivninger, fradragsret,
sambeskatningsregler, lejeværdien af egen bolig,
herunder vedligeholdelsesfradrag, ejendomsbeskatning,
arveafgift, kommunal udligning og meget andet. Og det er
selvfølgelig ikke det hele, der er lige let fordøjeligt.
Der er gode undtagelser, f.eks.
kapitlet om kildeskattens indførelse i 1970.
Baggrunden, de mange praktiske vanskeligheder ved
gennemførelsen, de langvarige politiske slagsmål,
herunder lynvalget om sagen i november 1966, formidles
ganske glimrende.
I forlængelse heraf kan nævnes
nyskabelser indenfor selskabsbeskatningen. En vigtig lov
i 1957 kom først med nye afskrivningsmuligheder for
virksomheder, men hertil kom en reform i 1960, der
gjorde op med den progressive selskabsskat. Der blev nu
indført en proportionalskat på 44 % af et
aktieselskabs skattepligtige indkomst. Denne vigtige
sats er reguleret adskillige gange. I 1985 blev den sat
op til 50 % ”som led i et indgreb på
arbejdsmarkedet”. Dermed havde satsen nået et
maksimum. I 1989 blev den under indtryk af det kommende
indre marked i EF nedsat til 40 %, og yderligere nedsættelse
fulgte i 1991 til 38 % og i 1992 til 34 %. I forbindelse
med Pinsepakken i 1998 blev satsen nedsat til 32 % og i
2000 yderligere sænket til 30 %
Det skal også nævnes, at der er
kapitler med oplysninger om de skiftende skatteministre
og topchefer, den øvrige personaleudvikling inden for
skattevæsenet, arbejdsgangene for ligning og kontrol,
klagesystemet, m.v.
Det hedder i pressemeddelelsen, at
bogen kan anvendes som opslagsværk. I så fald kan man
godt komme til kort ved brug af registret. Slår man op
under ”rangskat”, henvises man alene til et
ultrakort afsnit på 4 linjer. Heri oplyses det, at
rangskatten fra 1870 fortsat er opkrævet ”i hele
perioden” – men da vi er i kapitel 3 om ”Andre
direkte skatter fra 1903 til slutningen af
1960’erne”, kommer man i tvivl. Er rangskatten
afskaffet siden da? Slår man tilsvarende op i registret
under ”skattelister” for f.eks. at undersøge, hvornår
de offentlige fremlagte skatteliste til eftersyn blev
stoppet, henvises man alene til et billede fra 1953. Der
er ingen henvisning til et sted i bogen, hvor spørgeren
får svar på sit spørgsmål.
Det bør stærkt fremhæves, at bogen
er forsynet med omkring 70 tabeller og figurer, der
giver nyttige og ofte supplerende oplysninger til
teksten. I de indledende kapitler er der f.eks. fine
oplysende tabeller, hvor udviklingen i den progressive
beskatning kan følges fra 1903- til 1922-loven. I andre
tabeller kan følges den samtidige udvikling i statens
udgifter fordelt på ministerier m.v. Undervejs kan læserne
f.eks. studere skatteskalaerne for den ordinære
indkomstskat i årene 1946/47, 1956/57 og 1966/67 (tabel
12) og her får et godt gys over den høje marginalskat.
I den sidste ende får vi nyttige oplysninger i tabel
39, hvori angives den procentvise fordeling af skatter
og afgifter i en række OECD-lande i 1970, 1980, 1990 og
2000. Det fremgår her, at indkomst- og formueskatten i
Danmark i 1970 udgjorde 51 % af de samlede offentlige
indtægter. De indirekte skatter udgjorde samme år 39
%, medens ejendomsskatterne 6 %. Tredive år senere, i
2000, havde statens indtægter forrykket sig:
Indkomstskatten (formueskatten blev afskaffet i 1995)
udgjorde nu 59 %, de indirekte skatter 33 % og
ejendomsskatterne nu kun 3 % af de offentlige indtægter.
Dertil kommer så de mange gode
illustrationer, der ”letter læsningen”. Heriblandt
adskillige Storm P.-tegninger, bl.a. én fra 1948 med
teksten: ”Der er altid plads til én til...”.
Altså en ny skat.
|
