BogFeature
Hvor tæt kan man komme?

Tingsted sogn 1740-50 – et community-studie.

Af Peter Henningsen

”Hvor tæt kan man komme?” spørger historikeren Signe Trolle Gronemann i denne nye bog fra Landbohistorisk Selskab. Med udgangspunkt i en række af de serielle kilder, som er mest almindelige i lokalhistoriske, slægtshistoriske og landbohistoriske arbejder vil hun afdække, hvor tæt på det enkelte menneske og dets liv, forskeren kan komme. De omtalte serielle kilder udgøres af syns- og taksationsforretninger, jordebøger og landgildeoversigter, godsregnskaber, tingbøger, fæsteprotokoller, skiftebreve og kirkebøger.

Som udgangspunkt for afprøvningen af de omtalte kilders muligheder har hun udvalgt Tingsted sogn på Falster i tiåret 1740-50 som case. Det er ikke fordi, at der skete noget specielt i Tingsted sogn i disse år, eller at Tingsted sogn på nogen måde skulle være noget specielt. Snarere tværtimod. Tingsted sogn er akkurat lige så anonymt og almindeligt som de fleste andre danske sogne, og det samme gælder for den sags skyld det behandlede tiår. Undersøgelsen kan derfor med en vis ret siges at være repræsentativ for, hvad det overhovedet er muligt at vriste ud af serielle kilder om menneskets dagligliv i et dansk landsogn for ca. 260-70 år siden.

Case-studiets metodisk-teoretiske afsæt er ønsket om at krydse de serielle kilder med hinanden for at hive så mange oplysninger om de enkelte individer ud af materialet som muligt: Hvem er det som fæster gårdene, og som bliver dømt som forsiddere? Hvem står oftest faddere ved barnedåb i sognet, hvem er det, der bliver nappet som skovtyve, begår lejermål, kommer i slagsmål med mere? Signe Trolle Gronemann formulerer det selv således: ”Målet er at samle så mange informationer som muligt om det enkelte individ, for derved at gøre det distinkt. Hvor kilderne om det enkelte individ er tætte, bliver resultaterne et billede af personens kulturelle praksis. Kan mange af den slags personer identificeres, er analyser af lokalsamfund mulig. Ved at samle de enkelte individers handlinger krydser man kvantitative kilder som regnskaber med kvalitative kilder som justitsprotokoller og muliggør dermed en samlet kvalitativ læsning, der bringer én videre end det demografisk statistiske” (s. 19).

Inspirationen til disse kildekrydsninger er dels hentet fra Alan Macfarlanes nu klassiske studier i familierekonstitution (Reconstructing Historical Communities, 1977) og David Warren Sabeans kulturhistoriske studier i den sydtyske by Neckarhausen ( Property, production and family in Neckarhausen 1700-1870, 1990 & Power in the blood, Popular culture and village discourse in early modern Germany, 1984),  og dels fra Palle O. Christiansens beslægtede studier over det sjællandske gods Giesegaard (A Manorial World, 1996) og Hans Henrik Appels undersøgelser af retspraksis og dagligliv i det vestjyske Skast Herred i 1600-tallet (Tinget, magten og æren, 1999). På samme måde som forbillederne vil Gronemann gå i dybden med kilderne fra Tingsted sogn og efterprøve deres teser og metoder.

Et af forfatterens primære spørgsmål har været, om man i Tingsted sogn - qua de serielle kilder - har kunnet efterspore de samme bondetyper, som Palle O. Christiansen afdækkede i det midtsjællandske godsområde omkring Giesegaard ved Ringsted. Christiansen afdækkede som bekendt mindst tre forskellige typer: 1) de stræbsomme bønder, som slog sig frem på de mindre stræbsommes bekostning og ”som tænkte fremad”, 2) de fatalistiske bønder, som blot lod stå til og levede fra hånden i munden - ”som sukkende døsede hen”, og 3) de stille, dvs. de bønder, der ikke har efterladt sig nævneværdige spor i kilderne, og som derfor må formodes at have levet et forholdsvis jævnt og roligt liv uden de store udsving af den ene eller anden art.

Gronemann finder nok spor, der kunne tyde på, at sådanne bondetyper har eksisteret i Tingsted sogn, men nogen dokumentation herfor har hun ikke kunnet udlede af kilderne. Hun lader da også til at tvivle på, om Christiansen overhovedet har fundet sine bondetyper via de serielle kilder, således som han selv fremstiller det i disputatsen A Manorial World. Snarere har Christiansen, mener Gronemann, støttet sig til de beskrivelser af bondetyperne, som fremgår af godsforvalteren Søren Klestrups indberetninger til godsets ejer, og derpå appliceret bondetyperne i de serielle kilder. Da indberetninger med sådanne udsagn om bønderne i Tingted sogn ikke lader sig finde, ville Christiansen, og det er en af Gronemanns fine pointer, næppe været kommet på ideen om disse bondetypers eksistens, hvis han havde arbejdet med Tingsted sogn og ikke med Giesegaard, hvor det var så heldigt, at der fandtes en meget skrivende og tænksom godsforvalter, der kunne sætte forskeren på sporet.

Det er prisværdigt, at Gronemann – om man så må sige – vil checke Palle O. Christiansen efter i sømmene, men det lader sig nu næppe gøre på forsvarlig vis med så sparsomt et kildemateriale, som de ovenfor nævnte serielle kilder, og i så kort et tidsum som ti år i midten af 1700-tallet. Der skal mere til for at kunne udlede større kulturelle mønstre, og Palle O. Christiansens undersøgelse strækker sig dels over et langt større tidsrum og trækker dels på et langt større kildemateriale end Gronemanns bog. Det er rent ud sagt plat umuligt at udfolde en kulturhistorisk undersøgelse af denne art på de kun 171 sider, som bogen strækker sig over. Kritikken af Christiansen vil jeg derfor tage med et vist forbehold.

Man skal selvfølgelig ikke forvente en bog af samme karakter og kaliber som de ovenfor nævnte værker af Christiansen, Sabean m. fl., og det har i øvrigt heller ikke – det skal retfærdigvis pointeres - været forfatterens intention. Snarere virker det på mig som om, at Signe Trolle Gronemann har ønsket at skrive en grundlæggende indføring i, hvad serielle kilder kan bruges til, når de krydsklippes. I en række tematiske afsnit viser hun således meget pædagogisk, hvor tæt man kan komme på det enkelte individ med denne metode. Det er absolut prisværdigt og jeg er sikker på, at hendes bog vil kunne tjene som en nyttig grundbog for historie- og etnologistuderende, der for første gang skal give sig i kast med studier af danske lokalsamfund (eller communities, om man vil). Ikke mindst de indledende metodisk-teoretiske afsnit tjener som en nyttig introduktion til denne ”krydsklippende” forskningsretning.

Jeg ved ikke, om det har været forfatterens hensigt at skrive en grundbog (jeg tror det næppe), men netop som grundlæggende indføring er det, at bogen fungerer – og fungerer godt. Hvis man derimod forventer store forkromede analyser af mikrohistorisk tilsnit bliver man nok skuffet. Der er nemlig ikke som sådan noget nyt og uventet at hente. Dertil bygger Gronemann dels på for velkendt kildemateriale og på for velkendte metodiske-teoretiske tilgange. At bogen har et noget oversigtsagtigt og grundbogslignende præg skyldes også, at der vies (for) mange sider til indledende gennemgange og bilag, mens selve det empiriske grundstudie fylder uhyre lidt. Ud af bogens 171 sider er de første 60 sider således en gennemgang af metoder, teorier og kilder, mens de sidste 56 sider udgøres af litteraturliste, engelsk summary og statistiske bilag mm. Det efterlader sølle 55 sider til selve den empiriske undersøgelse og det er lige lidt nok, hvis man vil spise kirsebær med mere garvede folk som Christiansen, Sabean etc.

Vurderet som grundbog for studerende og som generel indføring i det kulturhistoriske studium af serielle kilder fungerer bogen imidlertid rigtigt godt. Den er i store træk velskrevet og klar i mælet, og jeg vil uden tøven anbefale den til enhver novice udi landbo- og kulturhistorien, som her får god og nyttig information.